downloades her - Hotel Pro Forma

K
I
N
E
S
I
S
K
Hotel Pro Forma
K
O
M
P
A
S
– ET LYSBILLEDFOREDRAG MED OPERA

SCENER
Ouverture
Scene 1 Dag I
1. Fortællingen
2. Folket
3. Sangen
4. Dansen
Scene 2 Nat I
1. Sangen og søvnen
2. Drømmen
3. Sangen og søvngængerne
4. Fortællingen og sulten
Scene 3 Nat II
1. Sangen og festen
2. Visen
3. Fjenden
4. Sangen og sangen
Scene 4 Dag II
1. Arbejdet
2. Sangen og arbejdet
3. Fortællingen og arbejdet
4. Sangen
5. Menneskene
Varighed 1 time 20 min.

NAVNET
MODSÆTNINGERNES
MAGISKE MAGNETISME
– rummet mellem tiltrækning
og frastødning
af Elisabeth Becker Straarup
og Kirsten Dehlholm
“Hotel Pro Formas teaterarbejde er kendetegnet
ved den rastløse udforskning af teaterlandskabet,
hvor man hele tiden skifter retning,
nye veje og stier trædes til, fremmede
områder, passager og mellemrum opdages
og afprøves som en evigt afsøgende bevægelse
i grænselandets væld af muligheder.
Hotellet bliver et billede på den ikke-stationære,
midlertidige og altid skiftende synsvinkel.
Det er i rodløshedens evige løsrivelser og
forskydninger, at individets kultur, baggrund
og historie opløses, og tilbage står det frisatte
subjekt i hotellets anonyme rum, det midlertidige
hjem, hvor man kan miste retningssansen,
den sociale position og identiteten. Det
er en form for iscenesættelse af et tomrum,
hvor man kan spille med identiteter, motiver
og dimensioner. Det er en søgen efter nye
udtryksformer i teatret og en redefinering af
teatrets muligheder som kunstart”.
Erik Exe Christoffersen
Formen, konceptet, det samlede idésæt er
hele det skelet, som Hotel Pro Formas teater
bygger på. Pro Forma, der betyder for formens
skyld, bliver en metafor for forestillingernes
gennem-strukturerede billedkomposition
og tilrettelagte handlingsforløb. Det er
med andre ord gennem formens klarhed, at
billedet renses for flimmer, gennem billedets
strenghed, at udtrykket intensiveres og bliver
eksplosiv i sin kraft. Det er et teater, der går
bag om sproget og griber direkte ind i tilskuerens
sansning, for at citere Antonin Artaud i
hans vision om fremtidens teater, benævnt
Théâtre Cruel (“Grusomhedens Teater”). Der
ligger også hos Hotel Pro Forma et ønske om
en “art cruel”, der ikke repræsenterer noget
som helst andet end sig selv, en teaterkunst,
der rører ved sanserne uden nogen forudsat
mening eller fortolkningsramme. På den
måde er det grusomt, fordi det rører ved livet
før sproget.
3

