Ãvelsesvejledninger til laboratoriekursus i Kemi CâB 2010 - KVUC

Laboratoriekursus, Kemi C→B, KVUC forår 2010 

Øvelsesvejledninger 

til laboratoriekursus 

i 

Kemi C→B 

2010 

KVUC, Vognmagergade 8, Kbh. K

Laboratoriekursus, Kemi B, KVUC forår 2010 2 

Kurset foregår på Vognmagergade 8, 3 sal i lokale 331 / 334. 

Medbring på kurset: Denne eksperimentvejledning, lærebog, lommeregner, papir og blyant samt 

noget at spise og drikke. Af hensyn til dokumentation i rapporter vil det desuden være en fordel at 

tage en bærbar computer og et digitalkamera eller kameramobil med. Der er ikke mulighed for at 

købe mad og drikke, men der kan laves kaffe og te. 

Kurset skal følges i fuldt omfang for at få det godkendt. Du skal sammen med to medkursister 

udføre 10 eksperimenter og lave rapport eller journal for hvert enkelt eksperiment. 

Rapporterne skal afleveres eller sendes samlet så HF-kontoret har dem senest den 21. april 

Hvis du sender dem skal du regne med op til 3 dages ekspeditionstid hos postvæsenet, 

mærk konvolutten ”Laboratoriekursus C-B” og attention Kirsten Poulsen. 

De skal rettes af kursets lærere for at få godkendt laboratoriekurset. 

Forbered dig ved at sætte dig ind i denne vejledning og tilhørende lærebogsstof inden kurset. 

Vejledningerne indeholder nyttige tips til fremgangsmåde og teori samt hvad det kan betale sig at 

observere til efterbearbejdningen. Lærerne besvarer gerne spørgsmål herom under kurset. 

Det eksperimentelle arbejde opgives som pensum til eksamen og journalerne og de godkendte 

rapporter medbringes til eksamen. 

Vel mødt på kurset! 

Lise Hansen og Jørgen Retsbo 

Hæftets indhold 

Sikkerhed og orden i laboratoriet 3 

Rapportskrivning 4 

Om laboratorieudstyrets navne og brug 5 

1. Reaktionen mellem thiosulfationer og syre 7 

2. Indgreb i et ligevægtssystem 10 

3. Potentiometrisk titrering af saltsyre 13 

4. Reaktionshastighed og enzymer 15 

5. Svovlforbindelser i vin 18 

6. Intermolekylære kræfter. Stoffernes kogepunkt & opløselighed 21 

7. Substitution i heptan 23 

8. Primære, sekundære og tertiære alkoholer 26 

9. Fremstilling af to nyttige estre 28 

10. Kvantitativ forsæbning af et fedtstof 31


Sikkerhed og orden i laboratoriet. 

I laboratoriet gælder et særligt regelsæt: Alle bevægelser - inklusive gang – skal foregå i rimeligt 

sikkert og roligt tempo. Af hensyn til giftige eller brandbare kemikalier er rygning, spisning og 

drikning forbudt. Indtagelse af kaffe eller lignende må foregå udenfor laboratoriet, og det er forbudt 

at drikke af laboratorieudstyr, som for eksempel bægerglas. Der skal der bæres kittel under alle 

eksperimenter og briller i nogle (følg vejledningen). Skade på tøj erstattes ikke af kurset. 

Kemieksperimenter kan være risikable. Det kræver omtanke at omgås kemikalier og apparatur. En 

del kemikalier som fx sølvnitrat, kaliumpermanganat, brintoverilte og jod giver pletter på huden. 

Selv om de normalt ikke er skadelige kan de på den anden side ikke vaskes af med sæbe. Dette 

er en ekstra grund til at omgås kemikalier med forsigtighed. Generelt forventes det, at du studerer 

faresymbolerne og sikkerhedssætningerne på de anvendte stoffer. 

Desuden skal du være opmærksom på, at nogle kemikalier (især tungmetaller og organiske 

opløsningsmidler) skal opsamles i affaldsdunke. 

For at kurset kan fungere er det vigtigt at rydde op efter hvert eksperiment – følg de givne 

anvisninger. Glasvarer vaskes af, skylles med ionbyttet vand indvendigt og aftørres med papir 

udvendigt før de sættes tilbage på plads. Meget snavsede glas sættes i opvaskemaskinen. 

Vask altid hænder efter et forsøg! 

Uheld. I tilfælde af uheld: Bevar roen og tilkald altid læreren! Uheld er heldigvis meget sjældne. 

Kemikalier i øjnene: Masser af koldt vand direkte i øjet, brug evt. en sprøjteflaske 

Brand: Brug ikke vand - kvæl ilden. En prop i en brændende kolbe slukker straks ilden. En lidt 

større brand på et bord eller på gulvet kvæles med et brandtæppe eller evt. med en kittel. Ild i en 

person kvæles ved at få personen til at lægge sig over ilden. Derefter dækkes personen med et 

brandtæppe. Brandslukkeren anvendes kun til større brande og aldrig på personer. 

Skoldninger og forbrændinger: Masser af koldt vand meget længe indtil anden førstehjælp. Husk at 

tage evt. tøj af ved skylningen. 

Hud kontakt med farlige kemikalier: Masser af koldt vand. 

Snitsår: Masser af koldt vand. 

Indtagelse af kemikalier: Du skal aldrig putte kemikalier i munden; men sker der uheld er 

førstehjælpen afhængig af, hvad der er indtaget. Det er vigtigt, du ved, hvad du har fået i munden.


Rapportskrivning i kemi 

Ved eksperimenter i laboratoriet skal alle kursister føre en laboratoriejournal, der indeholder 

præcise notater om eksperimenternes forløb. Her skrives alle relevante oplysninger og 

observationer ned under eksperimentets udførelse. Det er bedre at tegne og notere for meget end 

for lidt. Måleresultater kan med fordel nedskrives i tabelform. 

Laboratoriejournalen er udgangspunktet for udfærdigelsen af en egentlig rapport over 

eksperimentet. 

Kemirapporten skal udformes, således at den kan læses og forstås, som en selvstændig enhed, 

dvs. uafhængig af vejledningen. 

Udover en overskrift / forside med navne på eksperimentholdets deltagere og dato for udførelsen 

af eksperimentet kan rapporten normalt inddeles i fire hovedafsnit: 

1) Problemformulering 

Dette punkt indeholder en formulering af eksperimentets formål og en forklaring af 

eksperimentets teoretiske forudsætninger. 

Eksperimentet kan omfatte: 

Kvalitative undersøgelser. Det betyder, der undersøges for tilstedeværelsen af bestemte stoffer, 

ved hjælp af en kemisk reaktion der giver farvereaktion, bestemt pH, bundfald, varmeændringer 

(exoterm/endoterm) mv. 

Kvantitative undersøgelser. Herved bestemmes masse, volumen, eller koncentration. Her skal 

udføres mængdeberegning. 

Ofte indgår begge dele, da den kvantitative del tit medfører en kvalitativ målemetode fx ved 

kolorimetrisk titrering. 

Skriv ikke kritikløst vejledningens introduktion af. Den uddyber sjældent tilstrækkeligt øvelsens 

teori. 

2) Dokumentation. 

Består af kemikalieliste, apparaturliste og fremgangsmåde (metode), som ofte er beskrevet 

nøje i eksperimentvejledningen. Derfor skal du blot – og i DATID (da det er et referat af hvad du 

gjorde ved eksperimentet) - gengive hovedtræk i øvelsesgangen gerne suppleret med kvalitative 

iagttagelser, fx ”Ved tilsætning af sølvnitratopløsningen observerede jeg et kraftigt, hvidt bundfald”. 

Tegninger og fotos kan være en stor fordel, husk at henvise til dem i teksten. Det kan anbefales at 

anføre afstemte reaktionsskemaer de steder i teksten, hvor reaktionen beskrives kvalitativt. F.eks.


kan man i forbindelse med førnævnte observation anføre reaktionsskemaet 

Ag + (aq) + Cl - (aq) → AgCl(s) (bemærk det er god skik at medtage tilstandsformer). 

Reaktionsskemaerne kan om nødvendigt gentages i diskussionsdelen. 

Dokumentationen omfatter også et afsnit med de ubearbejdede måleresultater i hvert fald ved 

kvantitative forsøg. Som sagt kan kvalitative observationer anføres i forsøgsbeskrivelsen. 

Resultatskemaer giver ofte overskuelighed. 

3) Diskussion (=al bearbejdning af måleresultater/observationer for at nå til konklusionen) 

I de kvantitative øvelser gives et eksempel på udregning med angivelse af hvilke formler, der er 

benyttet. I udregningerne er det vigtigt at medtage de kemiske størrelsers enheder og afrunde til 

passende antal decimaler. Ofte argumenteres også ud fra kvalitative observationer fx ”det hvide 

bundfald med sølvnitrat viser at der er chlorid-ioner til stede i opløsningen”. 

