Handicap og ligebehandling i praksis, Socialforskningsinstituttet 2008

ses som en analytisk implikation, der kan være en direkte hån mod mennesker,
der ikke har haft årevis til at sætte sig ind i komplekse kulturforståelser.
Den slags redegørelser for, hvad kultur er og ikke er, kræver
længere forklaringer, der tager en vis tid, og selve det, at der bruges meget
tid på emnet, kan efterlade indtrykket af, at det der med kulturen er
meget vigtigt, når det gælder etniske minoriteter. Så er vi tilbage til de
ovennævnte uheldige implikationer. Vi formidler derfor til medarbejdere,
at:
– Kultur, religion og normer har forskellig betydning for forskellige
mennesker med umiddelbart samme nationale eller religiøse baggrund.
Forskellige livserfaringer, køn, alder, uddannelsesbaggrund
mv. giver forskellige fortolkninger, udsyn, normer og værdier. Man
kan ikke gå ud fra, at fordi en person siger: I vores kultur gør vi sådan,
så er det det, der gælder for alle personer med pågældende nationale
eller religiøse baggrund.
FORFORSTÅELSEN OM SKAL OVER HANDICAP
Et eksempel på opfattelsen af, at etniske minoritetsborgeres kultur og
religion spiller en stor rolle i mødet, er antagelsen af, at der er en særlig
grad af skam over handicap blandt etniske minoriteter og i de lande, de
kommer fra. At det er en ’del af deres kultur’, at ’de skammer sig’, ’ikke
ønsker at tale om handicappet på grund af følelser af skam’, ’isolerer sig’
og måske fravælger tilbud og foranstaltninger, der kan synliggøre handicappet
for andre:
Medarbejder: (…) Meget ofte ved vi, at der er fordomme omkring
at have handicappede børn. Det ved vi godt (…) Altså, der er jo
nogle lande, hvor det virkelig er ilde set, ikke?
Interviewer: OK. Det med, at der er mange fordomme omkring at
have handicappede børn, hvordan oplever I det?
Medarbejder: Men det er (…) en hel anden problematik, vi snakker
om i forhold til, hvordan de føler det at have et handicap.
113