Handicap og ligebehandling i praksis, Socialforskningsinstituttet 2008
Handicap og ligebehandling i praksis, Socialforskningsinstituttet 2008
Handicap og ligebehandling i praksis, Socialforskningsinstituttet 2008
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
nødvendig for børnenes skyld. Argumentationen om hensynet til børnene<br />
gør det ’legalt’ at bruge midler, som er i modstrid med FN’s standardregler<br />
om lige muligheder for handicappede.<br />
Der er to grundsynspunkter, som bliver fremført. Det ene er, at<br />
det er bedst, at udviklingshæmmede ikke får børn – altså at børnene ikke<br />
bliver født.<br />
Ser man på antallet af børn, født af udviklingshæmmede forældre,<br />
er der i en periode på fem år sket en stagnation med tendens mod<br />
et fald. Stik imod det, man kunne forvente med normalisering <strong>og</strong> en<br />
ligestilling i samfundet. Måske er dette en effekt af de handlinger, der er<br />
sat i værk for at undgå, at udviklingshæmmede får børn, handlinger<br />
iværksat ud fra synspunktet, at det er det bedste, at børnene forbliver<br />
ufødte. Et synspunkt, som kan være svært at dokumentere eller argumentere<br />
imod.<br />
Det andet fremherskende synspunkt, som legitimerer diskriminationen,<br />
er, at hvis udviklingshæmmede får børn, så er det bedst for<br />
dem at blive anbragt uden for hjemmet. Undersøgelsen fra 2001 viser, at<br />
45,5 pct. af børn af sent udviklede eller lettere udviklingshæmmede forældre<br />
anbringes uden for hjemmet (Skov & Henningsen, 2001). Inden<br />
for de sidste 10 år er anbringelsestallet for disse børn steget med ca. 20<br />
pct. Denne stigning kan på den ene side være et udtryk for et øget fokus<br />
på børnenes tarv, men kan <strong>og</strong>så anskues som et udtryk for en legitim<br />
måde at håndtere usikkerhed på. Hvis man ikke fjerner barnet, så vil<br />
eventuelle problemer kunne forbindes til valget ”at lade forældrene bevare<br />
myndigheden”. Ansvaret er sværere at forsvare end problemer, der opstår,<br />
når børnene er fjernet – så har man som sagsbehandler gjort, hvad man<br />
kunne – <strong>og</strong> problemerne stadfæster sig ikke umiddelbart til ens handling.<br />
70 pct. af disse anbringelser sker formelt frivilligt, eller som en<br />
del sagsbehandlere udtrykker det, som ’frivillig tvang’. Forældrene får ikke<br />
n<strong>og</strong>et alternativ. Igen sker dette ud fra den bedste hensigt – for børnenes<br />
<strong>og</strong> forældrenes skyld, men ofte i mangel af metoder <strong>og</strong> redskaber til andre<br />
handlemuligheder (Skov & Henningsen, 2001).<br />
Men er det nu altid det bedste for børnene? Hvad ved vi egentlig<br />
om, hvordan det går børnene? Der er forsket meget lidt i børn af udviklingshæmmede<br />
forældre. Jytte Faureholm har som én af de få sat fokus<br />
på disse børns vilkår. Hun har ikke specielt sat fokus på en sammenligning<br />
mellem de børn, som er vokset op i hjemmet, <strong>og</strong> de børn, som er<br />
anbragt uden for hjemmet. Men det fremgår tydeligt, at børnene generelt<br />
154