FORMEN
4
Forestillingen bringer os ud til
Kina og tilbage igen. På rejsen
mod øst møder vi: blå drage og
mod vest: hvid tiger. Mod syd
ser vi: rød fugl og mod nord: sort
skildpadde. Som to par af modsatrettede
kræfter kæmper de,
ikke for at overvinde den anden,
men for at opretholde balancen i
universet.
En forudsætning for Hotel Pro Formas teaterarbejde
er at tage udgangspunkt i billedmæssige
eller arkitektoniske principper for komposition
og tænkning.
“Et overordnet koncept er udgangspunktet,
vi begynder med rammen, konstruktionen,
hvorefter selve forløbet tænkes ind og
udvikles som en del af indholdet.”
Således definerer Kirsten Dehlholm arbejdsgangen
for sit performanceteater, og det
er netop heri det karakteristiske for at skabe
de nye musikdramatiske værker ligger.
Den stigende interesse for det musikalske
aspekt i Hotel Pro Formas teaterarbejde falder
sammen med en generelt stigende interesse
for at skabe og producere moderne
opera i dag. I de fleste tilfælde er det dog stadig
komponisten, der griber til pennen og
komponerer en opera til en foreliggende
tekst. Teksten eksisterer før operaen, og forestillingen
er en iscenesættelse af teksten, en
realisering af den og historien.
Det er usædvanligt, at operaens impuls
kommer fra en anden side end komponistens,
at værket tager form ud fra et koncept
med et tematisk billedunivers som ramme,
inden tekst og musik overhovedet har set
dagens lys. Denne konceptuelle, ikke-musikalske
impuls i skabelsen af moderne opera
er interessant, idet der sker en forskydning i
operaproduktionen væk fra den faste musikalske
fortællestil. Betragter vi Hotel Pro Formas
musikdramatiske værker fra et musikalsk funderet
synspunkt, så ligger der i skabelsen af
denne nye musikdramatik mulighed for radikal
æstetisk fornyelse.
Hotel Pro Formas musikdramatiske forestilling
“KINESISK KOMPAS – et lysbilledforedrag
med opera” adskiller sig således på det
skabende plan markant fra den traditionelle
opera. Her er hovedpersonen bag konceptet
billedkunstneren Kirsten Dehlholm. Hun sammenfatter
værkets idégrundlag og sætter tingene
i system. Hun komponerer forestillingen,
hvor billedforløb, musik og tekst
sammensættes og modstilles i en planlagt
dramaturgi. Hun har hele tiden billedsiden
som sit homeland, resten sker i et samarbejde
med henholdsvis komponisten, forfatte-

en, koreografen, scenografen, lysdesigneren
og lyddesigneren. Alle bestilles de til at deltage
i udviklingen af det nye værk, som led i
konceptets kalejdoskopiske forsøg på nye
tværæstetiske erobringer i grænselandet mellem
kunstarterne.
GENREBETEGNELSER
Med Hotel Pro Formas inddragelse af musik
og sang åbnes der således for nye æstetiske
perspektiver i produktionen af musikdramatik.
Med forestillingen OPERATION: ORFEO
(1993) skubbede Hotel Pro Forma for første
gang direkte til operagenren med betegnelsen
billedopera. Senere har musikalske genrer
som musical og oratorium været genstand
for seriøs omdefinering. Her bliver de velkendte
musikalske genrer, som Hotel Pro
Forma tager udgangspunkt i, distanceret ved
at få nye betegnelser: fx. memorial-musical
eller imaginært-oratorium.
I Hotel Pro Formas tværæstetiske scenekunst
ligger et ønske om at bringe os ud af
kurs. Vi må opgive at lege stifinder, vi må acceptere
det, vi oplever, uden umiddelbart at
kunne stedfæste, hvor i det kunstneriske
landskab vi befinder os. Det er i denne uforbeholdne
distance til fast definerede kunstdiscipliner
eller genrer, at formen træder tydeligere
frem og bliver det centrale i Hotel Pro
Formas forestillinger. Hvordan vi så vil betegne
det oplevede er
sådan set ligegyldigt,
det primære er stadig
oplevelsen, tanken og
dens sansemæssige
værdi.
Forestillingen rækker ud efter klicheerne,
hvor opera er musikken
og hvor folket er massen, hvor
kunsten er lang og livet er kort,
og hvor naturen spiller med i alle
ting. Historiens politiske figurer
er posteret i kulissen, mens scenen
overtages af menneskenes
mangfoldige udfoldelser.
5

