Handicap og ligebehandling i praksis, Socialforskningsinstituttet 2008

Det er ikke to forskellige endemål, men det er to forskellige veje til målet.
Antidiskriminationsvejen giver rettighederne før mulighederne, og så må
man slås for de sidste. Sektoransvaret giver mulighederne før rettighederne.
Der er således ingen som helst grund til at tro, at en antidiskriminationslovgivning
i dag kan skade ligestillingen af handicappede.
Bare man husker, at den ikke i sig selv løser nogen problemer. Det er
først, når de gode intentioner fyldes ud af hundredvis af netværk på alle
planer, at der virkelig sker noget. ADA blev vedtaget på én dag, men den
deri liggende ligebehandling blev gennemført lige så langsomt og med
nogenlunde de samme midler som den danske. Det har langtfra altid
været sådan, at personen med handicap har fået medhold ved domstolene,
og loven har ikke undgået sønderlemmende kritik fra amerikansk
handicapside.
Det er trods alt åbenlyst, hvad der er ’bedst’, hvis man skal vælge
mellem sektoransvar og antidiskrimination. ADA var mest en slags grønt
lys for kamp. Den stillede et mål op, men den kan med rette kritiseres
for, at den ikke gav mennesker med handicap flere midler i hænde til at
realisere deres rettigheder. Den danske sektoransvarspolitik kan på den
anden side kritiseres for, at den ’luskede’ ligebehandlingen igennem i
form af netværk i embedsapparater. Men det er dog en mere effektiv
måde at skabe ligebehandling på.
For begge metoder gælder, at de kun handler om handicappede,
som kan leve selvstændigt. Hvor meget man end åbner samfundet og
fjerner barrierer, vil der altid være en gruppe, som er nødt til at leve i
noget, der reelt er institutionelle omgivelser, hvor anvendelse af tvang fx
er nødvendig. For denne gruppe må rettigheder og muligheder sikres på
en helt anden måde.
59