Handicap og ligebehandling i praksis, Socialforskningsinstituttet 2008

nen. De havde en psykolog med. Jeg var lettet og regnede med,
at de kom for at hjælpe mig i den svære situation. Kommunen
havde imidlertid psykologen med for at undersøge min søn, som
de mente, det var bedst at fjerne på grund af mit handicap. Mig
ville de sende på plejehjem.
For voldsramte kvinder med handicap, der får omfattende hjælp og støtte
i hverdagen af handicapfagligt personale, tegner sig et billede af en
hjælp, der helt overvejende gives inden for en handicapfaglig ramme.
Blandt andet viser en mindre undersøgelse, gennemført af Socialt Udviklingscenter
(SUS) i 2004, at personalet på bo- og støttetilbud for udviklingshæmmede
ofte forsøger at håndtere overgrebssituationer inden for
egne rammer. I mange tilfælde sker der tilsyneladende ingen inddragelse
af professionel krisehjælp eller anmeldelse til politiet. Emnet er tabubelagt,
og uvidenhed om forebyggelse og håndtering af overgreb resulterer i
en stor grad af tilfældighed i støtten (SUS, 2004). I værste fald kan det
betyde, at der slet ikke bliver taget hånd om problemet, og at det negligeres,
at vold og overgreb er en kriminel handling og dermed strafbart. En
amtslig handicapkonsulent fortæller følgende historie fra et større botilbud
for udviklingshæmmede:
En kvinde blev kæreste med en nyindflyttet mand, der viste sig
at have alkoholproblemer og være lidt af en ’rod’. Kvinden syntes,
at manden var sjov, men var også bange for ham og havde
svært ved selv at sige fra. Både de ansatte pædagoger og jeg forsøgte
at ændre situationen ved samtale med begge parter, dog
uden held. I stedet forsøgte botilbuddet at etablere nogle rammer,
der kunne beskytte kvinden. Manden fik forbud mod at opsøge
kvinden og blev flyttet til en anden enhed i botilbuddet under
tæt opsyn. Jeg gennemførte herefter med positivt udbytte
samtaler med kvinden og manden hver for sig (Bjerre, 2004).
Historien viser på den ene side, at omsorgspligten, og traditionen for at
personalet handler over for mennesker med handicap, er medvirkende
til, at der rent faktisk bliver gjort noget for at stoppe volden – både over
for manden og kvinden – hvilket er positivt. Ud fra et handicappolitisk
og retsikkerhedsperspektiv kan man dog problematisere måden, hvorpå
støtten bliver givet. Der gives ikke den voldsfaglige støtte, som både
138