Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 1 - Flygtningenævnet Kapitel 1 - Flygtningenævnet

flygtningenaevnet.dk
from flygtningenaevnet.dk More from this publisher
19.02.2014 Views

Kapitel 8 · Praksis i spontansager opdelt efter ansøgernes nationalitet 8.1.5 Konsekvensstatus Nævnet stadfæstede i februar 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født i 1965, samt fire børn. Indrejst i april 2004. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv. Under ægtefællens fængsling kunne ansøgeren og børnene opholde sig i Kabul. Efter flugten fra Kabul, først til en by og siden til en anden by, måtte det lægges til grund, at ansøgeren ikke havde været udsat for fysiske overgreb i forbindelse med eftersøgningen af ægtefællen. Flygtningenævnet fandt i øvrigt ikke, at den chikane og de trusler, som ansøgeren og hendes børn havde været udsat for i forbindelse med eftersøgningen af ægtefællen, havde haft et sådant omfang, at det kunne karakteriseres som forfølgelse. Ansøgeren kunne derfor ikke anses for forfulgt ved sin udrejse af Afghanistan, og Flygtningenævnet fandt heller ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerede forfølgelse. Ansøgerens ægtefælle udrejste af Afghanistan i april 2001. Det er uklart, hvornår ansøgeren udrejste af Afghanistan, men det har efter de foreliggende oplysninger tidligst været i 2002. Ægtefællen indrejste i Danmark i august 2001, mens ansøgeren først indrejste i Danmark i april 2004. Under disse omstændigheder fandtes ansøgeren ikke at opfylde betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse som konsekvens af ægtefællens opholdstilladelse. Der var herved ikke taget stilling til, om ægtefællen på tidspunktet for nævnsbehandlingen ville opfylde betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse. De generelle forhold for kvinder i Afghanistan kunne ikke i sig selv medføre opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. BR14/87 Nævnet stadfæstede i november 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mindreårig statsborger fra Afghanistan, født i Danmark i 2003. Ansøgeren har opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Ansøgerens fader blev i december 2000 meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgerens fader havde på ansøgerens vegne søgt om, at ansøgeren blev tillagt asylstatus i konsekvens af faderens opholdstilladelse. Til brug for vurderingen af ansøgerens asylansøgning var ansøgerens fader indkaldt til mødet i Flygtningenævnet for at afgive forklaring. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var undfanget og født i Danmark og er afghansk statsborger. Ansøgerens fader havde som det væsentligste asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede asylbegrundende forfølgelse på grund af sit tidligere medlemskab af PDPA og Junbish-melli. Ansøgeren ville som familiemedlem blive betragtet på samme måde som faderen. Herudover ønskede faderen, at ansøgeren i hvert fald fik asyl som konsekvens af faderens status. Endelig måtte hensynet til familiens fælles asyl- 197

Kapitel 8 · Praksis i spontansager opdelt efter ansøgernes nationalitet retlige status sammenholdt med EMRK art. 14 og Børnekonventionen § 2, stk. 22, føre til, at ansøgeren fik samme status som den øvrige familie. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren på baggrund af faderens omtalte aktiviteter tilhørte nogen særlig gruppe omfattet af Flygtningekonventionen. Med hensyn til faderens forhold lagde Flygtningenævnet vægt på, at faderen blev tilbageholdt af Taleban i oktober 1998, at faderen flygtede på grund af konflikten med Taleban, og at faderen i øvrigt var i stand til at opholde sig og arbejde i hjemlandet frem til tilbageholdelsen. Taleban er ikke længere ved magten, og da faderens aktiviteter for PDPA og Junbish-melli ikke kunne antages at have bragt ham i et asylbegrundende modsætningsforhold til de nuværende magthavere i Afghanistan, kunne det ikke lægges til grund, at ansøgeren skulle være i risiko for asylbegrundende forfølgelse på grund af faderens forhold, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Med hensyn til spørgsmålet om konsekvensstatus er det efter fast nævnspraksis blandt andet en betingelse, at det asylgrundlag, der førte til, at hovedpersonen fik asyl, fortsat er til stede. Efter det ovenfor anførte fandt Flygtningenævnet ikke, at dette grundlag længere var til stede, jf. udlændingelovens § 7. Betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse som konsekvens af faderens status var derfor allerede af denne grund ikke til stede. Den omstændighed, at den danske paslovgivning muligt lægger hindringer i vejen for, at ansøgeren kunne få et pas, kunne ikke medføre, at ansøgeren som følge af et hensyn til familiens enhed – eller på andet lignede grundlag – herefter opfyldte betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. BR14/88 Der henvises endvidere til resuméer gengivet i kapitel 4.1.2.1, BR14/7 og BR14/ 12, kapitel 4.3.4, BR14/20, kapitel 6.1, BR14/26 og BR14/27 og kapitel 6.2, BR14/28 og BR14/30. 5 stadfæstelser 0 tilladelser 8.2 Albanien Nævnet stadfæstede i marts 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Albanien, født i 1966 (M) og 1974 (K), samt to børn. Indrejst i august 2004. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens §§ 53, stk. 8, og 56, stk. 3. Ansøgerne havde som asylmotiv henvist til, at den mandlige ansøgers fætter havde slået sin svoger ihjel, og at denne familie nu søgte blodhævn over drabet. Da fætteren var flygtet straks efter drabet, var den mandlige ansøger det eneste tilbageværende mandlige familiemedlem, som den pågældende familie kunne hævne sig imod. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne er albanske statsborgere. De havde ikke været politisk aktive og havde ikke haft konflikter med de albanske myndigheder. Uanset om det lagdes til grund, efter ansøgernes forklaring, at de havde 198

