Handicap og ligebehandling i praksis, Socialforskningsinstituttet 2008

vilkår for en saglig og velfunderet rådgivning og sagsbehandling, der
fremmer ligebehandling.
Vi har argumenteret for, at det hverken er fagligt forsvarligt eller
relevant at videreformidle viden om ’borgernes kultur’, forstået som en
fast, uforanderlig substans – noget, der deles af mennesker uanset køn,
alder, uddannelsesbaggrund etc., fordi de har oprindelse i et bestemt land
eller verdensdel eller region. Ligeledes, at ’muslimsk handicapforståelse’
ikke eksisterer som en veldefineret fast størrelse, der karakteriserer holdninger
til handicap blandt mennesker med vidt forskellige erfaringer og
positioner, udelukkende fordi de er muslimer.
I undervisnings- og vejledningssituationer kommer vi med eksempler
på, at kultur, religion og normer har forskellig betydning for
forskellige mennesker med umiddelbart ens nationale eller religiøse baggrunde.
At man skal være opmærksom på egne forforståelser, på relationen
mellem parterne i mødet, på betydningen af egne kulturelle normer
og praksiser og på tendensen til blindhed over for egne indforståede,
selvfølgelige normer og regler.
Denne form for viden kan møde modstand i en sammenhæng,
hvor medarbejdere som udgangspunkt har haft den forventning, at de
skulle høre noget om borgernes kultur, religion og handicapforståelse.
Det har derfor krævet omtanke og erfaring at finde frem til en form og
tilgang, som gør, at medarbejdere kan høre budskabet uden at føle sig
anklagede. Integrationsfeltet er i forvejen et vanskeligt felt at formidle
viden inden for, fordi det er en udbredt opfattelse, at det er et individuelt
spørgsmål om egen moral og ’mavefornemmelse’, snarere end et fagligt,
professionelt anliggende. Vi plejer derfor at sige til medarbejderne, at det
naturligvis ikke udelukkende er dem, der har ansvaret for, at kommunikationen
lykkes. Borgeren har også et ansvar. Men som medarbejder er
man forpligtet til at udføre fagligt velfunderet rådgivning og sagsbehandling
i overensstemmelse med principperne om individuel vurdering
og brugerrettet forvaltning.
123