Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 8 · Praksis i spontansager opdelt efter ansøgernes nationalitet
blev udsat for fysiske overgreb. Han fik endvidere ordre om, at lukke øjnene for
korruptionen. I 2000 blev ansøgeren pålagt at tage til Syrien for at gøre tjeneste.
Ansøgeren havde i den forbindelse forklaret, at det iranske militær ofte sendte
personer til Syrien, som de havde et udestående med, og der pålagde dem at
udføre farlige aktiviteter. Ansøgeren gik herefter i skjul. Ved en tilbagevenden
til Iran frygtede ansøgeren gardisterne, som sidder i den nuværende regering.
Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren i det væsentlige havde afgivet samme
forklaring og samme oplysninger om sine konflikter under hele behandlingen
af asylsagen. På denne baggrund kunne nævnet ikke afvise, at ansøgeren ved
en tilbagevenden til Iran risikerede at blive udsat for overgreb, som det ikke
kunne kræves, at ansøgeren skulle tåle. Ansøgeren havde derfor krav på opholdstilladelse
efter udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 711
af 1. august 2001. Ansøgerens ægtefælle blev i konsekvens af ansøgeren tillige
meddelt opholdstilladelse efter samme bestemmelse. BR14/106
8.15.2 Religiøse forhold
Nævnet stadfæstede i oktober 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende
en kvindelig statsborger fra Iran, født i 1980. Indrejst i november 2004. Flygtningenævnet
fandt efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring, at det
måtte henstå som ganske usikkert, om ansøgeren i oktober 2003 var blevet døbt
i hjemlandet på den af hende beskrevne måde. Flygtningenævnet lagde i den
forbindelse vægt på, at det fremgik af de foreliggende baggrundsoplysninger,
at den armenske kirke i Iran ikke tolererede dåbshandlinger vedrørende muslimske
iranere, og nævnet fandt herefter, at det måtte have formodningen mod
sig, at hun på den af hende beskrevne måde havde kunnet overtale en armensk
præst til en sådan dåbshandling. Uanset om det imidlertid kunne lægges til
grund for sagen, at dåbshandlingen havde fundet sted, fandt nævnet – efter ansøgerens
egen forklaring – at kunne lægge til grund for sagen, at dette ikke var
kommet til de iranske myndigheders kendskab forud for ansøgerens udrejse.
Ansøgeren havde oplyst, at hun efter sin indrejse i Danmark havde sendt et
brev til sin familie, hvori hun angav, at hun var blevet døbt, men at det pågældende
brev ikke var modtaget af hendes familie. Uanset om denne forklaring
måtte kunne lægges til grund for sagen, fandt Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort
af ansøgeren, at den omstændighed, at familien ikke havde modtaget
brevet, var ensbetydende med, at brevet var kommet i de iranske
myndigheders besiddelse. Ansøgeren havde videre anført, at hendes mor havde
fortalt hende, at moderen havde oplyst til sin bror, som angiveligt skulle
have forbindelse til den iranske efterretningstjeneste, at ansøgeren var konverteret
til kristendommen. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren på overbevisende
måde havde godtgjort, at hendes mor på denne måde havde
eksponeret hende i forhold til myndighederne. I øvrigt bemærkede Flygtninge-
212