Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 7 · Betydningen af kriminelle forhold
vens § 32, stk. 1, var hans opholdstilladelse herefter bortfaldet. Da han havde
haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og da han ikke havde
givet samtykke til udsendelse, skulle der efter udlændingelovens § 49 a, 1. pkt.,
træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kunne udsendes, jf. udlændingelovens
§ 31. Af sagen fremgik, at klageren havde deltaget i og i Danmark var blevet
dømt for organiseret menneskesmugling. Det lagdes til grund, at klageren i forbindelse
med sagsbehandlingen havde givet oplysninger om medgerningsmændene.
Klageren havde under sagens behandling bortset fra i forbindelse
med grundlovsforhøret været på fri fod. Klageren havde oplyst, at han under
sagen blev truet til at ændre forklaring, hvilket han efterkom. Medgerningsmændene
blev dømt uanset dette. I det tidsrum der forløb, fra han modtog sin
dom, og frem til han blev indkaldt til afsoning, og under afsoningen, var han
blevet afkrævet penge fra medgerningsmænd. Det kunne ikke lægges til grund,
at der i den forbindelse var blevet fremsat konkrete trusler om, at klageren ville
blive slået ihjel eller udsat for anden umenneskelig behandling, såfremt pengene
ikke blev erlagt. Under disse omstændigheder fandt Flygtningenævnet ikke
sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til sit hjemland ville være i
nærliggende risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold, der var
omfattet af udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at
denne bestemmelse var til hinder for, at klageren udsendtes til Irak. BR14/72
Nævnet stadfæstede i marts 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende
en mandlig statsborger fra Rusland, der er etnisk tjetjener, født i 1981. Indrejst
i december 2000. Under den oprindelige behandling af sagen havde klageren
forklaret, at han var aktiv under begge tjetjenske krige, og at han kæmpede mod
de russiske styrker. I oktober 2000 besluttede klageren sig for at udrejse fra Tjetjenien,
idet han modtog oplysninger om, at han var eftersøgt af de russiske
myndigheder. Klageren kørte med en bus til Ingosjetien, men blev på vejen
beordret ud af bussen af de russiske myndigheder. Klageren blev tilbageholdt
af de russiske myndigheder og var i forbindelse med tilbageholdelsen udsat for
grove fysiske overgreb. Klageren blev senere løsladt efter anmodning fra nogle
journalister, der var ankommet til den lejr, hvor klageren var tilbageholdt. I juli
2001 blev klageren meddelt opholdstilladelse af Udlændingestyrelsen i medfør
af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren blev ved dom afsagt i april 2004 idømt
fængsel i 3 år og 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 246, jf. § 245, stk.
1. Klageren blev samtidig udvist fra Danmark med indrejseforbud gældende
for bestandig. I september 2004 stadfæstede Østre Landsret dommen. Udlændingestyrelsen
fandt herefter, at klageren var afskåret fra at opnå opholdstilladelse
i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Udlændingestyrelsen
fandt endvidere, at klageren ikke kunne udsendes af Danmark, jf. udlændingelovens
§ 49 a, jf. § 31. Flygtningenævnet fandt på baggrund af klagerens
179