4) Konklusion 

Konklusionen er en kort vurdering og kommentering af eksperimentets resultater i forhold til 

problemformuleringen/formålet. Konklusionen skal indeholde en kort men præcis opsummering af 

resultaterne fra diskussionen og en bedømmelse af deres pålidelighed. 

Er f.eks. de fundne værdier passende ift. tabelværdier og deklarationer mm.? Angiv i dette afsnit 

hvilke fejlkilder og årsager der kan være til evt. afvigelser i resultatet i forhold til det forventede. 

I dette afsnit er der også mulighed for at foreslå forbedringer til eksperimentet. 

Eventuelle spørgsmål fra eksperimentvejledningen kan besvares i et særligt afsnit eller i løbet af 

rapporten hvor det er passende. 

Om laboratorieudstyret – navne og brug 

På næste side ses en figur med navne på almindeligt forekommende laboratorieudstyr. Her skal 

kort omtales brugen af de forskellige former for udstyr til volumenmåling: 

Bægerglas med mL-inddeling: Inddelingen er kun vejledende og bægerglas kan således ikke 

anvendes til egentlig volumenmåling. 

Plastpipetter: Samme som for bægerglas. 

Måleglas er velegnede til volumenmåling hvor der ikke kræves meget høj nøjagtighed. Vælg altid 

det mindste måleglas, som kan rumme det nødvendige. 

Målekolber Benyttes hvor meget høj nøjagtighed kræves, fx ved fremstilling af opløsninger til 

analysebrug. Kan kun afmåle et bestemt volumen. 

Målepipette (eller bare pipette): Er lavet af glas og sugebold skal altid anvendes for at undgå at få 

noget i munden. I øvrigt som målekolber.


Burette (læses: byrette): Meget præcis ved korrekt brug. Kan levere alle volumener mellem 0mL 

op til dens samlede volumen. Skal tømmes for luft omkring glasspidsen og derefter fyldes til 

nulmærket inden anvendelse. Ellers vil det leverede volumen ikke være lig det aflæste.


1. Reaktionen mellem thiosulfationer og syre 

Formål 

Formålet er at undersøge, hvordan reaktionshastigheden afhænger af reaktanternes koncentrationer 

ved brug af initialhastighedsmetoden. Desuden skal det undersøges, hvilken virkning en 

temperaturforhøjelse har på reaktionshastigheden. 

Apparatur 

Reagensglas. Bægerglas, 50 mL. Stopur. Spatel. Termometer. Trefod. Trådnet. Bunsenbrænder. 

Kemikalier 

Tre fælles autoburetter med henholdsvis 0,40 M Na 2 S 2 O 3 , 0,40 M HCl og demineraliseret vand. 

Væskerne skal have stuetemperatur. 

Teori 

Når man tilsætter syre til en opløsning, som indeholder thiosulfationer, dannes der frit svovl: 

2 H + (aq) + S 2 O 2- 3 (aq) → S(s) + SO 2 (aq) + H 2 O(l) 

Det dannede faste svovl gør opløsningen uklar. Vi skal måle den tid t, der går fra reaktionens 

start, indtil man lige netop ikke kan se gennem opløsningen mere. 

Reaktionshastigheden kan udtrykkes som formindskelsen af thiosulfatkoncentrationen pr. tid: 

 

[S 3 

2 

2O 

v 

t 

] 

Vi antager, at formindskelsen af thiosulfatkoncentrationen er den samme i alle forsøg. Den svarer 

nemlig til, at der netop er dannet så meget svovl, at vi ikke kan se gennem opløsningen. Da 

tælleren har samme værdi i alle forsøgene, kan vi bruge 1/t som mål for reaktionshastigheden: 

v 

t 

1 (dvs. v er proportional med 

t 

1 ) 

Ligeledes antages det, at koncentrationerne kun aftager ganske lidt, mens målingen står på (der 

dannes kun en lille mængde svovl). Vi kan derfor regne med, at de målte reaktionshastigheder 

gælder ved koncentrationerne i starten af forsøgene (dette kaldes en initialhastighedsmetode, idet 

reaktonshastigheden måles ved starten af hvert reaktion). 

Ved sammenligning af reaktionshastigheden i forskellige forsøg skal man huske variabelkontrol: 

Kun én variabel må ændres af gangen, fx temperaturen eller én af koncentrationerne.


Eksperimentelt 

Forsøgene fremgår af skemaet. Vandet og de to opløsninger aftappes fra fælles buretter. 

Til forsøg 1 aftappes 20,0 mL 0,40 M HCl og 20,0 mL 0,40 M Na 2 S 2 O 3 ned i hvert sit rene 

reagensglas. Tegn en mørk plet (ca. 5 mm i diameter) på et stykke papir og stil et 50 mL 

bægerglas oven på pletten. 

Lige idet et stopur startes, hældes indholdet af de to reagensglas samtidig ud i bægerglasset. 

Rør rundt i bægerglasset med en spatel et par sekunder og iagttag derefter pletten ved at se ned 

gennem opløsningen. Mål tiden t, indtil man lige netop ikke kan se pletten mere. 

Umiddelbart efter måles reaktionsblandingens temperatur. 

Forsøg 2 og 3 laves på tilsvarende måde. Først hældes 10,0 mL demineraliseret vand op i 

bægerglasset, hvorefter reaktionen startes ved samtidig tilsætning af opløsningerne med de to 

reaktanter. 

I forsøg 4 hælder man først 10,0 mL vand og 20,0 mL 0,40 M HCl op i bægerglasset. 

Blandingen opvarmes til ca. 50 ºC. Derefter tilsættes 10,0 mL 0,40 M Na 2 S 2 O 3 og reaktionstiden 

måles som i de øvrige forsøg. 

Husk at måle reaktionsblandingens temperatur så hurtigt som muligt efter tidsmålingen. 

Forsøg nr. Volumen t 

H 2 O HCl Na 2 S 2 O 3 

(s) 

Temperatur 

(ºC) 

1 0 mL 20,0 mL 20,0 mL 

2 10,0 mL 20,0 mL 10,0 mL 

3 10,0 mL 10,0 mL 20,0 mL 

4 10,0 mL 20,0 mL 10,0 mL 

Efterbehandling (se næste side) 

Forsøg nr. [H + ] [S 2 O 3 2- ] 1/t 

(1/s = s -1 ) 

Temperatur 

(ºC) 

1 0,20 M 0,20 M 

2 0,20 M 0,10 M 

3 0,10 M 0,20 M 

4 0,20 M 0,10 M


1. Beregn 1/t i de fire forsøg og indsæt resultaterne i et skema, der kan se ud som vist ovenfor. 

Koncentrationerne i skemaet gælder lige ved starten af det pågældende forsøg. 

[S 2 2 3 

 

2. Hvilken simpel matematisk sammenhæng ser der ud til at være mellem O ] og reaktionshastigheden? 

(husk kun at sammeligne forsøg hvor [H + ] og temperaturen er den samme – 

dette kaldes variabelkontrol). 

3. Er der en tilsvarende simpel sammenhæng mellem reaktionshastigheden og [H + ]? 

4. Ifølge en grov regel fordobles mange kemiske reaktioners hastighed for hver 10 graders 

opvarmning. Passer resultatet af forsøget nogenlunde med denne regel? 

5. Hvorledes er koncentrationerne i skemaet beregnet ud fra de mængder som blev tilsat fra 

buretterne? Giv et eksempel på beregning.


2. Indgreb i et ligevægtssystem 

Formål 

At verificere Ligevægtsloven samt Le Chateliers princip ved at undersøge, hvordan indgreb i 

koncentrationer samt volumen og temperatur af ligevægtsblandingen påvirker en konkret ligevægt. 

Teori 

Jern(III)ioner reagerer med thiocyanationer, hvorved der dannes en kompleks ion, som er rød: 

Fe 3+ (aq) + SCN - (aq) FeSCN 2+ (aq) 

Rød 

Denne ligevægt indstiller sig meget hurtigt og i en ligevægtsblanding er alle tre ioner til stede. 

Der skal foretages forskellige indgreb i dette ligevægtssystem. Ved at se på opløsningens farve 

kan man eksperimentelt afgøre, om indgrebet bevirker en forskydning af ligevægten mod højre 

eller venstre (der er naturligvis også den mulighed, at indgrebet slet ikke bevirker nogen 

forskydning). 

Den eksperimentelle iagttagelse kan sammenholdes med forudsigelser på basis af Le Chateliers 

Princip (LCP) og/eller Ligevægtsloven hvorved disses gyldighed kan undersøges. 

Af tidshensyn anbefales det at udføre forsøgene først og derefter bearbejde dem teoretisk. 

Mht. disposition af rapport kan det øge overskueligheden at færdigbehandle et forsøg af gangen 

for derefter at lave en overordnet konklusion til sidst. 

Apparatur 

7 reagensglas i stativ. Konisk kolbe, 250 mL. Måleglas 10 mL. Spatel. To bægerglas 250 mL. og to 

bægerglas 100 mL. Termometer (slukkes efter brug!). Is. 


