08.03.2014 Views

Handicap og ligebehandling i praksis, Socialforskningsinstituttet 2008

Handicap og ligebehandling i praksis, Socialforskningsinstituttet 2008

Handicap og ligebehandling i praksis, Socialforskningsinstituttet 2008

SHOW MORE
SHOW LESS

Create successful ePaper yourself

Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.

nødvendig for børnenes skyld. Argumentationen om hensynet til børnene<br />

gør det ’legalt’ at bruge midler, som er i modstrid med FN’s standardregler<br />

om lige muligheder for handicappede.<br />

Der er to grundsynspunkter, som bliver fremført. Det ene er, at<br />

det er bedst, at udviklingshæmmede ikke får børn – altså at børnene ikke<br />

bliver født.<br />

Ser man på antallet af børn, født af udviklingshæmmede forældre,<br />

er der i en periode på fem år sket en stagnation med tendens mod<br />

et fald. Stik imod det, man kunne forvente med normalisering <strong>og</strong> en<br />

ligestilling i samfundet. Måske er dette en effekt af de handlinger, der er<br />

sat i værk for at undgå, at udviklingshæmmede får børn, handlinger<br />

iværksat ud fra synspunktet, at det er det bedste, at børnene forbliver<br />

ufødte. Et synspunkt, som kan være svært at dokumentere eller argumentere<br />

imod.<br />

Det andet fremherskende synspunkt, som legitimerer diskriminationen,<br />

er, at hvis udviklingshæmmede får børn, så er det bedst for<br />

dem at blive anbragt uden for hjemmet. Undersøgelsen fra 2001 viser, at<br />

45,5 pct. af børn af sent udviklede eller lettere udviklingshæmmede forældre<br />

anbringes uden for hjemmet (Skov & Henningsen, 2001). Inden<br />

for de sidste 10 år er anbringelsestallet for disse børn steget med ca. 20<br />

pct. Denne stigning kan på den ene side være et udtryk for et øget fokus<br />

på børnenes tarv, men kan <strong>og</strong>så anskues som et udtryk for en legitim<br />

måde at håndtere usikkerhed på. Hvis man ikke fjerner barnet, så vil<br />

eventuelle problemer kunne forbindes til valget ”at lade forældrene bevare<br />

myndigheden”. Ansvaret er sværere at forsvare end problemer, der opstår,<br />

når børnene er fjernet – så har man som sagsbehandler gjort, hvad man<br />

kunne – <strong>og</strong> problemerne stadfæster sig ikke umiddelbart til ens handling.<br />

70 pct. af disse anbringelser sker formelt frivilligt, eller som en<br />

del sagsbehandlere udtrykker det, som ’frivillig tvang’. Forældrene får ikke<br />

n<strong>og</strong>et alternativ. Igen sker dette ud fra den bedste hensigt – for børnenes<br />

<strong>og</strong> forældrenes skyld, men ofte i mangel af metoder <strong>og</strong> redskaber til andre<br />

handlemuligheder (Skov & Henningsen, 2001).<br />

Men er det nu altid det bedste for børnene? Hvad ved vi egentlig<br />

om, hvordan det går børnene? Der er forsket meget lidt i børn af udviklingshæmmede<br />

forældre. Jytte Faureholm har som én af de få sat fokus<br />

på disse børns vilkår. Hun har ikke specielt sat fokus på en sammenligning<br />

mellem de børn, som er vokset op i hjemmet, <strong>og</strong> de børn, som er<br />

anbragt uden for hjemmet. Men det fremgår tydeligt, at børnene generelt<br />

154

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!