Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 1 - Flygtningenævnet Kapitel 1 - Flygtningenævnet

flygtningenaevnet.dk
from flygtningenaevnet.dk More from this publisher
19.02.2014 Views

Kapitel 7 · Betydningen af kriminelle forhold vens § 32, stk. 1, var hans opholdstilladelse herefter bortfaldet. Da han havde haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og da han ikke havde givet samtykke til udsendelse, skulle der efter udlændingelovens § 49 a, 1. pkt., træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kunne udsendes, jf. udlændingelovens § 31. Af sagen fremgik, at klageren havde deltaget i og i Danmark var blevet dømt for organiseret menneskesmugling. Det lagdes til grund, at klageren i forbindelse med sagsbehandlingen havde givet oplysninger om medgerningsmændene. Klageren havde under sagens behandling bortset fra i forbindelse med grundlovsforhøret været på fri fod. Klageren havde oplyst, at han under sagen blev truet til at ændre forklaring, hvilket han efterkom. Medgerningsmændene blev dømt uanset dette. I det tidsrum der forløb, fra han modtog sin dom, og frem til han blev indkaldt til afsoning, og under afsoningen, var han blevet afkrævet penge fra medgerningsmænd. Det kunne ikke lægges til grund, at der i den forbindelse var blevet fremsat konkrete trusler om, at klageren ville blive slået ihjel eller udsat for anden umenneskelig behandling, såfremt pengene ikke blev erlagt. Under disse omstændigheder fandt Flygtningenævnet ikke sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til sit hjemland ville være i nærliggende risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold, der var omfattet af udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at denne bestemmelse var til hinder for, at klageren udsendtes til Irak. BR14/72 Nævnet stadfæstede i marts 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland, der er etnisk tjetjener, født i 1981. Indrejst i december 2000. Under den oprindelige behandling af sagen havde klageren forklaret, at han var aktiv under begge tjetjenske krige, og at han kæmpede mod de russiske styrker. I oktober 2000 besluttede klageren sig for at udrejse fra Tjetjenien, idet han modtog oplysninger om, at han var eftersøgt af de russiske myndigheder. Klageren kørte med en bus til Ingosjetien, men blev på vejen beordret ud af bussen af de russiske myndigheder. Klageren blev tilbageholdt af de russiske myndigheder og var i forbindelse med tilbageholdelsen udsat for grove fysiske overgreb. Klageren blev senere løsladt efter anmodning fra nogle journalister, der var ankommet til den lejr, hvor klageren var tilbageholdt. I juli 2001 blev klageren meddelt opholdstilladelse af Udlændingestyrelsen i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren blev ved dom afsagt i april 2004 idømt fængsel i 3 år og 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 246, jf. § 245, stk. 1. Klageren blev samtidig udvist fra Danmark med indrejseforbud gældende for bestandig. I september 2004 stadfæstede Østre Landsret dommen. Udlændingestyrelsen fandt herefter, at klageren var afskåret fra at opnå opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Udlændingestyrelsen fandt endvidere, at klageren ikke kunne udsendes af Danmark, jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31. Flygtningenævnet fandt på baggrund af klagerens 179

Kapitel 7 · Betydningen af kriminelle forhold forklaring om sine aktiviteter i hjemlandet, at klageren som udgangspunkt måtte anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet tiltrådte derfor, at Udlændingestyrelsen i medfør af udlændingelovens § 31 havde truffet bestemmelse om, at klageren ikke kunne udsendes til hjemlandet. Klageren var idømt fængsel i 3 år og 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 246, jf. § 245, stk. 1, ved i forening med flere gerningsmænd under særdeles skærpende omstændigheder at have udøvet legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter med døden til følge. Flygtningenævnet fandt, at klageren herved havde begået en særlig farlig forbrydelse, og at han måtte betragtes som en fare for samfundet. Da der ikke forelå særlige grunde, der talte for at meddele klageren opholdstilladelse, tiltrådte Flygtningenævnet på den baggrund, at klageren i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., var nægtet opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet besluttede herefter, at klageren skulle udrejse i overensstemmelse med den udrejsefrist, som måtte blive fastsat af politiet i medfør af udlændingelovens § 33, stk. 9. Såfremt klageren ikke udrejste frivilligt, kunne han dog ikke udsendes tvangsmæssigt til Den Russiske Føderation eller et andet land, hvor han ikke var beskyttet mod videresendelse til Den Russiske Føderation, jf. udlændingelovens § 31. BR14/73 Nævnet stadfæstede i august 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1983. Indrejst i 1999. Ansøgeren er assyrisk kristen. I februar 2000 meddelte Udlændingestyrelsen klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 (de facto status). Ved landsrettens dom fra maj 2002 blev klageren idømt et år og tre måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 123, § 244, § 216, stk. 1, § 260, stk. 1, nr. 1, og § 261, stk. 1. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud i 10 år. Flygtningenævnet udtalte, at klageren var udvist ved dom. Hans opholdstilladelse efter den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2, bortfaldt ved udvisningen. Det følger af udlændingelovens § 49 a, at der herefter skulle træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kunne udsendes, jf. udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet kunne herefter ikke tiltræde den beskikkede advokats påstand om, at en opholdstilladelse også i tilfælde af udvisning kun kan bortfalde, hvis betingelserne i Flygtningekonventionens artikel 1 C (5) er opfyldt. Flygtningenævnet lagde klagerens forklaring til grund. Klagerens oprindelige asylgrundlag var efter Saddam Husseins styres fald ikke til stede. Efter klagerens forklaring måtte Flygtningenævnet lægge til grund, at klageren og hans familie i Irak ikke havde haft konkrete problemer på grund af deres religion, og klageren havde heller ikke kunnet konkretisere, at han skulle være i risiko for konkret og individuel forfølgelse på grund af sin religion. Klagerens asylmotiv var herefter, at han frygtede en generel forfølgelse af kristne i Irak. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger var kristne som gruppe ikke særskilt forfulgt i 180