0,1 M Fe(NO 3 ) 3 . 0,1 M KSCN. 0,002 M KMnO 4 . 0,1 M AgNO 3 . Fe(NO 3 ) 3 (s). Ascorbinsyre(s). 

KSCN (s). Demineraliseret vand. 

Eksperimentelt (integreret med nogle spørgsmål til rapporten) 

Start med at fremstille en ligevægtsblanding med de tre ioner i reaktionsskemaet således: 

Fyld ca. 200 mL vand i en 250 mL konisk kolbe. Tilsæt 10 mL 0,1 M Fe(NO 3 ) 3 og derefter 

10 mL 0,1 M KSCN. Rør rundt med en spatel. Notér iagttagelserne. Gem blandingen!


Er reaktionshastigheden stor eller lille? Opskriv ligevægtsloven for ligevægten. 

Der laves 6 forsøg med ovennævnte ligevægtsblanding. Noget af opløsningen overføres til 7 

reagensglas, som fyldes ca. 1/3 op. De 6 af reagensglassene anvendes i de følgende forsøg, 

mens det syvende gemmes til farvesammenligning. Gem også resten af opløsningen i kolben. 

1. Tilsæt en spatelfuld fast Fe(NO 3 ) 3 til det første reagensglas og rør rundt. 

Notér hvad der er sket med blandingens farve sammenlignet med referencen. 

Sker der en forskydning af ligevægten? 

Anvend ligevægtsloven til at forklare, at en forøgelse af [Fe 3+ ] kan bevirke den iagttagne 

forskydning. 

2. Ascorbinsyre (C-vitamin) reducerer Fe 3+ til Fe 2+ . Vi kan altså formindske [Fe 3+ ] ved at tilsætte 

ascorbinsyre. 

Tilsæt nogle få korn ascorbinsyre til reagensglas nr. 2 og rør rundt. Hvis der ikke ses en 

tydelig ændring, tilsættes lidt mere ascorbinsyre. 

Beskriv iagttagelserne og undersøg om de er i overensstemmelse med forudsigelse ud fra 

ligevægtsloven (hvis de er det, siger man, at loven er verificeret (sandsynliggjort)). 

3. Til reagensglas nr. 3 tilsættes en spatelfuld fast KSCN. Er iagttagelserne i overensstemmelse 

med det, der kan forudsiges ud fra Le Chateliers princip? 

4a. Inden forsøget med det 4. reagensglas udføres følgende lille for-forsøg: 

Hæld lidt 0,1 M KSCN-opløsning op i et reagensglas. Tilsæt et par dråber 0,1 M AgN0 3 . 

Notér iagttagelser og skriv et ionreaktionsskema (samme reaktion foregår i 4.). Bemærk at 

dette forsøg viser, at man kan fjerne sølv-ioner fra opløsningen ved at fælde dem med SCN - . 

4. Tilsæt et par dråber 0,1 M AgNO 3 til reagensglas nr. 4. Iagttagelser? 

Er påvirkningen af den røde farve i overensstemmelse med Le Chateliers Princip? 

5. Lav et vandbad med ca. 50 grader varmt vand i et 250 mL bægerglas. I et andet bægerglas 

laves et bad med isvand. Placér reagensglas nr. 5 i det varme vand og reagensglas nr. 6 i 

isvandet. Lad dem stå et stykke tid og sammenlign derefter med reagensglas nr. 7. 

I hvilken retning sker der forskydning, når vi hæver temperaturen? Når vi sænker 

temperaturen? Afgør på grundlag heraf og ved at forudsætte Le Chateliers Princip, om 

reaktionen mellem Fe 3+ og SCN - (reaktionen mod højre) er exoterm eller endoterm. 

6a. Inden sidste forsøg udføres følgende for-forsøg: Stil to bægerglas ved siden af hinanden på et 

stykke hvidt papir og fyld dem næsten halvt op med 0,002 M KMn0 4 . Væsken skal stå nøjagtig 

lige højt i de to glas. 

Som bekendt skyldes opløsningens farve permanganat-ionen. Betragt opløsningerne ovenfra 

og sammenlign deres farveintensiteter. De skal naturligvis være ens.


Derefter fordobles voluminet i det ene bægerglas ved tilsætning af rent vand. Sammenlign 

igen farveintensiteterne. Hvad ser man? (Forklaring: Ved fortyndingen ændres antallet af 

permanganationer selvfølgelig ikke og efter fortynding passerer lyset stadig alle ionerne). 

6. Efter rensning af bægerglassene udføres et helt tilsvarende forsøg med den røde 

ligevægtsblanding fra den koniske kolbe. Sker der en forskydning af ligevægten ved fortynding 

til det dobbelte volumen? 

Undersøg om resultatet er i overensstemmelse med ligevægtslovens forudsigelse.. 

Efterbehandling (ud over det som er nævnt under de enkelte forsøg) 

7. Ved hvilke af de seks indgreb sker der en ændring af ligevægtskonstanten K? 

8. Ved tilsætningerne til reagensglassene anvendte vi faste stoffer eller et par dråber af en ret 

koncentreret sølvnitratopløsning. Hvorfor tilsætter man ikke i stedet for et par mL af ret 

fortyndede opløsninger af de pågældende stoffer? (kodeord: variabelkontrol). 

9. Blev formålet med øvelsen opnået?


3. Potentiometrisk titrering af saltsyre. 

Formål 

Vi skal titrere saltsyre med en natriumhydroxidopløsning. Forsøgets formål er at bestemme 

syreopløsningernes koncentration, samt at arbejde med titrérkurven for en stærk syre, der titreres 

med en stærk base. Desuden studeres hvordan en syre-base indikator virker. 

Teori 

Stofreaktionsskemaet for titreringen er: 

HCl(aq) 

NaOH(aq) H2O(l) 

 

NaCl(aq) 

Hvis man i stedet opskriver de partikler, som reelt deltager i reaktionen, bliver reaktionsskemaet: 

 

 

H3O 

(aq) OH (aq) 2 H2O(l) 

(neutraliseringsreaktion) 

(en saltsyreopløsning indeholder reelt ingen ”HCl” men kun ionerne H 3 O + og Cl - ). 

Under titreringen måler vi pH med et pH-meter. På grundlag af målingerne tegnes titrérkurven, 

hvor ækvivalenspunktet aflæses. En sådan titrering med pH-meter kaldes en potentiometrisk syrebasetitrering. 

Apparatur 

20 mL pipette med sugebold, 50 mL bægerglas, magnetomrører, magnetpind, burette i stativ, tragt, 

pH-meter, pufferopløsninger med pH = 7,00 og pH = 4,00. 


0,100 M NaOH, natriumhydroxidopløsning. HCl (aq), saltsyre med ukendt koncentration (ca. 0,08 

M), opløsning af bromthymolblåt indikator (BTB). 


Læreren demonstrerer pH-meteret og det kontrolleres, at det er indstillet til den rigtige temperatur, 

og at det er justeret (kalibreret) ved hjælp af en pufferopløsning med pH = 7,00 og en 

pufferopløsning med pH = 4,00. 

Overfør 20,0 mL af den udleverede saltsyre med pipette til et rent 50 mL bægerglas (høj form). 

Tilsæt en magnetpind og et par dråber BTB og placér bægerglasset på en magnetomrører. 

Start omrøringen og sænk forsigtigt pH-elektroden ned i væsken. 

Magneten må naturligvis ikke ramme elektroden, som skal stå i væsken under hele forsøget.


Tegn inden titreringen starter et skema til måleresultater. Der skal være plads til mange målinger. 

Det kan anbefales at indtaste resultaterne direkte i et regneark. 

Volumen af 

0,100 M NaOH 

0,0 mL 

pH 

Blandingens farve 

Aflæs nu opløsningens pH og farve og notér resultatet ud for V = 0,0 mL. 

Klargør buretten: Fyld 0,100 M NaOH på buretten, fjern luftbobler forneden og nulstil den. 

Buretten placeres nu over bægerglasset. Tildryp ca. 1 mL NaOH-opløsning til bægerglasset, og 

aflæs præcis værdi af pH og tilsat volumen 0,100 M NaOH (1 decimal). 

Tilsæt igen lidt NaOH fra buretten, mål pH osv. Hvis pH kun ændrer sig lidt, kan der tilsættes 1 mL 

ad gangen men målingerne lægges tættere, når pH ændrer sig meget. På et vist tidspunkt bør der 

aflæses for hver dråbe, der tilsættes. Målingerne sluttes, når der er tilsat 25 mL. 

Efterbehandling 

1. Tegn titrerkurverne for saltsyre på millimeterpapir eller som XY-diagram i 

regnearksprogrammet. Det vil sige afbild pH som funktion af det tilsatte volumen 0,100 M 

NaOH. Kurven tegnes ”blød” uden knæk. 

2. Markér ækvivalenspunktet på titrerkurven (midt på kurvens mest lodette stykke). Aflæs det 

tilhørende volumen 0,100 M NaOH. 

