Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 8 · Praksis i spontansager opdelt efter ansøgernes nationalitet
overfor de henholdsvis polske og danske udlændingemyndigheder, at ansøgerne
ikke havde kunnet redegøre for dette forhold på overbevisende måde, og
at det ikke var troværdigt, at den mandlige ansøger var rejst frem og tilbage
mellem Polen og Tjetjenien. På denne baggrund lagde flertallet til grund, at
ansøgerne havde opholdt sig problemfrit i Tjetjenien frem til udrejsen til Polen.
Under disse omstændigheder, og henset til det sene fremkomsttidspunkt, kunne
der ikke lægges nogen vægt hverken på den påberåbte telefaxskrivelse eller
på en erklæring fra februar 2005 fra et ministerium i den tjetjenske republik.
Den fremlagte tilsigelse kunne ikke føre til nogen ændret vurdering. Der lagdes
herved vægt på det ovenfor anførte sammenholdt med, at tilsigelsen angiveligt
vedrørte en civil sag. Der var således ikke i forbindelse med ægthedsvurderingen
fremkommet oplysninger, der underbyggede det påberåbte asylmotiv.
Flertallet kunne herefter ikke lægge til grund, at ansøgerne havde været forfulgt
ved udrejsen, eller at de ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede
forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages,
at de ved en tilbagevenden skulle være i en konkret særlig risiko for at blive
udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. BR14/127
Nævnet stadfæstede i oktober 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende
et ægtepar fra Rusland, født i 1960 (M) og 1964 (K), samt to børn. Indrejst i
juli 2004. Flygtningenævnet bemærkede indledningsvist, at ansøgerne under
sagsforløbet havde forklaret divergerende – også indbyrdes - om væsentlige
forhold. Ansøgerne er etniske tjetjenere, begge født og opvokset i Tjetjenien.
Ingen af dem havde været medlem af politiske partier eller i øvrigt været politisk
aktive. Den mandlige ansøger havde hverken deltaget i den første eller
anden tjetjenske krig. Han havde ifølge sin forklaring i Udlændingestyrelsen
sympatiseret med oprørerne og hjulpet med madvarer. Flygtningenævnet lagde
til grund, at den mandlige ansøger og hans lillebroder blev tilbageholdt i en
lejr i cirka en måned i 1995, og at ansøgeren under tilbageholdelsen var udsat
for fysiske overgreb. Flygtningenævnet fandt imidlertid ikke, at denne hændelse
på tidspunktet for nævnets afgørelse kunne begrunde asyl. Nævnet fandt
heller ikke, at de generelt vanskelige forhold i Tjetjenien kunne begrunde asyl.
Selvom Flygtningenævnet måtte lægge til grund, at den mandlige ansøger havde
været tilbageholdt i en kort periode i november/december 2003, fandt nævnet
ikke, at dette i sig selv var asylbegrundende. Flygtningenævnet lagde herved
blandt andet vægt på, at ansøgeren blev løsladt mod betaling uden yderligere
betingelser, således som det også var tilfældet i 1995, og at han under tilbageholdelsen
ifølge sin egen forklaring under samtalen med Udlændingestyrelsen
hverken blev udsat for overgreb eller afhøring. Nævnet bemærkede, at
tilbageholdelsen måtte anses som led i de generelle forhold i Tjetjenien. Ansøgeren
opholdt sig herefter i cirka et halvt år i Tjetjenien, før han udrejste. Den
230