Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 8 · Praksis i spontansager opdelt efter ansøgernes nationalitet
af svigerfamilien byggede i det væsentlige på oplysninger, som hendes fader
skulle være fremkommet med under telefonsamtaler. Oplysningerne herom
var hovedsageligt først fremkommet i forbindelse med nævnsmødet. Det lagdes
til grund, at ansøgeren i Afghanistan fortsat havde familiemedlemmer
boende, som hun havde besøgt. Det kunne således ikke lægges til grund, at
ansøgeren var uden netværk. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at
risikoen for, at ansøgeren som følge af skilsmissen måtte blive dræbt, var nærliggende.
Flygtningenævnet fandt heller ikke, at der var tilsvarende risiko for
umenneskelig behandling eller anden behandling. Ansøgeren sås herefter ikke
omfattet af hverken udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. BR14/85
Nævnet stadfæstede i maj 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et
ægtepar fra Afghanistan, født i 1952 (M) og i 1953 (K), samt to børn. Indrejst i
august 2003 (M) og i april 2004 (K). Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerne
er etniske qizilbashere og shia muslimer, at de ikke havde været politisk
aktive eller i øvrigt udført aktiviteter, der havde profileret dem i offentligheden,
og at de ikke havde været udsat for straffeprocessuelle indgreb. Ansøgernes
konflikter med Taleban kunne ikke begrunde asyl, idet Taleban ikke længere
var ved magten. Afbrændingen af familiens hus kunne heller ikke i sig selv
begrunde asyl. Det måtte antages, at der var tale om en enkeltstående begivenhed.
Hertil kom, at det ikke konkret var konstateret, om branden blev påsat, og
at den mandlige ansøger havde forklaret upræcist om begivenhederne under
og efter branden. Den chikane, som ansøgerne i øvrigt havde oplyst at have
været udsat for, havde ikke haft et sådant omfang og intensitet, at den kunne
sidestilles med en af udlændingelovens § 7 omfattet forfølgelse. Det blev herved
særligt bemærket, at den mandlige ansøger for Flygtningenævnet havde
oplyst, at han ikke havde truffet beslutning om udrejse på tidspunktet for den
kvindelige ansøgers udrejse. Endelig lagde nævnet vægt på, at drabet på den
mandlige ansøgers broder lå tilbage i tid, og at broderen blev dræbt under Taleban.
Ved vurderingen af ansøgernes forhold havde nævnet endvidere lagt vægt
på, at det fremgik af det seneste baggrundsmateriale, at etniske qizilbashere
som gruppe ikke var udsat for diskrimination, og at den mandlige ansøger i
øvrigt havde været i stand til at drive sin forretning helt frem til udrejsen. Det
kunne herefter ikke lægges til grund, at ansøgerne havde været forfulgt ved
udrejsen eller ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse efter
udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgerne
ved en tilbagevenden ville være i en konkret særlig risiko for at blive udsat for
forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. BR14/86
196