Handicap og ligebehandling i praksis, Socialforskningsinstituttet 2008

Det betyder, at mennesker fortolker og håndterer situationer i
forhold til konkrete levede omstændigheder og vilkår. ’Holdninger’ eksisterer
ikke som løsrevne fænomener, men vil bevæge sig og indgå i samspil
med konkrete situationer og begivenheder. Personer kan have nogle
socialt, kulturelt og måske også religiøst relaterede forudgående opfattelser
vedrørende mennesker med handicap og handicappets betydninger
og årsager. I praksis, dvs. i konkrete livserfaringer med handicap ændrer
disse holdninger og forståelser sig (ibid.).
Et forhold, der ser ud til at have relativt stor betydning for holdninger
til handicap, er, hvordan det omgivende samfund ser på handicap,
samt hvilke tilbud og muligheder der er til personer med handicap. Mange af
de borgere, vi har talt med, har, som tidligere nævnt, fx givet udtryk for,
at det er mere stigmatiserende at have et handicap i deres oprindelseslande,
samt at der er færre tilbud og dårligere adgang til hjælpemidler og
andre afhjælpende foranstaltninger til personer med handicap. Migration
er således også en faktor af betydning for holdninger til handicap, idet
holdninger indgår og ændres i samspil med det omgivende samfunds syn
på – og tilbud til – personer med handicap. Dette gælder uanset, om man
flytter til et land med flere eller færre muligheder for personer med handicap.
Forskellige mennesker med forskelligt køn, alder og grad af uddannelse
mv. vil have varierende opfattelser, holdninger og værdier som
følge af forskellige erfaringer, identitet og samfundsmæssig position. Det
gør, at man ikke kan gå ud fra, at folk har ensartede holdninger til og
forståelser af handicap, udelukkende fordi de har den samme nationale
baggrund eller religiøse overbevisning.
’DEN MUSLIMSKE HANDICAPOPFATTELSE’ OG LIGEBEHANDLING
Når medarbejdere efterspørger viden om ’den muslimske handicapforståelse’,
skyldes det sandsynligvis et oprigtigt ønske om at ’blive klædt
bedre på til mødet’, så de kan yde kompetent rådgivning og vejledning,
samt et ønske om at forstå borgere med muslimsk baggrund bedre. Og
det er heller ikke irrelevant at formidle viden om forskellige former for
kulturel praksis, der kan være gældende blandt nogle borgere med etnisk
minoritetsbaggrund. Problemet er, at ved at fokusere på kulturelle forhold
eller religiøsitet risikerer man at styrke den i forvejen udbredte opfattelse,
at det i mødet med borgere med etnisk minoritetsbaggrund altid
er borgerens kulturelle baggrund eller religion, der er årsag til problemer.
121