Handicap og ligebehandling i praksis, Socialforskningsinstituttet 2008

melle netværk. En historisk analyse viser, at DSI frem til 1970’erne var
en medlemssvag og økonomisk fattig organisation, som dog havde politisk
indflydelse på især de socialpolitiske tiltag for handicappede. DSI’s
aktiviteter blev primært finansieret via bidrag fra medlemsorganisationerne.
Med åbningen for medlemskab af de nye handicap- og
sygdomsbekæmpende foreninger mobiliserer DSI væsentlige ressourcer i
den politiske magtkamp, ved at organisationen nu kan tale på vegne af en
langt større medlemskreds. Hvad angår de økonomiske ressourcer, har
DSI historisk set været en fattig organisation. Spørgsmålet om, hvor
mange midler medlemsorganisationerne skulle tildele DSI, har altid været
et internt stridspunkt, og medlemsorganisationerne har generelt prioriteret
mobiliseringen af økonomiske ressourcer til deres egne aktiviteter
frem for til den kollektive, tværgående interessepolitiske kamp, som udøves
fra DSI’s side. DSI har igennem historien befundet sig i en konstant
ressourcemangel, men denne situation forandres i 1990’erne, da DSI får
tildelt tips- og lottomidler, som ligeledes tilgodeser medlemsorganisationernes
egen økonomi. Lottomidlerne fordeles efter en intern fordelingsnøgle,
som giver 1/7 til DSI-fællesskabet, og de resterende midler fordeles
til medlemsorganisationerne. Medlemsorganisationerne får herigennem
også et økonomisk incitament til at være organiseret i DSI.
DSI har således mobiliseret en række af de ressourcer, som er
væsentlige for at opnå politisk indflydelse, nemlig medlemmer og penge.
I dag har DSI 32 medlemsorganisationer og repræsenterer omkring
320.000 medlemmer på tværs af forskellige handicapgrupper. Samtidig
skal det ikke underkendes, at DSI igennem historien har opnået at blive
en anerkendt samarbejdspartner til de offentlige myndigheder. Positionen
er opnået igennem en konsensussøgende og pragmatisk strategi,
hvor der opbygges tillidsrelationer og netværk til de offentlige myndigheder.
Herigennem reproducerer organisationen sine muligheder for at
opretholde og udvikle sin position og dermed indflydelse i det politiske
system. DSI’s indflydelse beror derfor også på opbygningen af ressourcer,
der inden for samfundsvidenskaben benævnes ’social kapital’. Social
kapital er et udtryk for ressourcer, der opstår ved netværksbaseret samarbejde
baseret på regelmæssig, personlig kontakt og tillid (Svendsen &
Svendsen, 2006). I modsætning til handicapbevægelserne i Storbritannien
og USA, som har stået i opposition til det politiske system og anvendt en
mere protestorienteret strategi, har den danske handicapbevægelse, i
lighed med den norske og svenske, ført en samarbejdsstrategi, hvilket
32