3. Beregn stofmængden af NaOH, som er tilsat ved ækvivalenspunktet. Beregn derefter 

saltsyrens koncentration C(HCl) 

4. Hvad bør pH være præcis ækvivalenspunktet være? Argumentér ud fra hvilke syrer og 

baser der er til stede (eller ikke) lige på dette tidspunkt. Fx er al OH - neutraliseret af syren. 

5. Hvornår slog farven på den tilsatte BTB-indikator om? Stemmer det med titrérkurven og pH- 

omslagsområdet for bromthymolblåt? Kunne phenolphtalein være brugt som indikator? 

6. Hvad vil pH teoretisk nærme sig til ved fortsat titrering med 0,1M NaOH –opløsning?


4. Reaktionshastighed og enzymer 

Teori og formål 

I mange sammenhænge er det nyttigt at kunne kontrollere kemiske reaktioners hastighed. Ved 

tøjvask eller synteser af nye stoffer er man fx interesseret i høj hastighed mens lav hastighed er 

interessant ved uønskede reaktioner som fx rustdannelse eller fordærvelse af fødevarer. Formålet 

med nogle af forsøgene er derfor at studere faktorer som påvirker en kemisk reaktions hastighed. 

Som bekendt vinder enzymer i disse år mere og mere indpas som katalysatorer for kemiske 

reaktioner fx i forbindelse med effektiv fremstilling af ethanol ud fra majs eller halm (bioethanol). 

Derfor undersøges ved nogle af forsøgene faktorer, der påvirker en enzymkatalysators effektivitet. 

Gennem hele øvelsen undersøges samme reaktion men under forskellige betingelser: 

(*) 2 H 2 O 2 (aq) → 2 H 2 O(l) + O 2 (g) ”Spaltning af hydrogenperoxid” 

Hastigheden måles ved at se på volumen af den udviklede dioxygengas (opsamles i sæbeskum). 

En af de betingelser der varieres er tilsætning og type af katalysator. 

En uorganisk katalysator er stoffet kaliumiodid KI. Katalysen med KI foregår i to trin 

(reaktionsmekanisme) som tilsammen giver reaktionen (*) – overvej dette: 

I. H 2 O 2 + I - → H 2 O + IO - 

II. IO - + H 2 O 2 → H 2 O + O 2 + I - 

Man kan iagttage at det tager et øjeblik før katalysen med KI er effektiv. Inden dioxygen ses skal 

der nemlig opbygges en vis mængde IO - (en gullig ion). 

Hydrogenperoxid dannes i kroppen ved metabolismen (stofskiftet) og ved immunforsvarsreaktioner. 

Det er en stærk cellegift som derfor hurtigt nedbrydes af enzymer i cellerne. 

Enzymerne er organiske katalysatorer. De, der katalyserer spaltningen af H 2 O 2 , kaldes katalaser. 

Hvert enzym har et ”active site” med en bestemt rumlig(3D) form og ifølge ”Nøgle-lås modellen” er 

denne form afgørende for enzymets katalytiske aktivitet. Formen kan påvirkes af opvarmning, pH 

og tungmetaller (Hg, Pb, Cu,..) 

Det undersøges derfor om de tre nævnte faktorer kan påvirke leverenzymers aktivitet. 

”Variabelkontrol” metoden 

Forsøget er et godt eksempel på variabelkontrol: skal man slutte noget om en bestemt faktors 

(variabels) indvirkning på reaktionshastigheden, er det vigtigt kun at sammenligne forsøg, hvor de 

øvrige faktorer holdes konstant. Dette er en vigtig metode inden for al forskning. 

En katalysators betydning for reaktionshastigheden kan fx undersøges ved at udføre reaktionen i 

to reagensglas med katalysatoren tilsat til kun det ene. 

Begge glas skal være ens mht. temperatur, volumen, katalysator og koncentration af alle øvrige 

stoffer. Alle disse variable holdes altså konstant mens tilsætning af katalysator varieres. 

En evt. ændring i reaktionshastighed må dermed skyldes katalysatoren og ikke andet.


Udstyr og kemikalier 

Fortyndet saltsyre (HCl 1M), stopur (brug din mobil), 8 lige store reagensglas ca. 15 cm og 1 prop 

uden hul, reagensglasstativ ell. lign. til mindst 4 glas, 1 mellemstort bægerglas, termometer, 

plastpipetter, tændstikker/lighter, sulfosæbe, hydrogenperoxid (ca. 5%, 10%), kaliumiodidopløsning 

(KI 0,3M), hakket rå lever rørt ud i lidt vand (ekstrakt), kobber(II)sulfat (CuSO 4 1M). 


Hastigheden for spaltning af hydrogenperoxid (*) undersøges under forskellige betingelser. Disse 

variable varieres: koncentration, temperatur, katalysator. 

I hvert af fire reagensglas mærket 1-4 hældes 1 dråbe sulfosæbe, hvorefter 5% og 10% H 2 O 2 – 

opløsninger påfyldes i følge skemaet nedenfor (brug måleglas eller målepipette). 

Vend alle glassene forsigtigt med gummiprop på for at blande (det må ikke skumme). 

Glassene 3 og 4 stilles nogle minutter i 50-60 o C vand i et bægerglas (tag vand fra elkedlen). 

I tre plastpipetter afmåles 1,5mL kaliumiodidopløsning som lægges klar foran glas 1, 2 og 3. 

Stopuret startes og de tre portioner KI-opløsning sprøjtes samtidig ned i glas 1, 2, 3. 

Glassene rystes forsigtigt så væskerne blandes. 

Iagttag glassene mht. skumdannelse og farveændringer af reaktionsblandingen. 

Tiden noteres i skemaet når en skumsøjle når toppen af ”sit” glas (mindste tid svarer til største 

reaktionshastighed). Notér også iagttagelse vedr. glas 4. 

Nu er det tid til enzymforsøgene! 

Glassene 5-8 påfyldes med 1 dr. sulfo samt H 2 O 2 som nævnt i skemaet. 

Leverekstrakt med CuSO 4 laves af 5mL leverekstrakt + 10 dråber CuSO 4 -opløsning. 

Leverekstrakt med HCl laves af 5mL leverekstrakt og 5 dråber HCl. 

Kogt og afkølet lever-ekstrakt er lavet ved at koge noget leverekstrakt op og afkøle igen. 

Foran de fire glas lægges plastpipetter med 1mL leverekstrakt (obs: kogt og genafkølet! i glas 6!). 

Som før startes stopuret samtidig med at de fire 1mL portioner leverekstrakt sprøjtes i hvert sit 

reagensglas. Observationer af tider indføres som før i skemaet. 

Glas nr. H 2 O 2 katalysator Tid i sekunder/ andre iagttagelser 

1 10mL 5% KI-opl. 

2 10mL 10% KI-opl. 

3 varm 10mL 10% KI-opl. 

4 varm 10mL 10% ingen katalysator


ENZYM 

FORSØG 

5 10mL 5% 1mL leverekstrakt 

6 10mL 5% 1mL kogt og afkølet 

leverekstrakt 


med CuSO 4 


med HCl 

Behandling af forsøgsresultater 

Disponér så du behandler et forsøg af gangen (forsøg I-IV og V-VIII regnes som hver sit forsøg). 

Teoridelen skal indeholde en kort forklaring på et enzyms virkemåde (”nøgle i lås”-modellen). 

I diskussionen skal du fremhæve variabelkontrollen, dvs. hele tiden gøre klart hvilke forsøg der 

sammenlignes (skal der sluttes noget om en bestemt faktors indvirkning på reaktionshastigheden er 

det vigtigt kun at sammenligne to forsøg, hvor alle de øvrige faktorer holdes konstant). 

Brug de relevante forsøgsresultater til at diskutere følgende spørgsmål: 

 

 

 

 

 

 

Hvordan afhænger reaktionshastigheden af koncentrationen af reaktanter? 

Hvordan afhænger reaktionshastigheden af temperaturen? 

Hvilke stoffer er katalysator for spaltning af hydrogenperoxid? 

Er der observationer der underbygger, at reaktionsmekanismen med KI foregår i to trin? 

Er nogle katalysatorer mere effektive end andre? 

Hvilke faktorer kan påvirke et enzyms katalytiske effektivitet? 

Hvorfor er tungmetaller som Hg, Pb og Cu farlige for miljøet og skal opsamles? 

Resultaterne fra dette forsøg gælder i almindelighed. 

Flere af dem kan begrundes teoretisk ved at tænke reaktioner som et resultat af tilstrækkeligt 

kraftige sammenstød mellem to reaktantmolekyler (”kollisionsteorien”).


5. Svovlforbindelser i vin 

Formål 

Forsøgets formål er at bestemme det samlede svovlindhold i en hvidvin ved redoxtitrering med I 2 - 

opløsning / diiodopløsning. 

Teori 

I følge "Positivlisten" må man benytte svovldioxid/sulfiter som konserveringsmiddel for vin. 

Grænsen for hvor meget der må benyttes er 175-400 mg svovldioxid pr. L afhængig af vintype. 

