Handicap og ligebehandling i praksis, Socialforskningsinstituttet 2008

og i Danmark om det sjældne handicap samt behandlings- og støttemulighederne.
Men i langt de fleste tilfælde får familierne praktisk og
følelsesmæssig støtte fra den udvidede familie.
RELIGIONENS BETYDNING
Familierne oplyser, at religion hører til under privatsfæren og ikke bør
sammenblandes med den behandling, de modtager på hospitalet eller hos
sagsbehandleren. De mener ikke, at der skal laves særlige tilbud på baggrund
af deres etniske baggrund.
Ægtepar fra Irak: Behandling bør indgå i danske tilbud, det er
bedre. Vi tænker slet ikke på den måde, tænker ikke på religion.
Vi er muslimer, men vi bruger ikke religion først for at behandle
vores datter. Vi tror på videnskab, viden, gode mennesker, undervisning,
og kærlighed er først. (Poulsen, 2006)
For de af familierne, som er religiøse, bruges religionen primært som
trøst. Cirka halvdelen af de interviewede er religiøse. Talemåder som, ’det
er guds vilje’, betyder hverken, at der er tale om en straf, eller at man
skammer sig, er passiv eller ikke ønsker tilbud til sit barn. Men religiøse
talemåder kan let misforstås af behandlere og læger.
Som tidligere beskrevet, forekommer der blandt læger og sagsbehandlere
en række generaliseringer om etniske minoriteters kultur, der
kan have indvirkning på de tilbud, familierne får (Poulsen, 2006):
Læge: Det er nemmere med muslimerne, det er bare inshe Allah,
og så går det, ikke!?
Læge: De er mere accepterende. Muslimer er generelt mere accepterende
over for at få et barn med et handicap, end danskere
er.
Interviewer: Er de så ikke lige så kede af det?
Læge: Jo, men de klager ikke så meget. Der er forskel i sygdomsopfattelse
og dødsopfattelse. (…)
98