Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 6 · Udvalgte asylretlige problemstillinger
antage, at konvertering til kristendommen i sig selv ville medføre asylbegrundende
forfølgelse efter flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk.
1, eller at ansøgeren ved tilbagevenden til hjemlandet ville være i reel risiko for
dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende
behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet
bemærkede endvidere, at ansøgerens oprindelige asylmotiv var, at hun skulle
være indkaldt til en iransk revolutionsdomstol for overtrædelse af alkoholforbud
eller for en anklage for at have organiseret prostitution. Flygtningenævnet
lagde imidlertid vægt på, at det fremgik af Udenrigsministeriets notat fra
august 2004, at et af ansøgeren i den anledning fremlagt dokument, hvorved
hun var blevet indkaldt til at give møde i en revolutionsdomstol i Teheran, af
den lokale kilde var vurderet til at være et ikke ægte dokument. Flygtningenævnet
fandt under de ovennævnte omstændigheder ej heller grundlag for at
udsætte sagen på, at politiet efterforskede et af ansøgeren nævnt trusselsbrev i
anledning af hendes dåb, som ifølge hendes egne oplysninger var tilsendt hende
i en dansk frankeret kuvert. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgeren
opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7.
BR14/51
Nævnet stadfæstede i oktober 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende
en mandlig statsborger fra Iran, født i 1973. Indrejst i februar 2002. Ansøgning
om asyl blev indgivet i juni 2003. Pågældende indgik efter indrejsen i Danmark
ægteskab med en herboende iransk kvinde (K). K var skilt fra Æ i Danmark,
men K og Æ var ikke efter det oplyste skilt efter islamisk lov. Efter et par
måneder genoptog kvinden kontakten til sin tidligere herboende ægtefælle
(Æ), som det viste sig, at hun efter islamisk lov ikke var blevet skilt fra. Denne
ægtefælle (Æ) truede ansøgeren med hævn, fordi han havde indgået ægteskab
med en kvinde (K), som efter islamisk lov ikke var blevet skilt. Ansøgeren blev
separeret fra sin herboende ægtefælle (K) i september 2003. Flygtningenævnet
udtalte, at, Flygtningenævnets afgørelse havde været sat i bero for at afvente en
rapport fra fact finding mission til Teheran og Ankara fra Udlændingestyrelsen.
Nævnet fandt, at der var usikkerhed om, hvorvidt de iranske myndigheder
ville anerkende ansøgerens tidligere ægtefælles (K) skilsmisse. Tilsvarende var
det derfor usikkert, om de iranske myndigheder ville anse ansøgerens samliv
med sin tidligere ægtefælle (K) for legitimt eller illegitimt, jf. den iranske straffelovs
§§ 63 og 64. Nævnet fandt endvidere, at hvis ansøgerens tidligere ægtefælle
(K) eller dennes (tidligere) ægtefælle (Æ) måtte vælge at realisere deres
trusler om at anmelde ansøgeren til de iranske myndigheder, ville de samtidigt
udsætte i hvert fald ansøgerens tidligere ægtefælle (K) for strafforfølgelse.
Nævnet udtalte endvidere, at det af den nævnte lovs § 64 og § 65 fremgik, at
”illegitimt” samleje alene blev straffet, hvis den pågældende var klar over sin
139