For sulfiter omregnes massen til ækvivalent mængde SO 2 , svovldioxid. 

Svovlforbindelser kan bindes kemisk til andre stoffer i vin og betegnes da som "bunden SO 2 ". Dette 

i modsætning til de øvrige konserverende svovlforbindelser, der betegnes "fri SO 2 ". 

Den fastsatte grænse for svovlindhold i vin er summen af fri og bunden SO 2 . 

Den bundne SO 2 skal frigøres for at bestemmes ved redoxtitreringen. Dette sker ved at hæve pH. 

Fri SO 2 ( dvs. salte af svovlsyrling H 2 SO 3 og opløst SO 2 indgår i vin i følgende ligevægte: 

(0) SO 2 (aq) + H 2 O(l) H 2 SO 3 (aq) 

(1) H 2 SO 3 (aq) + H 2 O(l) HSO - 3 (aq) + H 3 O + (aq) 

(2) HSO - 3 (aq) + H 2 O(l) SO 2- 3 (aq) + H 3 O + (aq) 

Frigørelse af "bunden SO 2 " 

Da pH i vin almindeligvis ligger i intervallet 3-4 (svagt sur) og H 2 SO 3 er en middelstærk syre vil 

ligevægt (1) være forskudt mod højre. 

Ligevægt (2) er derimod forskudt mod venstre fordi HSO 3 - er en svag syre. 

 

Svovlet i vin vil altså overvejende forefindes som ureageret SO 2 eller som HSO 

3 

, hydrogensulfit. 

Hydrogensulfit bindes ret let til vinens carbonylforbindelser såsom ethanal og glukose. Hvis vinens 

pH imidlertid hæves til over 8 vil disse bindinger spaltes, og sulfitten frigøres. 

Titrering af vin med diiod-opløsning I 2 (aq) 

Efter at "bunden SO 2 " er frigjort sænkes pH til under 2 ved syretilsætning. Derved forskydes ale 

ligevægtene mod venstre. Den dannede SO 2 (aq) titreres med I 2 (aq) før SO 2 (g) undviger: 

2 

 

SO 

2(aq) 

I2(aq) 

6 H2O 

SO 

4 

(aq) 2 I (aq) 4 H3O 

 

(aq) 

Ækvivalenspunktet kan bestemmes ved tilsætning af en friskfremstillet stivelsesopløsning, idet I 2 

(aq) danner en sortblå farve med stivelse.


Koncentrationsbestemmelse af I 2 -opløsningen. 

Koncentrationen af diiod bestemmes ved at titrere en kendt mængde Na 2 S 2 O 3 -opløsning 

(natriumthiosulfatopløsning), der både har et kendt volumen og en kendt koncentration. 

Titreringsreaktionen er: 

I 

2 

(aq) 

 

2 S 

2 

O 

2 

3 

(aq) 

 

2 I 

 

(aq) 

 

S 

4 

O 

2 

6 

(aq) 

Ækvivalenspunktet bestemmes igen med en stivelsesopløsning. 

Koncentrationen af I 2 kan efterfølgende beregnes ud fra forbrugt volumen I 2 -opløsning samt 

stofmængden af diiod i denne. 

Apparatur 

250 mL koniske kolber, 10 mL måleglas, 50 mL måleglas, 20 mL pipette, 10 mL pipette, 250 mL 

målekolbe, burette, magnetomrører med magnetpind. 


Hvidvin (konserveret med svovlforbindelser). 1 M NaOH (aq), natriumhydroxid. 1 M H 2 SO 4 (aq), 

svovlsyre. I 2 (aq), iodopløsning, (ca. 0,002 M). 1% stivelsesopløsning, (friskfremstillet). 

0,100 M Na 2 S 2 O 3 , natriumthiosulfatopløsning. Universalindikatorpapir. 


Frigørelse af "bunden SO 2 " i vin. 

Med målepipette og sugebold overføres 20,0 mL hvidvin til en ren konisk kolbe. Hertil sættes 10 

mL 1 M NaOH (aq). 

Blandingen rystes og henstilles i mindst 5 minutter. Kontrollér med universalindikatorpapir at pH er 

mindst 8. I modsat fald tilsættes lidt mere base. 

Mens denne omdannelse finder sted, kan koncentrationen af I 2 -opløsningen bestemmes. 

Koncentrationsbestemmelse af I 2 -opløsningen 

Med pipette overføres 10,0 mL 0,100 M Na 2 S 2 O 3 til en 250 mL målekolbe, og der fyldes op med 

demineraliseret vand til mærket. 

Efter omhyggelig omrystning overføres med en ren målepipette og sugebold 10,0 mL af denne 

fortyndede natriumthiosulfatopløsning til en ren konisk kolbe. Der tilsættes ca. 20 mL 

demineraliseret vand og ca. 5 mL stivelsesopløsning. 

Diiod-opløsningen hældes på en burette (husk klargøring) hvorefter thiosulfatopløsningen titreres 

til blivende blå farve. Noter volumen af forbrugt diiodopløsning.


Titrering af hvidvin med I 2 -opløsningen 

Til vinopløsningen tilsættes nu 20 mL 1M H 2 SO 4 og blandingen omrystes. Med universalindikatorpapir 

kontrolleres, at pH er under 2 - i modsat fald tilsættes lidt mere syre. 

Opløsningens temperatur skal være under 20 ºC for at hæmme afgivelse af SO 2 -gas. Er den over, 

afkøles kolben under den kolde vandhane eller på isbad. 

Der tilsættes ca. 5 mL stivelsesopløsning. Straks derefter titreres med I 2 -opløsningen, indtil den 

første blåfarvning, som forbliver i ½ minut. 

Husk at notere volumen af forbrugt diiodopløsning. 


1. Forklar ved ligevægtsbetragtninger (Le Chateliers Princip) hvordan tilsætning af syre vil 

forskyde ligevægtene (1) og (2). 

2. Beregn koncentrationen af den fortyndede natriumthiosulfatopløsning i målekolben. 

3. Beregn koncentrationen af iodopløsningen, fx på denne måde: 

Beregn først stofmængden af thiosulfat, som der titreres på. Dernæst kan stofmængden af I 2 

findes, idet der tages hensyn til stofmængdeforholdene i reaktionsskemaet. Til sidst beregnes 

koncentrationen af iodopløsningen. 

4. Beregn det totale svovlindhold (anført som mg SO 2 pr. L) i hvidvinen. 

5. Kommentér resultatet. Sammenlign med deklarationen og "Positivlisten", der har en højeste 

værdi for hvidvin på 225 mg SO 2 pr. L.


6. Intermolekylære kræfter. Stoffernes kogepunkt & opløselighed. 

Formål 

At undersøge hvorledes fysiske egenskaber som kogepunkt og opløselighed hænger sammen 

med de intermolekylære kræfter som virker mellem molekylerne. 

Teori 

Molekyler er bundet sammen af stærke covalente (elektronpar) bindinger. Men der virker også 

(svagere) kræfter mellem molekylerne indbyrdes, disse kaldes under ét for intermolekylære kræfter 

(eller af og til ”bindinger” selv om der ikke er tale om faste bindinger som dem, der holder 

molekylerne sammen). De vigtigste typer er London- , dipol-dipol- og hydrogenbindinger samt iondipol 

bindinge. De påvirker alle i variende grad stoffernes opløselighed, smeltepunkt og kogepunkt. 


1) 

Tre små men lige store reagensglas fyldes halvt med vand som er blåfarvet med kobbersulfat. 

Markér væskens overflade med sprittusch på reagensglasset. 

Derefter tilsættes med plastpipette 1,5mL af en af alkoholerne i tabellen nedenfor til hvert glas. 

Markér også den nye væskeoverflade. 

Prop til og omryst hvert af de tre glas grundigt, hvorefter de anbringes i et stativ. 

Vent til faserne er separeret (adskilt) og aflæs cirka-tykkelsen af det tilbageværende alkohol lag. 

(jo mindre lagtykkelse, jo større er opløseligheden af alkoholen i vand). 

Alkohol 

Ethanol 

Butan-2-ol 

Pentan-1-ol 

Opløselighed målt som reduktion af 

lagtykkelse/mm 

Opløselighed fra tabel 

g/100g vand 

2) 

Fyld et lille reagensglas med ca. 1/3 vand og 1/3 ethanol. Prop på og bland før observation.. 

Tilsæt nu en pæn spatelfuld kaliumcarbonat (ionforbindelse) til glasset og ryst til det opløses. Vent 

til det er faldet til ro og se efter evt. faseadskillelse. Tilsæt evt. mere kaliumcarbonat. 

3) 

Slå kogepunkterne op for stofferne på næste side, fx i Databog under Organiske stoffer. 

Du kan beregne molarmasserne eller slå dem op (husk enhed).


Alkohol Molarmasse Kogepunkt (tabel) 

Ethanol 

Butan-1-ol 

Butan-2-ol 

Pentan-1-ol 

Spørgsmål 

1. Tegn strukturformler for stofferne i tabellerne– vis alle atomer og bindinger. 

2. Hvilken type intermolekylære kræfter har ansvar for, at der er forskel på kogepunkterne af 

propan-1-ol , butan-1-ol og pentan-1-ol? 

