Handicap og ligebehandling i praksis, Socialforskningsinstituttet 2008

System’. Systemet består deri, at man først ved Lægebehandling
søger bedst muligt at bekæmpe den tilstedeværende Lidelse og
dennes Følger, og at man derefter og Hånd i Hånd med eventuel
fornøden fortsat Lægebehandling giver den vanføre den specielle
Uddannelse og Oplæring, som måtte være nødvendig for at
sætte den vanføre i Stand til at ernære sig selv og sine på samme
Måde som andre Mennesker (ibid.).
Også Det kongelige Blindeinstitut tilbød erhvervsuddannelse. For de
unge mænd var det håndværk som børstenbinderi, kurvemageri, skomageri
og tøffelmageri, og de unge kvindelige elever blev uddannet i vævning,
maskinstrikning, håndstrikning og håndarbejde (ibid.). For begge
køn var der desuden en musikuddannelse, som afsluttedes med klaverstemmereksamen
eller organisteksamen. Håndværket foregik ofte inden
for systemet, i virksomheder som Blindes Arbejde eller de værksteder til
fremstilling af proteser og bandager, der var knyttet til de ortopædiske
hospitaler.
Særforsorgen byggede meget på institutioner. Samtidig blev der
dog gjort meget for, at fysisk handicappede fik oplæring og kom i arbejde.
Også disse bestræbelser havde form af særforanstaltninger og særlovgivning.
Således indeholdt lov om invalideforsikring fra 1921 regler om
bl.a. oplæring og ydelse af arbejdsmaskiner. De blev udbygget i socialreformen
af 1933, hvor Steincke i øvrigt gerne ville have haft meget mere
med om oplæring og beskæftigelse af handicappede. Invalideforsikringsretten
havde en rolle med at bevilge støtte til forløb, både på særforsorgens
institutioner og udenfor.
Særforsorgen udvikledes yderligere i de næste 20 år efter 1940.
Men samtidig opstod den tanke, at handicappede ikke skal tilbydes et liv
inden for særlige systemer, men tværtimod skal ud og være med i det
almindelige samfund. Det var som nævnt hverken behandlergrupper eller
interesseorganisationer, der kom på disse tanker, men derimod embedsmænd,
der havde en sådan placering, at de kunne se samfundsinteresserne
i en større sammenhæng. Derfor er udviklingen af sektoransvar noget,
man først ser i de skandinaviske universelle velfærdsstater, hvor det offentlige
allerede midt i 1900-tallet havde taget et bredt ansvar for de sociale
forhold.
I de kontinentale korporative velfærdsstater gør man også meget
for handicappede, men her er ansvaret placeret hos specialiserede halvof-
50