Download PDF - WebProof

Aldring
Aktiv aldring set fra de
Gamle mennesker vil selv bestemme, hvad de skal bruge alderdommen til, men begrebet aktiv aldring præsenterer nogle specifikke
forventninger til de gamle. Forventinger, som de gamle ikke nødvendigvis ønsker at leve op til. Det viser et ph.d.-projekt
fra københavnsområdet baseret på etnografiske metoder.
Af Aske Juul Lassen, cand.mag.
Carl på 78 år hæver snapseglasset, blinker med det ene øje, skåler
og siger: ”Det her er aktiv aldring.” Aktivitetsklubben i København
er en forening for ældre, hvor samværet og fællesskabet er i centrum.
At komme ud ad døren og få talt med kammeraterne er for
denne gruppe af ældre ofte aktivitet nok i sig selv.
Senere forklarer Carl, at han svømmer 800 meter hver morgen i
den lokale svømmehal, og siger, at det er aktiv aldring. Aktiv aldring
er ved at blive et begreb, mange ældre tilpasser deres liv og
hverdag, og som de former og gør uventede ting med. I den optik
er aktiv aldring ikke bare motion og arbejde, men også politisk engagement,
fjernsynskiggeri, sex, kortspil og, som det ovenstående
eksempel viser, snapsedrikkeri.
Det nye plusord
2012 var EU-år for aktiv aldring og solidaritet mellem generationerne.
Det er efterhånden en velkendt smøre, at vi bliver flere og
flere ældre og færre og færre til at forsørge. Aktiv aldring kan ses
som en måde at omskrive denne udfordring på; at pege på, at alderdommen
ikke behøver at være ren armod og forfald, men at
man godt kan leve et aktivt liv, selvom man har passeret de 65.
Ifølge EU og WHO handler aktiv aldring om at være selvstændig,
holde sig i gang, tage del i samfundet og blive på arbejdsmarkedet
eller arbejde frivilligt. Det drejer sig om at optimere sine potentialer
for ”sundhed, deltagelse og sikkerhed” (3). Oftest udmønter
konkrete politiske tiltag på området sig dog til at fokusere på fysisk
aktivitet. Dette ses i Sundhedsstyrelsens udspil fra 2008 om
fysisk aktivitet og ældre (2) samt på EU-niveau i 2012’s World
Congress on Active Ageing, hvor fokus er på ”the latest research
evidence and best practice on physical activity”.
Individualiseret ansvar
Begrebet aktiv aldring kritiseres ofte for at være en individualiserende
politisk strategi, der skubber det kollektive ansvar for
samfundets svage ældre over på de ældres egne skuldre (1). Når
de ældre skal have hjælp til at få sokker på, er det deres egen skyld,
fordi de ikke har holdt sig fysisk i gang. Det er dermed ikke et udtryk
for at have levet et langt liv, som medfører fysiske gener. Når
Dagmar på 80 år har båret rundt på sin syge mand igennem syv år
og har arbejdet som rengøringskone igennem 37 år, er spørgsmålet,
hvis ansvar den nedslidte krop er, og efterfølgende hvem der
skal betale for dens pleje.
På den måde skriver aktiv aldring sig ind i en lang diskussion indenfor
alderdomsforskningen om aldringens årsag, betydning og
eventuelle løsning. Hvad der står klart, er dog, at der ofte er lang
vej fra de bonede gulve, hvorpå aktive aldringspolitikker formuleres,
til den hverdag, aktive ældre som Dagmar og Carl befinder
sig i.
Forskning i de aktive
Med mit ph.d.-projekt ”Aktiv Aldring, fællesskab og velfærdsteknologi”
på Center for Sund Aldring på Københavns Universitet
undersøger jeg, hvordan aktiv aldring er en del af de ældres hverdag.
Aktiv aldring er mere end individualisering, fysisk aktivitet
og policy-programmer. Projektet fokuserer på de aktive ældres
hverdag, og hvordan de tager del i fællesskaber på aktivitetscentre,
samt hvordan velfærdsteknologi (blodsukkermålere, smart
homes, ældrealarmer etc.) er en del af det aktive ældreliv. Ved at
forstå aktiv aldring fra de ældres eget perspektiv viser jeg, hvordan
aktiv aldring kan betyde et virvar af forskellige ting. Dette
betyder også, at der er mange forskellige måder at lave aktiv aldringspolitik
på; gode og dårlige, inkluderende og ekskluderende,
samt mange måder at udvikle velfærdsteknologi på.
Ved hjælp af etnografiske metoder kortlægger jeg de ældres forståelse
af aktiv aldring, og hvordan de praktiserer aktiv aldring.
Jeg observerer og deltager i de ældres aktiviteter på to forskellige
aktivitetscentre i Københavnsområdet. Derigennem opnår jeg en
sproglig og kropslig forståelse af aktiviteter som pilates, smedearbejde,
banko, billard og motionstræning. Derudover interviewer
jeg en del af de ældre fra aktivitetscentrene om fællesskaber, teknologibrug
og det at være aktiv ældre. Den overordnede hensigt
med forskningsprojektet er at forstå, hvordan velfærdsteknologier
bruges af de aktive ældre, hvilke erfaringer de har gjort sig med
dem, deres holdning til dem, og hvordan de eventuelt kan blive en
del af deres fællesskaber.
Robotteknologi i ældrepleje
Andrea på 75 år har hjerteproblemer, podagra og osteoporose og
blev kureret for brystkræft for to år siden. Hun har fået stillet et
væld af velfærdsteknologier i udsigt, ”der kan måle mit ve og vel
og passe ordentligt på mig,” som hun siger. Men hun vil kun tage
imod dem, hvis det er absolut livsnødvendigt. Ny teknologi virker
fremmed på hende og fjerner ”nærværet og det menneskelige”.
Velfærdsteknologier præsenteres ofte som løsningen på de
ældre som byrde. Hvis vi kan opfinde teknologier, der kan holde
62 Sygeplejersken 3.2013