Handicap og ligebehandling i praksis, Socialforskningsinstituttet 2008

organisationerne har som brugerrepræsentanter og som interessegruppe i
politisk sammenhæng. Det er således de handicaproller, jf. føromtalte
skema 2.1, som det velfærdsstatslige og det politiske felt producerer, som
giver handicapgrupperne en vision for et identitetsmæssigt fællesskab.
Den bio-medicinske klassifikation, som ligger til grund for organiseringen
i de enkelte handicaporganisationer, adskiller derimod handicapgrupperne
fra hinanden. Handicapfællesskabet i DSI er dannet som et
strategisk interessepolitisk fællesskab, men det afspejler også identitetsmæssige
sider, idet fællesskabet viser sig at kunne udvikles om de fælles
erfaringer, forskellige grupper af mennesker med funktionsnedsættelse
har i deres møde med det velfærdsstatslige og politiske system. Det er
samtidig en forståelse af handicapfællesskabet, som ligger tættere på det
samfundsperspektiv, handicapbevægelserne i Storbritannien og USA er
dannet omkring, og som tager afstand fra den medicinske forståelse, som
primært har dannet grundlag for foreningsdannelsen på handicapområdet
i Danmark. Den danske handicapbevægelse står stærkt, når det handler
om at påvirke ligebehandlingen igennem det politiske system. Derimod
synes handicapbevægelsen at stå svagt, når det handler om at påvirke
identitetsmæssige og sociale relationer mellem mennesker med
funktionsnedsættelse og befolkningen i almindelighed. Handicapbevægelsen
har formået at mobilisere ’sine egne’, men handicapsagen og kampen
for ligebehandling af handicappede er aldrig blevet en folkesag eller en
sag, som de politiske partier har inkluderet i deres programmer. Det kan
skyldes, at handicapgruppen udgør et mindretal i vælgermæssig sammenhæng,
og at de politiske partier derfor ikke anser dem for en strategisk
vigtig befolkningsgruppe i stemmemæssig sammenhæng. Men konsekvensen
er samtidig, at den politiske kamp for ligebehandling udspilles i
en lukket kreds af repræsentanter fra handicaporganisationer og de offentlige
myndigheder, hvilket betyder, at borgerne i almindelighed ikke
konfronteres med denne befolkningsgruppes problemer eller med, hvordan
de i deres egen adfærd medvirker til at skabe barrierer for ligebehandlingen
af handicappede. Den danske handicapbevægelse står derfor
langt svagere, når det handler om at skabe opmærksomhed om handicappedes
sag i den brede befolkning og påvirke ligebehandlingen igennem
de sociale og holdningsmæssige påvirkningskanaler i civilsamfundet.
Handicapbevægelsen har haft succes med sin politiske strategi, men
spørgsmålet er, om denne strategi rækker til at løse de mangfoldige og
komplekse ligebehandlingsproblemer, som ligger gemt i mere skjulte
37