<strong>Kapitel</strong> 7 · Betydningen af kriminelle forhold<br />

vens § 32, stk. 1, var hans opholdstilladelse herefter bortfaldet. Da han havde<br />

haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og da han ikke havde<br />

givet samtykke til udsendelse, skulle der efter udlændingelovens § 49 a, 1. pkt.,<br />

træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kunne udsendes, jf. udlændingelovens<br />

§ 31. Af sagen fremgik, at klageren havde deltaget i og i Danmark var blevet<br />

dømt for organiseret menneskesmugling. Det lagdes til grund, at klageren i forbindelse<br />

med sagsbehandlingen havde givet oplysninger om medgerningsmændene.<br />

Klageren havde under sagens behandling bortset fra i forbindelse<br />

med grundlovsforhøret været på fri fod. Klageren havde oplyst, at han under<br />

sagen blev truet til at ændre forklaring, hvilket han efterkom. Medgerningsmændene<br />

blev dømt uanset dette. I det tidsrum der forløb, fra han modtog sin<br />

dom, og frem til han blev indkaldt til afsoning, og under afsoningen, var han<br />

blevet afkrævet penge fra medgerningsmænd. Det kunne ikke lægges til grund,<br />

at der i den forbindelse var blevet fremsat konkrete trusler om, at klageren ville<br />

blive slået ihjel eller udsat for anden umenneskelig behandling, såfremt pengene<br />

ikke blev erlagt. Under disse omstændigheder fandt Flygtningenævnet ikke<br />

sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til sit hjemland ville være i<br />

nærliggende risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold, der var<br />

omfattet af udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at<br />

denne bestemmelse var til hinder for, at klageren udsendtes til Irak. BR14/72<br />

Nævnet stadfæstede i marts 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende<br />

en mandlig statsborger fra Rusland, der er etnisk tjetjener, født i 1981. Indrejst<br />

i december 2000. Under den oprindelige behandling af sagen havde klageren<br />

forklaret, at han var aktiv under begge tjetjenske krige, og at han kæmpede mod<br />

de russiske styrker. I oktober 2000 besluttede klageren sig for at udrejse fra Tjetjenien,<br />

idet han modtog oplysninger om, at han var eftersøgt af de russiske<br />

myndigheder. Klageren kørte med en bus til Ingosjetien, men blev på vejen<br />

beordret ud af bussen af de russiske myndigheder. Klageren blev tilbageholdt<br />

af de russiske myndigheder og var i forbindelse med tilbageholdelsen udsat for<br />

grove fysiske overgreb. Klageren blev senere løsladt efter anmodning fra nogle<br />

journalister, der var ankommet til den lejr, hvor klageren var tilbageholdt. I juli<br />

2001 blev klageren meddelt opholdstilladelse af Udlændingestyrelsen i medfør<br />

af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren blev ved dom afsagt i april 2004 idømt<br />

fængsel i 3 år og 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 246, jf. § 245, stk.<br />

1. Klageren blev samtidig udvist fra Danmark med indrejseforbud gældende<br />

for bestandig. I september 2004 stadfæstede Østre Landsret dommen. Udlændingestyrelsen<br />

fandt herefter, at klageren var afskåret fra at opnå opholdstilladelse<br />

i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Udlændingestyrelsen<br />

fandt endvidere, at klageren ikke kunne udsendes af Danmark, jf. udlændingelovens<br />

§ 49 a, jf. § 31. Flygtningenævnet fandt på baggrund af klagerens<br />

179

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!