Handicap og ligebehandling i praksis, Socialforskningsinstituttet 2008

man ikke kan tage hånd om sig selv – skal have hjælp – så kan man heller
ikke tage hånd om et barn. Dette synspunkt er i øvrigt i tråd med danskernes
generelle holdning til udviklingshæmmede som forældre (Olsen,
2000).
Følgende citater fra to medarbejdere, der blev interviewet i relation
til udviklingsarbejdet, illustrerer disse to forskellige holdninger:
Ligesom alle andre forældre har også udviklingshæmmede vidt
forskellige evner som forældre, alt afhængig af deres egen familiemæssige
baggrund, deres viden om og evne til at tage sig af
børn, og deres personlige erfaringer.
Vi sender dem på døgninstitution, så vi kan dokumentere, at de
er uegnede.
Vi ved ikke, om Lene og Jens kan varetage forældrerollen og barnets
tarv. Men vi ved, at der med den rette hjælp er flere udviklingshæmmede,
der kan påtage sig forældrerollen (Madsen, 1998; Feldman et al., 2004).
Problemet er, at man i myndighedsudøvelsen ofte lader sig styre
af fordomme og manglende viden om udviklingshæmmede. Formentlig i
den bedste mening eller i tro på, at det er det bedste. Hensynet til barnet
og forståelsen af et intelligenshandicap kan få myndigheder og fagfolk til
at tilsidesætte udviklingshæmmedes rettigheder og diskriminere.
AF HENSYN TIL BARNET
Siden 1980’erne er der kommet megen fokus på børns levevilkår og udviklingsbetingelser.
Dette fokus har medført, at børns rettigheder er
skrevet ind i loven. Det er også dette fokus, som udviklingshæmmede og
andre, som taler deres sag, bliver mødt med. Bekymringerne om børnene
er det tilladte grundlag for at fastholde mangelperspektivet, den manglende
intelligens, som grundlag for vurderinger og holdninger.
Kommunale sagsbehandlere, der har den opfattelse, at udviklingshæmmede
ikke kan være forældre, giver en kontant og restriktiv
rådgivning. Denne rådgivning er karakteriseret ved ’den såkaldte hårde
dialog’, hvor samtalen ofte slutter med en trussel om, at barnet vil blive
fjernet lige efter fødselen, eller at familien vil blive overvåget døgnet
rundt, hvis de vælger at få et barn (Skov & Henningsen, 2001). Sagsbehandlerne
giver udtryk for, at denne dialogform ikke er optimal, men er
153