Handicap og ligebehandling i praksis, Socialforskningsinstituttet 2008

familiemedlemmer væk eller måske endda dræber nyfødte med handicap
(se fx Shak Jabiri og Farzana Shaheen citeret i Indvandrersmåbørn med handicap,
Københavns Kommune, 1995:8-9 og 14) (Feldman & Larsen,
2005:44). Imidlertid lægger den norske antropolog Benedicte Ingstad, der
har gennemført forskning i Botswana, med titlen på én af sine artikler
om emnet, ’The myth of disability in developing nations’ (’Myten om
handicap i udviklingslande’, Ingstad, 1999) op til, at forestillingen om, at
handicap skulle være belagt med en særlig grad af skam i udviklingslandene,
er en myte.
Man kan også vælge at benytte et andet begreb, nemlig begrebet
dominerende fortælling, der stammer fra antropologen E. Bruner: ”En sådan
er en overordnet fortælling, der florerer i et samfund, og hvis grundstruktur og grundtema
kan genfindes i utallige specifikke fortællinger.” (Bruner, 1986; Jacobsen &
Johansen, 2002:28). Det er en fortælling, som alle kender, og som alle
fortæller deres egne oplevelser i forhold til. Den organiserer og giver
betydning til det, som mennesker har oplevet, og kan samtidig være bestemmende
for udviklingen af fremtidige situationer (Feldman & Larsen,
2005:44).
Dette er også tydeligt i fortællingen om skam blandt etniske minoriteter
og i de lande og regioner, de har oprindelse i. Såvel medarbejdere
som borgere kender og refererer til den på trods af, at det er de
færreste, der har førstehåndserfaringer med den.
HVORNÅR AKTIVERES FORESTILLINGEN OM SKAM?
Fortællingen om skam ligger som en implicit ramme omkring møder
mellem medarbejder og borger med etnisk minoritetsbaggrund, især når
borgeren kategoriseres som ’muslim’, og der er risiko for, at fortællingen
vil præge medarbejderens fortolkninger af borgerens motiver, udsagn og
handlinger – også selv om borgeren ikke taler om skam. To eksempler
kan illustrere dette forhold:
115