Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 7 · Betydningen af kriminelle forhold
til Tyrkiet ville være i risiko for at blive udsat for en forfølgelse, som ville være
asylbegrundende i forhold til udlændingelovens § 7, stk. 1. Som følge heraf fastslog
nævnet, at klageren i medfør af den dagældende bestemmelse i udlændingelovens
§ 31, stk. 1 (nu § 31, stk. 2, 1. pkt) ikke kunne udsendes til Tyrkiet, men
alene til et land, hvor han ville være beskyttet mod videresendelse til Tyrkiet.
Klageren havde siden opholdt sig i Danmark på såkaldt tålt ophold. Det måtte
lægges til grund, at klageren ikke i perioden fra 1996 til i dag på nogen måde
havde profileret sig eller var blevet profileret politisk. Det kunne videre lægges
til grund, at klageren tidligere havde oplyst, at han aldrig havde været medlem
af PKK, eller havde ydet økonomisk eller anden støtte til denne organisation.
De forhold, som ved nævnets afgørelse i 1996 havde betydning for vurderingen
i relation til udlændingelovens § 7, var dels omtale af klagerens sag i den tyrkiske
presse, dels en attest, hvoraf det fremgik, at klageren var registreret af de
tyrkiske myndigheder vedrørende den tyrkiske straffelovs artikel 168. Det
bemærkedes, at Flygtningenævnet fandt, at de kriterier, der var omfattet af
udlændingelovens § 19 og flygtningekonventionens artikel 1 C ikke – som
påberåbt af den beskikkede advokat – fandt anvendelse, idet klageren på intet
tidspunkt havde haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Et flertal af
Flygtningenævnets medlemmer fandt, at der ifølge de aktuelle baggrundsoplysninger
siden 1996 var sket sådanne lovgivningsmæssige og reelle forbedringer
af de retssikkerhedsmæssige forhold i Tyrkiet, at klageren ikke længere var
omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og heller ikke kunne anses for omfattet
af den nugældende bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 2. Flertallet lagde
herved vægt på, at der var gået lang tid siden avisartiklerne, at der ikke ville
kunne føres bevis for, at klageren havde ydet bistand til PKK, at der effektivt
blev skredet ind i tilfælde af overtrædelse af forbudet mod, at politiet i Tyrkiet
udøvede tortur, og at anholdte personer lovgivningsmæssigt var sikret advokatbistand.
Flygtningenævnets flertal tillagde det endvidere betydning, at der
ikke var oplysninger om, at klagerens ægtefælle i Tyrkiet havde modtaget henvendelser
fra myndighederne siden 1996. Flygtningenævnets flertal fandt ikke
grundlag for at udsætte sagen på indhentelse af yderligere oplysninger som
anført af den beskikkede advokat. Flertallet fandt herefter, at udlændingelovens
§ 31 ikke var til hinder for, at klageren kunne udsendes til Tyrkiet. Flygtningenævnet
stadfæstede derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. BR14/75
183