Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 6 · Udvalgte asylretlige problemstillinger
ko herfor eller for at blive udsat for forhold, som er omfattet af udlændingelovens
§ 7, stk. 2. BR14/56
Nævnet stadfæstede i maj 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et
ægtepar fra Den Demokratiske Republik Congo, født i 1940 (M) og 1946 (K).
Indrejst i april 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne ikke havde været
medlem af noget politisk parti eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne
havde som deres asylmotiv blandt andet henvist til, at den mandlige ansøgers
broder, der var politiofficer, i april 1999 blev dræbt af rwandiske soldater, der
anklagede ham for blandt andet at have medvirket i drabet på en rwandisk spion.
Ansøgerne blev opfordret til at forlade hjemegnen af soldaterne, idet ansøgerne
er etniske lubaer. Den mandlige ansøger blev ikke udsat for fysiske overgreb,
men den kvindelige ansøger blev forulempet og fik blandt andet et
knivsår i den ene arm. De havde endvidere henvist til, at de congolesiske myndigheder
nu måtte antages at være klar over, at ansøgernes søn havde ophold
her i landet. Flygtningenævnet havde ved vurdering af sagen lagt vægt på, at
begivenhederne omkring drabet på den mandlige ansøgers broder lå langt tilbage
i tiden, og at aktionen ikke var rettet mod ansøgerne. Nævnet havde videre
lagt vægt på, at ansøgerne havde opholdt sig i hjemlandet fra 1999 til udrejsen
i 2004, herunder i de sidste knapt to år i Kinshasa, uden at have haft asylrelevante
problemer med oprørere, lokalbefolkningen eller myndighederne.
Ansøgerne fik udstedt ægte nationalitetspas og udrejste problemfrit for at besøge
deres søn i Danmark. Ansøgerne søgte først asyl efter nogen tids ophold her
i landet. Flygtningenævnet fandt det ikke sandsynliggjort, at ansøgerne var forfulgt
ved udrejsen eller ville være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden,
jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgerne
havde sandsynliggjort, at de ville være i en reel risiko for at blive udsat for
overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt herved
ikke, at myndighedernes mulige kendskab til, at ansøgerens søn i 1998 blev
meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, var asylbegrundende
for ansøgerne, hvorved bemærkedes, at ansøgerne aldrig havde
deltaget i politiske aktiviteter. Flygtningenævnet fandt heller ikke grundlag for,
ud fra et synspunkt om subjektiv frygt, at meddele ansøgerne opholdstilladelse
i medfør af de anførte bestemmelser. Såfremt ansøgerne ikke ønskede at tage
ophold i deres hjemegn i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo,
fandt nævnet, at de måtte henvises til at tage ophold i en anden del af landet,
herunder Kinshasa, hvor ansøgerne havde opholdt sig i en længere periode forud
for udrejsen. De generelt usikre forhold i hjemlandet fandtes ikke i sig selv
at kunne begrunde opholdstilladelse. BR14/57
148