Bivirkninger: Fra lægemiddelsikkerhed til patientsikkerhed

DEL II: En åbent spørgende tilgang til lægemiddelsikkerhed
Ovenstående fokuserer på faktorer, der påvirker lægers
rapportering af bivirkninger. Man kan imidlertid overveje,
om man også i større grad burde fokusere på den viden
om patienters bivirkninger, som andre sundhedspersoner
ligger inde med. Her tænkes for eksempel på de
farmaceuter, der ekspederer recepter og rådgiver
patienten om anvendelsen af medicinen, samt på de
sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter,
der dispenserer og administrerer medicin. Især sidstnævntegrupper
får utvivlsomt gennem deres tættere og
hyppigere kontakt med patienterne kendskab til bivirkninger,
som patienterne ikke nødvendigvis taler med deres
læger om.
Eksempel: Rapportering af en bivirkning
En ung reservelæge på medicinsk afdeling er ved at gå udskrivningsstuegang på en patient, der har været
indlagt med en alvorlig hudreaktion. Man mistænker, at hudreaktionen skyldes patientens blodtryksmedicin.
Ud over denne medicin tager patienten dagligt tabletter for sukkersyge og forhøjet kolesterolindhold i blodet
samt blodfortyndende medicin.
Lægen vil nu – foruden at give indlæggelsen en diagnosekode i journalen og hospitalets patientadministrative
system – rapportere den formodede bivirkning via Lægemiddelstyrelsens hjemmeside. Her er en liste
over de informationer, hun som minimum skal indtaste i det elektroniske skema til bivirkningsrapportering:
Information
En beskrivelse af bivirkningen
Tidspunkt for bivirkningens indtræden og afslutning
Lægemidlets handelsnavn
Tidspunktet for behandlingens påbegyndelse
Eventuelle problemer for lægen
Uproblematisk; informationen findes i hospitalets journal
Uproblematisk; informationen findes i hospitalets journal
Patienten nåede ikke at tage medicinpakningen med ved
indlæggelsen. Med sig har han til gengæld en tom æske
fra tidligere, men gør opmærksom på, at han næsten får en
forskellig æske hver gang, han er på apoteket. Dette skyldes,
at apotekerne i udgangspunktet skal udlevere det billigste
lægemiddel, og at priserne kan skifte hver anden uge.
Lægen må derfor kontakte apoteket og forhøre sig om,
hvilket lægemiddel der er udleveret til patienten, eller slå
dette op i PEM’en (Personlige Elektroniske Medicinprofiler).
Patienten kan ikke huske præcist, hvornår han blev sat i
behandling for forhøjet blodtryk, så reservelægen må ringe til
patientens praktiserende læge for at få den oplysning.
Dette illustrerer blot minimumskravene. Hvis rapporten skal være komplet og omfatte de øvrige lægemidler patienten
anvender, vil der være tilsvarende udfordringer med at tilvejebringe informationen for disse.
- 17 -