Handicap og ligebehandling i praksis, Socialforskningsinstituttet 2008

essourcekrævende. Der er mange misforståelser, og man er bange for, at
familierne ikke forstår det, der informeres om. Men det handler ikke kun
om korrekt oversættelse men også om forståelse af meningen med tilbud
og behandling, som ofte tager længere tid at forklare familierne. Der er
derfor brug for mere tid og ressourcer for at informere mange af de
etniske minoritetsfamilier.
Der er også usikkerhed omkring, hvordan læger og sagsbehandlere
skal håndtere, at nogen familier fravælger tolk og selv ønsker at tolke.
Det kan fx være faderen, der siger nej til en tolk, fordi han selv vil
tolke for moderen. Det er myndighedens ansvar, at der bruges professionelle
tolke. Deltagere i et møde eller familiemedlemmer skal ikke tolke,
da det skaber tvivl om, hvilken information der er gengivet.
Der er derfor brug for flere ressourcer til information af mange
af de etniske minoritetsfamilier. Rapporten peger på, at der er et stort
behov for professionelt uddannede tolke med særlig viden om handicapproblemstillinger,
som kan forklare de mange specialudtryk til etniske
minoriteter. Det vil også være en fordel, hvis den samme tolk kunne følge
familien til møder både hos lægen og sagsbehandleren.
KULTURMØDER OG INTERKULTUREL KOMMUNIKATION
Mødet mellem den offentlige forvaltning og borgere eller patienter er
også et kulturmøde mellem familiens og fagpersonens kultur:
Det er en almindelig del af europæisk tankegods at udstyre os
selv og alle andre folk med en ’kultur’, og det er en lige så almindelig
del af dette tankegods, at ’de andre’ er styrede af deres kultur,
mens ’vi’ styrer os selv (Henriques, 1995).
Det betyder ofte, at fokus flyttes fra at være et møde med en patient eller
borger til at være med en muslimsk eller pakistansk borger eller patient
(Kleinman & Benson, 2006). Denne måde at forstå og tale om kultur kan
ses som statisk, beskrivende, hvor man kan slå op i en manual og læse,
hvordan man løser problemer med ’muslimer’ eller ’pakistanere’ (Jensen,
2005). På den måde flyttes fokus fra kommunikationsproblemer til kulturproblemer,
og den enkelte familie bliver en del af den fiktive gruppe
’muslimer’ eller ’pakistanere’.
88