Handicap og ligebehandling i praksis, Socialforskningsinstituttet 2008
Handicap og ligebehandling i praksis, Socialforskningsinstituttet 2008
Handicap og ligebehandling i praksis, Socialforskningsinstituttet 2008
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
præsentanterne tolker derimod deres rolle som knyttet til en DSIidentitet,<br />
hvilket i <strong>praksis</strong> resulterer i, at de indtager en passiv <strong>og</strong> afventende<br />
rolle, idet det er DSI-formanden, der har legitimitet til at indtage<br />
denne position. Endelig er der repræsentanter, som anvender rådet til at<br />
fremme deres egen handicapgruppes særinteresser. En konsekvens heraf<br />
er, at DSI-repræsentanterne ikke synes at udnytte alle de muligheder for<br />
indflydelse, der ligger i medlemskab af rådet, hvilket evt. har været baggrunden<br />
for, at DSI i 2006 vælger at gå væk fra valggruppemodellen <strong>og</strong><br />
overlade udpegningen af repræsentanter til DSI’s forretningsudvalg.<br />
Eksemplet illustrerer derved, hvordan DSI-repræsentanternes rolle udvikles<br />
i forskellige retninger, <strong>og</strong> at rollen er dilemmafyldt, fordi repræsentanterne<br />
befinder sig i en situation præget af tvetydighed.<br />
MAGTMÆSSIGE KONSEKVENSER OG VISIONER FOR<br />
FÆLLESSKABET<br />
Når handicappede repræsenteres som et kollektiv igennem et paraplyfællesskab<br />
som DSI, mobiliseres de ressourcer, som gør det muligt at få<br />
adgang til de politiske beslutningsprocesser <strong>og</strong> dermed påvirke den samfundsmæssige<br />
udvikling mod større <strong>ligebehandling</strong> igennem det politiske<br />
system. Men samtidig sker der <strong>og</strong>så en række utilsigtede inklusions- <strong>og</strong><br />
udgrænsningsprocesser, som får betydning i den politiske <strong>praksis</strong>. De<br />
magtmæssige konsekvenser er, at de handicapgrupper, som konkret er<br />
udpeget til at repræsentere handicapfællesskabet i en given kontekst, med<br />
stor fordel kan udnytte denne position til at varetage deres egen gruppes<br />
særinteresser. Samtidig kan det <strong>og</strong>så som i DCH-casen give sig udslag i,<br />
at repræsentanterne søger at indtage en position knyttet til en DSIidentitet<br />
<strong>og</strong> dermed udvikler en politisk identitet med afsæt i det interessepolitiske<br />
fællesskab mellem handicapgrupperne. En institution som<br />
DCH kan dermed indirekte spille en rolle som afsæt for, at der udvikles<br />
et identitetsmæssigt fællesskab mellem de forskellige handicapgrupper,<br />
hvor de formulerer kollektive visioner for deres politiske kamp. Det viser<br />
samtidig, at politisk læring <strong>og</strong> politisk identitetsdannelse er under fortløbende<br />
konstruktion, <strong>og</strong> at kollektivet mellem handicapgrupperne kan<br />
udvikles til et interessefællesskab med identitetsmæssige sider. I denne<br />
sammenhæng er det interessant, at det identitetsmæssige fællesskab mellem<br />
handicaprepræsentanterne udvikles i kraft af den position, handicap-<br />
36