Handicap og ligebehandling i praksis, Socialforskningsinstituttet 2008

live gjort ansvarlig for problemer, der opstår, hvis man ikke handler
straks efter fødslen og fjerner barnet, hvilket vel at mærke godt kan være
den bedste løsning.
Men det kan faktisk lade sig gøre at støtte forældrene i varetagelsen
af forældrerollerne ved at give dem konkret støtte i hjemmet,
hvilket der er eksempler på, selvom der er tale om relativt få (Skov &
Henningsen, 2001). Forudsætningerne for den mest optimale udvikling
af forældrenes kompetencer er, når det foregår i familiens hjem, med
kompensation for handicappet – og med brug af netværkets ressourcer.
I erkendelse af de specifikke behov for støtte har Odense
Kommune etableret støttecentret Samlepunktet, der samler støtten til
familier, hvor en eller begge forældre er udviklingshæmmede (Madsen,
1998). Støtten gives efter § 52 i form af støtte dels i hjemmet i relation til
at få dagligdagen til at fungere, til samvær og samspil mellem børn og
forældre, dels i barnets daginstitution eller skole. Der er ligeledes skabt
rum for alternative netværk via etablering af forældregrupper. Resultatet
af denne målrettede og kompenserende støtte er, at udviklingshæmmede
reelt har mulighed for at være forældre, og at der sjældent sker anbringelser
af deres børn med begrundelse i forældrenes funktionsnedsættelse.
På Bornholm er en ung mand, der er søn af udviklingshæmmede
forældre ved at flytte hjemmefra. Han har haft hele sin opvækst i hjemmet.
Familien har fået den konkrete støtte, der har været brug for til
omsorgen, da han var spæd, og til vejledning og rådgivning i forhold til
ungdomslivet. Det har kunnet lade sig gøre på grund af et tæt og konstruktivt
samarbejde mellem voksenhandicapafdelingen og børn- og
ungeafdelingen. Voksenhandicapafdelingen har bevilget støtten ud fra
reglerne om praktisk pædagogisk støtte, mens selve støtten er varetaget
af medarbejderne i børn- og ungeafdelingen.
Men det er ikke lige meget, hvordan støtten gives, hvilket kommer
til udtryk i følgende citater fra to udviklingshæmmede mødre (Skov
& Møgelmose, 2002):
Hun var utroligt god til at vise mig, hvordan jeg skulle gøre, og
roste mig, når jeg gjorde det rigtigt. Jeg var ikke i tvivl, når hun
havde været der. Jeg kunne også altid ringe til hende, hvis jeg
havde brug for det.
159