Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 6 · Udvalgte asylretlige problemstillinger
søgelys og var blevet advaret af LTTE adskillige gange, hvorfor EPDP anbefalede,
at han blev ydet støtte. På denne baggrund og på baggrund af ansøgerens
forklaring i øvrigt fandt nævnet det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren risikerede
forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 fra EPDP eller
de srilankanske myndigheder. Efter ansøgerens forklaring var han i 2001 tilbageholdt
af LTTE og blev herunder udsat for tortur. Han blev imidlertid på forældrenes
foranledning løsladt og kunne herefter opholde sig på bopælen og
passe sin skole uden at have været udsat for yderligere overgreb frem til udrejsen
i 2004. På denne baggrund fandt nævnet, at ansøgeren kunne vende tilbage
til Sri Lanka uden fra LTTE at risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens
§ 7, stk. 1, eller dødsstraf, tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling
eller straf omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet fandt derfor
ikke grundlag for at udsætte sagen på en torturundersøgelse af ansøgeren.
BR14/39
Nævnet stadfæstede i juli 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et
ægtepar fra Togo, født i 1962 (M) og i 1969 (K), samt tre børn. Indrejst i november
2002. Flygtningenævnet udtalte, at Flygtningenævnet efter de optagne fingeraftryk
lagde til grund, at den mandlige ansøger i november 1994 og den
kvindelige ansøger i marts 2000 var indrejst i Tyskland og havde søgt asyl, og
at de i november 2002, kort inden indrejsen i Danmark, var meddelt endeligt
afslag. Flygtningenævnet bemærkede, at en asylansøger skal meddele de
oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om der skal gives opholdstilladelse
efter udlændingeloven. Flygtningenævnet fandt ikke på det foreliggende
grundlag at kunne anse ansøgerne for identificeret, og fandt det ikke
sandsynliggjort, at ansøgerne ved indrejsen opfyldte betingelserne for at blive
meddelt asyl. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at den mandlige
ansøger var identisk med den person, der havde skrevet de artikler, som ansøgeren
gjorde gældende ville bringe ham i modsætningsforhold til de togolesiske
myndigheder. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren havde forklaret,
at han havde svært ved at skrive, og at de artikler, han angiveligt skulle stå
som forfatter af, var formuleret af andre. Flygtningenævnet bemærkede endvidere,
at ansøgeren ikke forud for udrejsen havde beskæftiget sig med publikation
af artikler. Da den mandlige ansøger ikke havde dokumenteret sin identitet,
kunne det forhold, at forskellige artikler var underskrevet med det navn,
som ansøgeren havde søgt asyl under, ikke bevirke, at ansøgeren skulle meddeles
opholdstilladelse. Flygtningenævnet bemærkede herved, at indholdet af
artiklerne ikke var indgået i Flygtningenævnets vurdering af ansøgerens asylgrundlag.
Uanset om det lagdes til grund, at den mandlige ansøger i 1994 havde
været tilbageholdt af myndighederne i seks måneder og været udsat for
hårdhændet behandling, fandt Flygtningenævnet ikke, da overgrebene lå mere
125