Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 8 · Praksis i spontansager opdelt efter ansøgernes nationalitet
retlige status sammenholdt med EMRK art. 14 og Børnekonventionen § 2, stk.
22, føre til, at ansøgeren fik samme status som den øvrige familie. Flygtningenævnet
fandt ikke, at ansøgeren på baggrund af faderens omtalte aktiviteter tilhørte
nogen særlig gruppe omfattet af Flygtningekonventionen. Med hensyn til
faderens forhold lagde Flygtningenævnet vægt på, at faderen blev tilbageholdt
af Taleban i oktober 1998, at faderen flygtede på grund af konflikten med Taleban,
og at faderen i øvrigt var i stand til at opholde sig og arbejde i hjemlandet
frem til tilbageholdelsen. Taleban er ikke længere ved magten, og da faderens
aktiviteter for PDPA og Junbish-melli ikke kunne antages at have bragt ham i
et asylbegrundende modsætningsforhold til de nuværende magthavere i
Afghanistan, kunne det ikke lægges til grund, at ansøgeren skulle være i risiko
for asylbegrundende forfølgelse på grund af faderens forhold, eller at ansøgeren
ved en tilbagevenden skulle være i en konkret særlig risiko for at blive
udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Med hensyn til
spørgsmålet om konsekvensstatus er det efter fast nævnspraksis blandt andet
en betingelse, at det asylgrundlag, der førte til, at hovedpersonen fik asyl, fortsat
er til stede. Efter det ovenfor anførte fandt Flygtningenævnet ikke, at dette
grundlag længere var til stede, jf. udlændingelovens § 7. Betingelserne for at
meddele ansøgeren opholdstilladelse som konsekvens af faderens status var
derfor allerede af denne grund ikke til stede. Den omstændighed, at den danske
paslovgivning muligt lægger hindringer i vejen for, at ansøgeren kunne få et
pas, kunne ikke medføre, at ansøgeren som følge af et hensyn til familiens
enhed – eller på andet lignede grundlag – herefter opfyldte betingelserne for at
få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. BR14/88
Der henvises endvidere til resuméer gengivet i kapitel 4.1.2.1, BR14/7 og BR14/
12, kapitel 4.3.4, BR14/20, kapitel 6.1, BR14/26 og BR14/27 og kapitel 6.2,
BR14/28 og BR14/30.
5 stadfæstelser
0 tilladelser
8.2 Albanien
Nævnet stadfæstede i marts 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende
et ægtepar fra Albanien, født i 1966 (M) og 1974 (K), samt to børn. Indrejst i
august 2004. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens
§§ 53, stk. 8, og 56, stk. 3. Ansøgerne havde som asylmotiv henvist
til, at den mandlige ansøgers fætter havde slået sin svoger ihjel, og at denne familie
nu søgte blodhævn over drabet. Da fætteren var flygtet straks efter drabet,
var den mandlige ansøger det eneste tilbageværende mandlige
familiemedlem, som den pågældende familie kunne hævne sig imod. Flygtningenævnet
udtalte, at ansøgerne er albanske statsborgere. De havde ikke
været politisk aktive og havde ikke haft konflikter med de albanske myndigheder.
Uanset om det lagdes til grund, efter ansøgernes forklaring, at de havde
198