Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 4 · Grundlaget for og behandlingen af asylsager
kus havde indgivet ansøgning om asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 4, jf.
lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001, ikke kunne føre til, at asylsagen
skulle behandles efter de regler, der gjaldt forud for juli 2002. BR14/8
Flygtningenævnet stadfæstede i august 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse
vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1980. Indrejst i marts 2003.
Under nævnsmødet i juni 2004 besluttede nævnet efter votering at udsætte
sagen med henblik på at indhente oplysninger om klanforholdene i Irak. Sagen
blev efterfølgende afgjort på skriftligt grundlag. Flygtningenævnet lagde til
grund, at ansøgeren er etnisk kurder. Ansøgeren havde ikke været politisk
aktiv og havde ikke haft konflikter med myndighederne. Ansøgeren havde
som asylmotiv henvist til, at han frygtede sin kærestes familie, der ville slå ham
ihjel. Ansøgeren havde et seksuelt forhold til sin kæreste, der blev gravid, og
familien slog hende ihjel, og nu ville familien også slå ham ihjel. Ansøgeren
havde i den forbindelse oplyst, at kærestens familie havde efterstræbt ham
både i Irak og i Istanbul. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer bemærkede,
at uanset om ansøgerens forklaring blev lagt til grund, fandtes han ikke
cirka fem år efter sin udrejse af Irak at være i risiko for konkret og individuel
forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til Irak. Flertallet
bemærkede, at det forhold, at kærestens familie skulle stræbe ansøgeren
efter livet, ikke i sig selv kunne begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Der
forelå således et kriminelt, privatretligt forhold, og ansøgeren måtte henvises til
at søge beskyttelse hos sin klan, myndighederne eller koalitionsstyrkerne. Flertallet
bemærkede, at det efter baggrundsoplysningerne, herunder notat af 10.
august 2004 om klanstridigheder i Irak og notat af 20. januar 2005 om tribalisme
i Irak, begge udfærdiget af Integrationsministeriets udlændingeattaché i Irak,
måtte lægges til grund, at henholdsvis ansøgerens klan og kærestens klan var
forholdsvis små klaner, som ikke betragtedes som særligt magtfulde klaner.
Det fremgår af notaterne, at i tilfælde, hvor en person har en konflikt med en
anden klan, vil der som regel finde en form for forhandling sted mellem klanernes
ledere, og der vil blive fundet en løsning i form af udbetaling af kontanter
til den forulempede klan. Det er usandsynligt, at en person bliver nødt til at forlade
Irak på grund af frygt for forfølgelse fra en anden klan. Dette vil kun være
tilfældet, hvis den pågældende har gjort sig skyldig i en meget forkastelig forbrydelse.
Flertallet bemærkede videre, at ansøgerens forhold ikke kunne anses
at have en sådan karakter, at han ikke ville kunne søge beskyttelse i Irak. Ansøgeren
måtte i øvrigt, såfremt han ikke fandt at kunne vende tilbage til sin landsby,
henvises til at tage ophold et andet sted i Irak, der lå fjernt fra kærestens
familie. Nævnet fandt endvidere ikke, at situationen i Irak, uanset at den generelt
set var usikker, kunne begrunde asyl. Ansøgeren opfyldte derfor ikke
56