3. I butan-2-ol er –OH gruppen bedre ”skjult” end i butan-1-ol. Hvilken type intermolekylær 

kraft bliver dermed reduceret og hvordan påvirker det kogepunktet? 

4. Begrund forskellen på opløseligheden af ”1-alkoholerne” ud fra forskellen på deres 

polaritet. 

(tips: udpeg de polære og de upolære grupper på strukturformlerne og se på balancen 

mellem disse. Bemærk i øvrigt, at det ikke er opløselighedernes størrelse i sig selv du skal 

begrunde, men kun deres indbyrdes rækkefølge). 

5. Kan man ud fra ovenstående generelt sige, at større polaritet af et molekyle medfører 

højere kogepunkt af det pågældende stof? (begrund ved henvisning til eksempler). 

6. Hvilke tegn var der på dannelse af nye intermolekylære bindinger ved blanding af ethanol 

og vand i forsøg 2 ? 

Forklar også observationen ved tilsætning af kaliumcarbonat. 

Du kan tage udgangspunkt i, at opløsningen er blevet mere polær (ionforbindelser som 

kaliumcarbonat er som bekendt yderst polære).


7. Substitution i heptan 

Formål 

Stoffet Br 2´s opløselighed undersøges i vand og heptan og der foretages en (fotokemisk) 

substitution mellem heptan om dibrom. 

Der fortages en fældningsreaktion på vandfasen og en substitution på heptanfasen fra den første 

undersøgelse. 

Teori 

Stoffer, der ligner hinanden kan opløses i hinanden. Polære stoffer opløses i polære 

opløsningsmidler fx vand. Upolære stoffer opløses i upolære opløsningsmidler fx heptan. I dette 

forsøg ligger den polære vandfase hele tiden nederst. 

Substitution 1: 

Alkanen heptan kan sammen med dibrom, Br 2 deltage i substitutionsreaktioner. Reaktionen sættes 

i gang ved kraftig belysning og kaldes derfor fotokemisk. Det er en kædereaktion, hvis detaljerede 

forløb (reaktionsmekanisme) omtales i lærebøger. Den foregår i heptanfasen: 

(1) Br 2 (hep) + C 7 H 16 (l) C 7 H 15 Br(hep) + HBr(hep) 

HBr, hydrogenbromid er en stærk syre, som sammen med tilsat vand danner bromidionen Br - og 

oxioniumionen H 3 O + . Disse stærkt polære ioner oplæses i vandet: 

HBr(aq) + H 2 O(l) H 3 O + (aq) 

+ Br - (aq) 

Bromidionerne kan påvises med en fældningsreaktion med sølvioner. 

Br - (aq) + Ag + (aq) → AgBr(s) 


Halogenforbindelsen bromheptan C 7 H 15 Br kan sammen med OH - deltage i en substitution, hvor 

OH - ionen kommer med begge elektroner til bindingen (nukleofil substitution) 

(2) C 7 H 15 Br(aq) + OH - (aq) C 7 H 15 OH(aq) + Br - (aq) 

Denne reaktion foregår her langsomt, da bromidet og hydroxid i udgangspunktet findes i to 

forskellige faser. Bemærk der nu er dannet bromidioner, som kan påvises ligesom tidligere.


Apparatur 

Reagensglas og reagensglasstativ. Overhead og skilletragt, plastpipetter. 


Heptan (rensebenzin), bromvand (dibrom opløst i vand, pas på dampene!), universalindikatorpapir, 

fortyndet salpetersyre , 0,1M sølvnitrat, 0,001M natriumhydroxid. Phenolphthlalein.. 


Forsøget er kvalitativt, dvs at mængderne der benyttes til forsøgene er cirka mængder og ikke 

nøjagtige mængder. 

Sikkerhedsforanstaltninger 

Dibrom, Br 2 er giftigt og stærkt ætsende, derfor anvendes en meget fortyndet opløsning af Br 2 i 

vand, kaldet ”bromvand”. Heptan er også sundhedsskadelig og brandfarlig (benzin) og forsøget 

skal derfor foregå under udsugning og langt fra åben ild. 

Efter forsøget hældes alle stofferne i dunken mærket ”organiske halogenforbindelser”. 


Fotokemisk substitution af brom i heptan. 

a) Hæld ca. 7 mL bromvand i et reagensglas. Tilsæt 10 mL heptan, prop på og ryst 

grundigt. Når deter faldet til ro tegnes en farveskitse eller tages et billede af indholdet 

(vand, heptan og dibrom) fordeling i reagensglasset.Læg bl.a. mærke til om vandfasen 

er øverst eller nederst. Anbring reagensglasset i stærk lys. Ryst reagensglasset et par 

gange i lyset indtil væsken er blevet helt farveløs. 

b) Hæld væsken i en skilletragt og adskil derved den polære og upolære fase i to 

reagensglas. Lidt af væsken i overgangsfasen kan bortkastes. Mærk glassene med 

indhold: f.eks. A: vandfase og B: heptanfase 

Produkter fra den fotokemiske substitutions vandfase (A) undersøges: 

Vandfasen indeholder ioner fra reaktionen mellem HBr og vand. 

Med universalindikatorpapir bestemmes pH. Bagefter tilsættes lidt salpetersyre og derefter lidt 

sølvnitrat. Noter iagttagelsen (tip: et gulligt bundfald indikerer at der er dannet sølv(I)bromid AgBr).. 

Den upolære fase B (heptanfasen) indeholder bromheptan. Med denne udføres nu: 


Da dette er en substitution hvor OH - forbruges, se reaktion (2), må det forventes at pH falder 

under reaktionen. Dette følges ved at tilsætte lidt syre/base indikator til blandingen og ved at måle


pH. Samtidig viser reaktionsskemaet at der frigøres bromid-ioner ved substitutionen og disse 

søges påvist ved fældningsreaktion med sølv(I)-ioner Ag + ligesom ovenfor. 

I et nyt reagensglas blandes ca. 2 ml 0,001M NaOH og 1-2 dråber phenolphtalein indikator. 

Noter farven og mål pH ved at sætte en dråbe af opløsningen på lidt universalindikatorpapir (stick). 

Tilsæt den farvede blanding af NaOH og phenolphtalein til den upolære fase. Sæt prop på glasset 

og ryst med jævne mellemrum i mindst 5 minutter. Noter eventuelle ændringer i farven. 

Overfør med en plastpipette den polære fase til et rent reagensglas og mål dens pH. 

Undersøg den derefter for bromidion ved at tilsætte først lidt salpetersyre og derefter lidt sølvnitratopløsning. 

Noter iagttagelse. 


I rapporten ønskes en beskrivelse af forsøget med relevante skitser/billeder og dine iagttagelser 

undervejs. Desuden skal følgende spørgsmål besvares i rapporten: 

1. Hvilken af faserne vand eller heptan opløser bedst dibrom og hvorfor? Hvad med 

reaktionsproduktet bromheptan? 

2. Skriv et reaktionsskema med strukturformler mellem heptan og brom (hvor mange isomere 

kan tænkes dannet ved substitutionen? 

3. Hvad kendetegner en substitutionsreaktion? 

4. Hvad er pH i vandfasen efter den fotokemiske substittion og og hvad viser den? 

5. Skriv ionreaktionsskema for fældningsreaktionen mellem Ag + og Br - og forklar at reaktionen 

bekræfter, at den fotokemiske substitution er foregået. 

6. Forklar hvorledes de udføte observationer bekræfter reaktionsskemaet for den nukleofile 

substitution (2).


8. Primære, sekundære og tertiære alkoholer 

Formål. 

At undersøge om en ukendt alkohol er primær, sekundær eller tertiær. 

Teori 

Man starter med at prøve at oxidere den ukendte alkohol med Beckmanns blanding, som er en 

opløsning af kaliumdichromat ( K 

2Cr2O 

7 

) i fortyndet svovlsyre.. Primære og sekundære alkoholer 

kan oxideres til henholdsvis aldehyder og ketoner, hvorimod tertiære alkoholer ikke oxideres under 

de givne forsøgsbetingelser. 

Derefter udnytter man, at både aldehyder og ketoner giver bundfald med en opløsning af 

2,4-dinitrophenylhydrazin, mens kun aldehyder kan oxideres af Tollens reagens, som er en basisk 

opløsning, der indeholder sølvioner komplekst bundet til ammoniak. 


Apparatur 

100mL konisk kolbe med prop forsynet med bøjet glasrør, se figuren. Niveaubord el. lign. 

Forsøgsstativ. Varmeplade gerne med omrøring. Bægerglas, 250 mL. Reagensglas. 

Måleglas, 25 mL og 10 mL. Spatel. Pimpsten. Dråbepipetter. 


Beckmanns blanding. 2,4-Dinitrophenylhydrazinopløsning (DNP), 0,1 M AgNO 

3 

. 2 M NaOH. 