KOMPASNÅLEN
V
V
6
N
S
Med KINESISK KOMPAS leverer Hotel Pro
Forma igen en forestilling, S der bryder med
alle konventionelle former for et scenisk
værk. Der manipuleres med vores begrebsforståelse.
Opera er ikke længere opera, som
den var for hundrede år siden. Forestillingen
indfører operabegrebet, som om det var en
side order til hovedretten, som altså består af
lysbilleder og foredrag. Herved anslås det i forestillingens
titel, at udgangspunktet er billedet.
Men selvom billederne indrammer forestillingen,
er der ikke tale om, at de har
Ø
primær karakter i forhold til tekst og musik i
forestillingens samlede kunstneriske udtryk.
Billeder, tekst og musik skal ikke udkonkurrere
hinanden, men sidestilles som ligevægtige
faktorer, der hver især giver udtryk for forestillingens
grundlæggende tematik.
Det handler om Kina, et ældgammelt kulturland,
men et land der som intet andet har
undergået forandringer de sidste hundrede år.
Forestillingen handler om vores nødvendige
stillingtagen til Kina i dag som en del af vores
verden. Og dermed stillingtagen til os selv og
den globale verden.
Forestillingens idé er, dels at skildre Vestens
fascination af Kina (musik, kunst,
kitsch, opfindelser, skikke, samfund) dels at
vise Kinas fascination af det Vestlige samfund
(forbrugerkultur, det kommercielle).
Lie Tse sagde: “Den, der vandrer og ikke
ved hvorhen er faret vild. At et enkelt menneske
forvilder sig på en vandring, finder man
slemt for ham. Men at alverden i virkeligheden
har forvildet sig er der ingen, der lægger
mærke til.”
Som det kinesiske yin yang viser forestillingen
sig i klare modsætninger: det fyldte mod
det tømte, det lette mod det tunge, dag og
Ø nat, fortid og nutid, kunst og kitsch, det mandlige
og det kvindelige. Og som spejlinger: himlen
der spejler sig i havet. Øst der spejler sig i
Vest og omvendt. Modsætningernes tiltrækning
og frastødning af hinanden udgør et
spændingsfelt, som mellem magnetens poler.
Kompasset, opfundet af kineserne, bliver retningsgiver
på rejsen gennem forestillingen,
hvor kompasnålen slår ud mellem de modsatrettede
energifelter. Det er i dette kraftfelt vi
befinder os, billedligt, Nmusikalsk og litterært.
V
V

FOREDRAGET
Ud fra forestillingens tema er forfatteren
Carsten Jensen valgt til at skrive en tekst, der
kan sammenføre journalistens iagttagelser
med kunstnerens og den rejsendes eksistentielle
overvejelser. En ikke-dramatisk tekst der
giver forestillingen et politisk aspekt, som
man ikke kan være foruden, når det handler
om Kina og Vesten.
Teksten er skrevet ud fra forfatterens egne
erfaringer på sin rejse i Kina og fremført af
ham selv. Dette forhold skaber et nærvær og
en autenticitet i fremførelsen. Teksten handler
om Kina, om kineserne og os, om folket
og filosofien, om undertrykkelse og hungersnød,
men ved at erstatte et “I” med et “vi”,
forskydes fortællerens synsvinkel, bliver en
dynamisk udveksling mellem erfaringer, set
fra begge sider af verdensaksen.
Fortælleren optræder i stum dialog med en
kinesisk danser, der kun i korte øjeblikke træder
ud af sin mimiske funktion og tager ordet
i brug. Fortælleren og den kinesiske danser
nærmer sig hinanden gennem forestillingen. I
slutteksten taler Carsten Jensen kinesisk og
kineseren dansk. Det er en gentagelse af den
tekst, der også indleder forestillingen, og som
på mange måder bliver forestillingens gådefulde
omdrejningspunkt: “Jeg drømte en nat,
jeg var kineser. Så vågnede jeg og var dansker.
Nu ved jeg ikke om jeg er en dansker,
der har drømt, at han var kineser, eller en kineser,
der drømmer, han er dansker”. Denne
spejling eller identitetsforskydning bliver den
litterære, tekstlige sammenføring af modsætningerne.
7

