Handicap og ligebehandling i praksis, Socialforskningsinstituttet 2008

cappolitik. Indtil 1990 var rådets sekretariatschef Bank-Mikkelsen. Bank-
Mikkelsen havde spillet en stor rolle omkring etableringen af Det Centrale
Handicapråd og spiller som leder for rådets sekretariat en stor rolle i
de første ti år, det fungerer. Men ud over ham var der næppe mange i
samtiden, der kunne se, hvilke potentialer der lå i at oprette et sådant
organ for netværksstyring.
Selv om Det Centrale Handicapråd kom til at høre under socialministeren,
fik det som nævnt kontaktpersoner fra flere ministerier.
Allerede i sin første årsberetning fra 1980 fremførte rådet som sin principielle
holdning, at handicappolitik ikke kun er socialpolitik, men at den
vedrører adskillige ministerområder. Princippet om sektoransvar var
således en del af grundlaget fra starten. Allerede fra 1983 fik rådet høringsret
i forhold til andre ministerier, og med bekendtgørelse af 1995
kom det helt op over Socialministeriets regi og fik formelle relationer til
alle ministerier og Folketinget.
Det Centrale Handicapråd tog først fat på at samordne en række
ordninger. Der var en række sådanne ordninger, som man ikke havde
noget samlet overblik over. Et typisk eksempel på dette var de offentligt
støttede befordringsordninger for personer med handicap. Man forestillede
sig, at man kunne bruge midlerne på dette felt mere rationelt ved at
overføre dem til generelle ordninger, der kunne bruges af alle handicappede.
Det Centrale Handicapråd nedsatte to udvalg til at tage sig af befordringsproblemerne.
Det første udvalg skulle foretage en kortlægning
af de eksisterende specielle befordringstilbud, som det offentlige – og det
var både staten, amterne og kommunerne – ydede bidrag til, og vurdere
hvilke trafikale opgaver, der herved blev løst. På det grundlag skulle det
overveje, om det ved fælles administration og samdrift ville være muligt
at opnå rationaliseringer og forbedringer i de specielle befordringstilbud,
som hidtil blev givet til bestemte grupper af handicappede i henhold til
forskellig lovgivning. Det skulle også vurderes, om der på den måde
kunne komme fordele for brugerne af den almindelige kollektive trafik.
Det andet udvalg skulle foretage en bred gennemgang af vilkårene
for personer med handicap både i den individuelle og i den kollektive
trafik og endvidere i relation til postvæsenet og telefonadministrationerne.
Det er værd at bemærke, at allerede arbejdet i dette udvalg
trækker en række forbedringer med sig med hensyn til tilgængelighed.
Således konstateres det, da udvalget slutter sit arbejde i 1983, at alle nye
55