<strong>Kapitel</strong> 8 · Praksis i spontansager opdelt efter ansøgernes nationalitet<br />

retlige status sammenholdt med EMRK art. 14 og Børnekonventionen § 2, stk.<br />

22, føre til, at ansøgeren fik samme status som den øvrige familie. Flygtningenævnet<br />

fandt ikke, at ansøgeren på baggrund af faderens omtalte aktiviteter tilhørte<br />

nogen særlig gruppe omfattet af Flygtningekonventionen. Med hensyn til<br />

faderens forhold lagde Flygtningenævnet vægt på, at faderen blev tilbageholdt<br />

af Taleban i oktober 1998, at faderen flygtede på grund af konflikten med Taleban,<br />

og at faderen i øvrigt var i stand til at opholde sig og arbejde i hjemlandet<br />

frem til tilbageholdelsen. Taleban er ikke længere ved magten, og da faderens<br />

aktiviteter for PDPA og Junbish-melli ikke kunne antages at have bragt ham i<br />

et asylbegrundende modsætningsforhold til de nuværende magthavere i<br />

Afghanistan, kunne det ikke lægges til grund, at ansøgeren skulle være i risiko<br />

for asylbegrundende forfølgelse på grund af faderens forhold, eller at ansøgeren<br />

ved en tilbagevenden skulle være i en konkret særlig risiko for at blive<br />

udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Med hensyn til<br />

spørgsmålet om konsekvensstatus er det efter fast nævnspraksis blandt andet<br />

en betingelse, at det asylgrundlag, der førte til, at hovedpersonen fik asyl, fortsat<br />

er til stede. Efter det ovenfor anførte fandt Flygtningenævnet ikke, at dette<br />

grundlag længere var til stede, jf. udlændingelovens § 7. Betingelserne for at<br />

meddele ansøgeren opholdstilladelse som konsekvens af faderens status var<br />

derfor allerede af denne grund ikke til stede. Den omstændighed, at den danske<br />

paslovgivning muligt lægger hindringer i vejen for, at ansøgeren kunne få et<br />

pas, kunne ikke medføre, at ansøgeren som følge af et hensyn til familiens<br />

enhed – eller på andet lignede grundlag – herefter opfyldte betingelserne for at<br />

få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. BR14/88<br />

Der henvises endvidere til resuméer gengivet i kapitel 4.1.2.1, BR14/7 og BR14/<br />

12, kapitel 4.3.4, BR14/20, kapitel 6.1, BR14/26 og BR14/27 og kapitel 6.2,<br />

BR14/28 og BR14/30.<br />

5 stadfæstelser<br />

0 tilladelser<br />

8.2 Albanien<br />

Nævnet stadfæstede i marts 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende<br />

et ægtepar fra Albanien, født i 1966 (M) og 1974 (K), samt to børn. Indrejst i<br />

august 2004. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens<br />

§§ 53, stk. 8, og 56, stk. 3. Ansøgerne havde som asylmotiv henvist<br />

til, at den mandlige ansøgers fætter havde slået sin svoger ihjel, og at denne familie<br />

nu søgte blodhævn over drabet. Da fætteren var flygtet straks efter drabet,<br />

var den mandlige ansøger det eneste tilbageværende mandlige<br />

familiemedlem, som den pågældende familie kunne hævne sig imod. Flygtningenævnet<br />

udtalte, at ansøgerne er albanske statsborgere. De havde ikke<br />

været politisk aktive og havde ikke haft konflikter med de albanske myndigheder.<br />

Uanset om det lagdes til grund, efter ansøgernes forklaring, at de havde<br />

198

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!