MUSIKKEN
8
Forestillingen består af sang og
tale, af billede og bevægelse,
og af tid. Sang og musik, tekst
og tale er to sider af kunstens
verden med hver sin tid i sig.
Mens musikken og sangen må
brede sig, folde sig ud og besætte
øjeblikket i den langsomme
tid, må talen lyse klart og tankevækkende
på den korte tid.
Komponisten Pierre Dørge har i mange år bevæget
sig over musikkens grænser og hans
musikalske åbenhed og interesse spænder så
vidt, at hans karriere har zig-zagget mellem
jazz og verdensmusik, moderne kompositionsmusik
og nu altså også opera. Især har
han vist interesse for at integrere verdensmusikken
i den vestlige jazz eller kompositionsmusik,
og han ser indflydelsen fra andre landes
folkemusik som en vigtig dimension i
vores generelle musikforståelse.
Pierre Dørge bevæger sig med kompositionen
til KINESISK KOMPAS ind på et område,
der for ham er forholdsvis ukendt. Han er ikke
operakomponist, men frem for alt improvisationsmusiker,
og de 21 selvstændige satser, der
udgør forestillingens samlede komposition,
bærer præg af en intuitivt eksperimenterende
indfaldsvinkel til arbejdsprocessen, der igen er
kendetegnet ved en improvisatorisk melodiudvikling,
selv om alt er noteret i partituret.
Den traditionelle kinesiske opera krydses
med den vestlige, såvel harmonisk, melodisk
og tonalt, som i den orkestrale besætning.
LINensemble (klarinet, cello og klaver) spiller
sammen med guzheng (kinesiske harpe) og
percussion. I sangteknisk henseende har
Pierre Dørge fremhævet kontrasten i den kinesiske
og den vestlige sangtradition ved at
lade den kinesiske sopran optræde med sin
karakteristiske og meget fremmedartede
sangteknik, nasal, overkomprimeret og uhyre
direkte i sin lyd. Hun stilles sammen med en
dansk sopran, en alt samt en kontratenor,
der med sin høje mandsstemme refererer til
den italienske operas oprindelse, til kastratsang
og til kinesisk operatradition, hvor mænd
synger kvindepartier. Den østlige og den vestlige
sangtradition bringes sammen gennem
hele forestillingen, og fx synger den kinesiske
sopran en folkemelodi fra sin hjemegn, som
danner grundlag for en polyfon udvikling med
de andre sangere, i en blanding mellem kinesisk
og vestlig melodi, harmonik og tekst.
Sangteksterne synges gennemgående på
kinesisk og italiensk, men ordenes indhold er
underordnet det klanglige.
Kompositionens fusion mellem den klassiske
kinesiske operatradition og den vestlige
moderne kompositionsmusik giver et musi-

kalsk stilistisk mix af kinesisk pentatonik,
vestlig dur-mol harmoni, tolvtonemusik og seriel
komposition, forenet med Dørges eget
tonesprog: jazzens improvisationsteknik og
verdensmusikken. Det medfører en komposition,
der ikke skæver til forskellighederne,
men sammenstiller dem i et intuitivt forsøg
på at skabe en ny kontakt.
V
S
9

LYSBILLEDERNE
Forestillingen er bygget op omkring en række
billeder projiceret op i kæmpeformat på en
stor oppustelig skærm. Farvestrålende billeder,
hovedsageligt taget fra kinesiske
reklamefilm og kinesiske turist- og kunstbøger.
Her er nudelspisende kinesere, glade
eller triste kinesere, alene eller sammen med
andre kinesere, her er kirsebærtræer i blomst
og traditionelle kinesiske masker i rød, gul og
blå. Billedsuiten danner en storyboard og indrammer
forestillingen. Billederne ligner de
vestlige reklamebilleder og giver samtidig
umiddelbart indtryk af, at vi befinder os i nutidens
Kina.
Billederne på skærmen og bevægelsen
i rummet er udsagn
om det muntre og det tragiske,
om forførelsens kunst gennem
kitsch og reklame og om skønheden
som længsel. Billede og
bevægelse er som to kroppe,
der omfavner sangen og talen eller
modsætter sig dem.
10