2 M NH 

3 

. Diverse alkoholer. 

Sikkerhed 

De anvendte kemiikalier, især Beckmanns blanding, er MEGET farlige og skal behandles med stor 

forsigtighed. Vær ekstra påpasselig med hud og tøj (samt øjne!). DER SKAL BÆRES BRILLER. 

A. Oxidation af en udleveret alkohol 

Oxidationen gennemføres i opstillingen på figuren. Apparaturet skal skylles grundigt med vand 

inden hvert forsøg. Så vidt muligt gennemføres oxidationen i stinkskab. 

Til oxidationen bruges Beckmanns blanding (farlig!). Hæld 20 mL 

heraf og 5 mL af den udleverede alkohol op i kolben, som er 

spændt fast i stativ. 

Iagttag med det samme, om der er tegn på reaktion. 

on 

on 

Tilsæt pimpsten og sæt prop i med bøjet glasrør. Montér resten af


opstillingen som vist på figuren. I bægerglasset skal der være koldt vand. 

Kolben opvarmes nu indtil der destillerer et par mL klar væske over, hvorefter opvarmningen 

afbrydes. Indholdet i reagensglasset videreanalyseres (B&C) mens kolbens indhold hældes til 

Uorganisk affald. 

Hvis destillatet ved et uheld grønt farves grønt (ved stødkogning) må proceduren gøres helt om. 

B. Prøve for aldehyd/keton med 2,4-dinitrophenylhydrazin (DNP) 

Hæld ca. 2 mL 2,4-dinitrophenylhydrazinopløsning op i et reagensglas og tilsæt en dråbe af 

destillatet. Bemærk, om der dannes et gult, krystallinsk bundfald. Det kan godt ske, at reaktionsproduktet 

først krystalliserer ordentligt efter at man har rørt rundt med en spatel og ladet spatelen 

skrabe mod reagensglassets væg. 

Prøven er negativ, hvis opløsningen blot bliver uklar uden at det er muligt at fremkalde tydelig 

krystallisation. 

C. Prøve for aldehyd med Tollens reagens 

Start med at fremstille Tollens reagens: Til ca. 2 mL 0,1 M AgNO 

3 

opløsning sættes en dråbe 2 M 

NaOH. Derved dannes et brunt bundfald af sølv(I)hydroxid som hurtigt omdannes til sølvoxid: 

2Ag + (aq) + 2OH - (aq) 2 AgOH(s) Ag 2 O(s) + H 2 O (l) 

Tilsæt hurtigt 2 M NH 

3 

(ammoniakvand) i små portioner. Der skal tilsættes så meget 

ammoniakvand, at bundfaldet lige netop opløses: 

 

Ag2O(s) 

4 NH3(aq) 

H2O(l) 

2 Ag(NH 

3) 

2 

(aq) 

 

2 OH 

 

(aq) 

Herefter er Tollens reagens klar til brug. Det kan betragtes som en basisk opløsning af sølvioner. 

Tilsæt nogle dråber destillat og betragt reagensglasset. Dannes der ikke sølv ved stuetemperatur, 

opvarmes reagensglasset i et varmt vandbad. Hvis der dannes sølv, sætter det sig enten som et 

sølvspejl på reagensglasset, eller også fælder det ud som et sort bundfald af mikroskopiske 

sølvkrystaller. Hvis man ønsker at få sølvspejl, skal man anvende et helt rent reagensglas. 

Hvis tiden tillader det, gennemføres hele øvelsesgangen med en ny, ukendt alkohol. Husk først at 

rense apparaturet grundigt. 


1. Skriv omhyggeligt i journalen, hvordan man på grundlag af de udførte forsøg finder ud af, om 

alkoholen er primær, sekundær eller tertiær. Resultatet meddeles læreren, som derefter 

oplyser navnet på den udleverede alkohol 

2. Skriv alkoholens strukturformel. Skriv afstemte reaktionsskemaer for reaktionerne under 

forsøget og forklar den iagttagne farveændring ved oxidationen med Beckmanns Blanding.


Mht. Tollens reagens er det egentlig komplekset diamminsølv(I)-ion som oxiderer aldehyder til 

carboxylat-ion, men traditionelt opskrives denne redoxreaktion blot med ” Ag + ” som 

oxidationsmiddel. Grunden til at der dannes carboxylat-ion og ikke carboxylsyre er at syren i 

den stækt basiske væske afgiver sin hydron. 

Husk, at alkoholen anvendes i afdeling A, mens destillatet (oxidationsproduktet af alkoholen) 

anvendes i afdeling B og C. 

3. Forklar iagttagelserne under forsøget. Hvordan kan det være, at reaktionsproduktet med DNP 

er mindre opløseligt end DNP selv og derfor danner et bundfald? (se på forskellen på 

molekylernes evne til at danne hydrogenbindinger med vand). 

4. Hvorfor er det vigtigt, at man ved oxidationen af alkoholen destillerer oxidationsproduktet (fx 

aldehyden hvis der er tale om en primær alkohol) fra reaktionsblandingen hurtigt efter at det er 

dannet?


9. Fremstilling af to nyttige estre 

Acetylsalicylsyre har siden dets opdagelse været et af verdens vigtigste lægemidler. Ved en 

organisk syntese fremstilles acetylsalicylsyre (aspirin) ud fra salicylsyre. Det fremstillede produkt 

oprenses ved omkrystallisering. Acetylsalicylsyren bruges til fremstilling af brusepulver. 

Ved en anden syntese fremstilles et kendt duftstof ud fra salicylsyre og methanol. 

Teori 

Salicylsyre (se strukturformlen nedenfor) er trivialnavnet for 2-hydroxybenzoesyre. Stoffet kan 

danne estere med såvel alkoholer (fordi det indeholder en carboxylsyregruppe) som med 

carboxylsyrer (fordi det også indeholder en hydroxygruppe). Acetylsalicylsyre er ethansyrens ester 

med salicylsyre. Denne ester har også trivialnavnet aspirin. 

Ved syntesen benyttes ethansyreanhydrid i stedet for ethansyre. Ethansyreanhydrid er mere 

reaktionsvillig end ethansyre og esterdannelsen bliver mere fuldstændig. For at øge 

reaktionshastigheden for reaktionen nedenfor opvarmes der og der tilsættes svovlsyre som 

katalysator (bemærk der i princippet er tale om en ligevægt, derfor kan det betale sig at bruge 

overskud af det billige ethansyreanhydrid. Det som ikke forbruges ved syntesen fjernes let efter 

reaktionen: Ved reaktion med vand (hydrolyse) giver det nemlig ethansyre som let skylles væk. 

O 

OH 

O 

C CH 3 

O C CH 3 

C OH + O 

C OH + HO C CH 3 

O 

C CH 3 

O 

O 

O 

salicylsyre eddikesyreanhydrid acetylsalicylsyre eddikesyre 


Apparatur 

To koniske kolber på 250 mL, måleglas, varmeplade, termometer, isbad, udstyr til sugefiltrering 

(sugekolbe, Büchnertragt med filtrérpapir samt vandluftluftpumpe), morter og pistil. 


Salicylsyre. Eddikesyreanhydrid (ethansyreanhydrid). H 2 SO 4 , konc. svovlsyre, CH 3 OH, methanol, 

CH 3 CH 2 OH, ethanol, NaHCO 3 , natriumhydrogencarbonat.


A. Syntese af acetylsalicylsyre (aspirin) 

Bland 10,0 g salicylsyre og 15 mL ethansyreanhydrid i en tør 250 mL konisk kolbe. Tilsæt forsigtigt 

ca. 5 dråber konc. svovlsyre. Kolbens indhold blandes godt og anbringes 10 minutter i et vandbad, 

der er godt varmt. Kolben rystes af og til for at få salicylsyren opløst. 

Herefter afkøles kolben grundigt i isvand indtil der sker udbredt krystallisation. Man kan hjælpe 

krystallisationen i gang ved at skrabe med en spatel mod den indvendige kolbevæg. 

Tilsæt 100 mL vand. Herved hydrolyseres overskud af ethansyreanhydrid til ethansyre. 

Fortsæt afkølingen i isvandet. Den udfældede acetylsalicylsyre frafiltreres på sugefilter. 

Oprensning af råproduktet 

Den fremstillede acetylsalicylsyre oprenses ved omkrystallisation. Opløs stoffet i ca. 30 mL varm 

ethanol i en 250 mL kolbe ved opvarmning på varmeplade. Evt. tilsættes lidt mere ethanol. 

Tilsæt 80 mL vand (for at gøre blandingen mere polær og dermed nedsætte opløseligheden af 

aspirin) og afkøl kolben i isbadet til udkrystalliseringen har fundet sted (det antages at eventuelle 

mindre urenheder forbliver i opløsningen). 

Acetylsalicylsyren frafiltreres på sugefilter og tørres ved lav temperatur (70 ºC) i varmeskabet i 5- 

10 minutter. Det dannede produkt vejes. 

