Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 4 · Grundlaget for og behandlingen af asylsager
vatretligt forhold, som ikke var omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet
bemærkede endvidere, at de trusler, som den mandlige ansøger blev
udsat for fra sin families naboer, ikke havde været af en sådan karakter, at de
kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet
lagde herved vægt på, at der havde været tale om en enkeltstående episode,
som ikke kunne antages at være myndighedsunderstøttet. Nævnet fandt således,
at den mandlige ansøger måtte henvises til at søge beskyttelse hos myndighederne
i Kosovo-provinsen. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at oplysningerne
om de generelt vanskelige forhold for etniske romaer og ægtefæller af
forskellig etnicitet i Kosovo-provinsen i sig selv kunne anses for asylbegrundende,
og nævnet fandt heller ikke, at de generelle forhold for etniske albanere
i Serbien og Montenegro i sig selv kunne anses for asylbegrundende. Den
beskikkede advokat havde i et skriftligt indlæg anført, at Flygtningenævnets
fortolkning af flygtningekonventionen af 28. juli 1951 var i strid med den fortolkning
af flygtningekonventionen, som foretages af FN’s organer, og at nævnet
var forpligtet til at inddrage alle de fortolkningsbidrag, der knytter sig til
konventionen. Nævnet bemærkede hertil, at nævnet ved bedømmelsen af, om
en asylansøger er omfattet af udlændingelovens § 7 træffer afgørelse ud fra en
konkret og individuel vurdering af sagens faktiske omstændigheder sammenholdt
med de foreliggende baggrundsoplysninger om det land, hvorfra den
pågældende person kommer. I vurderingen inddrages endvidere de internationale
retskilder, som nævnet har pligt til i henhold til udlændingeloven, herunder
UNHCR’s Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus.
I overensstemmelse hermed tager nævnet stilling til de påberåbte forhold,
der er gjort gældende i forhold til den konkrete ansøger, og den påberåbte
risiko for forfølgelse, som denne person anses for udsat for. Nævnet fandt ikke
anledning til nærmere at kommentere de af den beskikkede advokat mere
generelt prægede påstande og anbringender, herunder vedrørende internationale
retsafgørelser og rapporter, eget rejsereferat, forfatteres retsdogmatiske
udredninger og generelle betragtninger om internationale aftalers bindende
virkning m.v. Nævnet bemærkede som i andre lignende sager endvidere, at det
forhold, at UNMIK, UNHCR eller andre FN-organer måtte fraråde tvangsmæssig
udsendelse til Kosovo af personer fra visse minoritetsgrupper, ikke i sig selv
kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet bemærkede
herved, at det faldt uden for nævnets kompetence at tage stilling til, om
der var grundlag for at meddele opholdstilladelse efter andre bestemmelser i
udlændingeloven. Flygtningenævnet fandt ikke, at det i den beskikkede advokats
skriftlige indlæg i øvrigt anførte kunne føre til en ændret vurdering. Endelig
fandt nævnet ikke, at oplysningerne om ansøgernes helbredsmæssige forhold
kunne føre til en ændret vurdering. Ansøgerne opfyldte herefter ikke
betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens
62