FOLKET
Som visuelt symbol på folket deltager 46 skolebørn,
klædt i ens, grå jakkesæt, gule parykker
og Kinasko. Sminket som i kinesisk traditionel
opera er de små blonde kinesere en
fusion af de østlige og de vestlige uniformerede
menneskemasser. I komponerede formationer
bevæger de sig rundt på scenen, samlet
eller enkeltvis som løsrevne magnetstumper,
men hele tiden som et allestedsnærværende
kraftfelt i en fortættet koreografi, skabt af
Christine Meldal.
Massen og mennesket er her også. De taler
for sig selv. De taler i munden på hinanden.
De spiser. De elsker. De slås. De sover. De
overlever søvnen. Ligesom lyset, der aldrig
går ned, men kun vender rundt på kloden.
Litteraturliste:
‘Vilde svaner‘ af Jung Chang
‘Kineserliv’ af Zhang Xinxin
‘Real China’ af John Gittings
‘Pærehavens frugter’ af Alette Scavenius
‘Beyond the Chinese Face’ af Michael Harris
‘Kinesiske Billeder’ af Jonathan D. Spence
‘Tianqiao of Old Beijing’ af Zhong Jingwen
11

KINESISK KOMPAS
Kinesisk Kompas er bestilt af
Århus Festuge 1998
med ur-premiere i Århus Musikhus.
Forestillingen er støttet af:
Kulturfonden
Københavns Internationale Teater
Center for Kultursamarbejde
med Udviklingslandene
Statens Kunstfond
og Kanonhallen
Hotel Pro Forma støttes af:
Statens Musikråd og Teaterrådet
I forbindelse med premieren udgives
Pierre Dørges musik til forestillingen
på dacapo.
Solister:
Shi Hong Mei (sopran)
Berit Mæland (sopran)
Annette L. Simonsen (alt)
William Missin (kontratenor)
Premiere:
26. august 1999
Spilleperiode: 26. august - 10. september kl. 20.00
(Undt. søndage og mandage)
BILLETnet 70 15 65 65
Fortæller: Carsten Jensen
Danser: Fang Yu
Medvirkende:
Musikere:
LINensemble:
foruden:
Instruktion:
Tekst:
Musik:
Koreografi:
Scenografi:
Lysdesign:
Lyddesign:
Produktion:
46 børn fra Ingrid Jespersens
Gymnasieskole
Jens Schou (klarinet)
John Ehde (cello)
Erik Kaltoft (klaver)
Frans Hansen (percussion)
Yu Jun (kinesisk harpe)
Kirsten Dehlholm
Carsten Jensen
Pierre Dørge
Christine Meldal
Maja Ravn
Jesper Kongshaug
Ole Chr. Hansen
Hotel Pro Forma
Elisabeth Becker Straarup er hovedfagsstuderende
ved Musikvidenskabeligt Institut i København,
med sidefag i teatervidenskab.
Kirsten Dehlholm er kunstnerisk leder af Hotel
Pro Forma og instruktør af KINESISK KOMPAS.
Redaktion: Kirsten Dehlholm
Fotos: Roberto Fortuna
Layout: Hans Peter Boisen/Skoletjenesten
Tryk:
HOTEL PRO FORMA
STRANDLODSVEJ 6 • 2300 KØBENHAVN S
tlf. 32 54 02 17 • fax 32 96 96 86
hotelproforma@hotelproforma.dk
www.hotelproforma.dk
SERRIDSLEVVEJ 2 • 2100 KØBENHAVN Ø