B. Fremstilling af brusepulver 

Lidt af det tørre reaktionsprodukt anvendes til at lave brusepulver. Bland 500 mg af stoffet med 

1,3 g NaHCO 3 , i en morter. Tilsæt lidt vand og iagttag brusevirkningen (dannelse af CO 2 (g)). 

C. Syntese af metylesteren af salicylsyre (methylsalicylat, Oil of Wintergreen) 

I et tørt reagensglas kommes en stor spatel salicylsyre og 5 mL methanol samt en dråbe konc. 

svovlsyre. Sæt glasset i varmt vand og lugt til det med jævne mellemrum. 

Når lugten af produktet er registreret hældes indholdet i Organisk affald (esteren renfremstilles ej). 


1. Beregn stofmængderne af salicylsyre og ethansyreanhydrid (find ethansyreanhydrids densitet 

i en databog). Begrund ud fra Le Chateliers Princip at det kan betale sig at anvende overskud 

af ethansyreanhydrid idet det oplyses, at salicylsyre er et dyrt kemikalie. 

2. Beregn det teoretiske udbytte af acetylsalicylsyre og udregn derefter det opnåede udbytte i 

procent af det teoretiske udbytte. Kommentér udbyttets størrelse og angiv tabskilder.. 

3. Skriv reaktionsskemaet for den kemiske syre-base reaktion, som giver brusevirkningen. 

4. Skriv med strukturformler reaktionsskemaet for syntesen af esteren methylsalicylat, idet du 

denne gang bruger carboxylgruppen i salicylsyren. 

5. Begrund at ligevægten i 4. forskydes til fordel for produktet når der fjernes vand fra 

blandingen, fx ved at tilsætte den vandsugende koncentrerede svovlsyre.


10. Kvantitativ forsæbning af et fedtstof 

Formål 

At bestemme et fedtstofs gennemsnitlige molare masse, det gennemsnitlige antal C-atomer i 

fedtsyreradikalerne og fedtstoffets forsæbningstal ved hjælp af en kvantitativ forsæbning. 

Teori 

I denne øvelse analyseres vindruekerneolie (eller en anden spiseolie). Det antages, at olien 

udelukkende består af triglycerider, dvs. fedtstoffer med følgende opbygning: 

H 

H 

H 

H 

C 

C 

C 

O 

O 

O 

CO 

CO 

CO 

R 

R 

R 

1 

2 

3 

H 

Radikalerne R 1 , R 2 og R 3 har typisk 15-17 C-atomer, og de varierer fra molekyle til molekyle. For 

umættede fedtstoffers vedkommende indeholder de C=C dobbeltbindinger. Fedtstoffet er altså i 

virkeligheden en blanding af mange forskellige fedtstofmolekyler. 

Det er forsøgets formål at bestemme fedtstofmolekylernes gennemsnitlige molare masse, hvorefter 

det er muligt at beregne det gennemsnitlige antal C-atomer i radikalerne. 

I forsøget starter man med at afveje en portion af fedtstoffet nøjagtigt (ca. 2 g). Der tilsættes 25,0 

mL af en ret koncentreret opløsning af KOH i ethanol. Blandingen koges, hvorved fedtstoffet 

forsæbes (navnet kommer af, at de dannede carboxylsyre-salte anvendes som sæbe) 

H 

H 

H 

H 

C 

C 

C 

H 

O 

O 

O 

CO 

CO 

CO 

R 

R 

R 

1 

2 

3 

+ 

3 KOH 

H 

H 

H 

H 

C 

C 

C 

H 

O 

O 

O 

H 

H 

H 

+ 

R 1 

R 2 

COOK 

COOK 

R 3 COOK 

Kun en del af den tilsatte KOH-mængde forbruges til forsæbningsreaktionen. Efter forsæbningen 

bestemmer man overskuddet af KOH ved syre-base titrering med HCl. 

Desuden titrerer man en anden 25,0 mL portion af KOH-opløsningen for at bestemme, hvor meget 

KOH der i alt er anvendt til forsøget. Ved at trække de to titrér-resultater fra hinanden får man da 

fedtstoffets forbrug af KOH. Via stofmængdeforholdene i reaktionsskemaet ovenfor kan man 

derefter regne sig frem til stofmængden n af fedtstof. 

Til slut kan fedtstoffets gennemsnitlige molarmasse beregnes af formlen M = m/n.



Apparatur 

Kogeplade. Konisk kolbe, 250 mL. Dråbepipette. Vægt. Kølepære. 

Forsøgsstativ. Burette i stativ. Tragt. Målepipette, 25 mL, med 

sugebold. Pimpsten. 


Vindruekerneolie (eller anden spiseolie). Kaliumhydroxid ÆTSENDE! 

i ethanol, ca. 0.5M. Saltsyre, 0,500 M. Phenolphthalein-indikator. 

Metode 

Omkring 2 g fedtstof, fx vindruekerneolie, afvejes med 0,01 grams 

nøjagtighed direkte ned i en 250 mL konisk kolbe (brug dråbepipette). 

Med pipette (sugebold) tilsættes 25,0 mL af en opløsning af KOH i 

ethanol (PAS PÅ: STÆRKT ÆTSENDE). Desuden tilsættes pimpsten. 

Kolben spændes op i stativ. Anbring en kølepære i kolben, se Figur 1. Kølevandet skal kun løbe 

langsomt gennem kølepæren. 

Kolbens indhold koges sagte i ca. 20 minutter ved opvarmning på kogeplade. Hvis det er 

vanskeligt at regulere opvarmningen, kan kolben hæves nogle millimeter over kogepladen. 

I ventetiden titreres 25,0 mL af KOH-opløsningen med 0,500 M HCl med phenolphtalein som 

indikator, idet omslaget som sædvanligt bestemmes med én dråbes nøjagtighed. Denne titrering vil 

vi kalde 1. titrering. 

Figur 1: Kogning med kølepære. 

Masse af fedtstof Volumen af 0,500 M HCl Gennemsnitlig molar masse 

1. titrering 2. titrering 

Når forsæbningsblandingen har kogt i ca. 20 minutter, titreres kolbens indhold på tilsvarende måde 

med 0,500 M HCl (2. titrering). Da kolbens indhold formentlig er gult, viser ækvivalenspunktet sig 

som et farveskifte fra rød til gul. Kolben skal ikke afkøles inden titreringen. 


1. De to titrérforbrug er som nævnt forskellige på grund af fedtstoffets forbrug af KOH. Beregn, 

hvor mange mL saltsyreopløsning der svarer til fedtstoffets forbrug af KOH. 

2. Da HCl og KOH reagerer 1:1, har vi hermed umiddelbart fedtstoffets forbrug af KOH. 

Fedtstoffet og KOH reagerer 1:3. Hvor stor en stofmængde fedtstof er der i den afvejede 

portion fedtstof?


3. Beregn fedtstoffets gennemsnitlige molare masse. 

4. Beregn den molare masse for følgende udsnit af et fedtstofmolekyle: 

H 

H 

C 

O 

CO 

H 

C 

O 

CO 

H 

C 

O 

CO 

H 

Anvend denne molare masse sammen med den målte molare masse for fedtstoffet til at finde 

den samlede molare masse for de tre fedtsyreradikaler, dvs. R 1 + R 2 + R 3 . 

Hvad er den gennemsnitlige molare masse for et enkelt fedtsyreradikal? 

5. Et fedtsyreradikal R- kan have følgende opbygning: 

CH 3 -CH 2 -CH 2 -CH 2 -CH 2 -CH 2 -CH 2 -CH 2 -CH 2 -CH 2 -CH 2 -CH 2 -CH 2 -CH 2 -CH 2 – 

Dette radikal hører til den mættede fedtsyre palmitinsyre (hexadecansyre), der har formlen 

CH 3 (CH 2 ) 14 COOH. Der kan også forekomme umættede fedtsyrer som indeholder enkelte 

-CH=CH- dobbeltbindinger, dvs. de indeholder også CH 1 -grupper. Vi begår dog ikke nogen 

stor fejl ved at sige, at et gennemsnits-carbonatom er bundet til to H-atomer, dvs. det bidrager 

med 14 g/mol til den molare masse. 

Anvend den eksperimentelt fundne gennemsnitlige molare masse for et enkelt fedtsyreradikal 

til at beregne det gennemsnitlige antal carbonatomer i fedtsyreradikalerne i det undersøgte 

fedtstof. 

Kommentér resultatet, slå fx fedtsyresammensætningen i den anvendte olie op i en tabel. 

6. Resultatet af en kvantitativ forsæbning af et fedtstof opgives traditionelt som et 

"forsæbningstal". Forsæbningstallet angiver det antal mg KOH, som bruges til forsæbning 

af 1 g fedtstof. Hvad er forsæbningstallet for det undersøgte fedtstof? 

Sammenlign resultatet med tabelværdier for forskellige fedtstoffers forsæbningstal.

Ãvelsesvejledninger til laboratoriekursus i Kemi CâB 2010 - KVUC

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?

Ãvelsesvejledninger til laboratoriekursus i Kemi CâB 2010 - KVUC