Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 6 · Udvalgte asylretlige problemstillinger
når han var rask. Flygtningenævnet udtalte, at klagerens fader forsøgte at indrejse
i Danmark med klageren i marts 1999, men blev afvist. Som følge heraf og
på baggrund af klagerens brev af juni 1999 til Udlændingestyrelsen kunne nævnet
ikke lægge til grund, at klageren frivilligt havde opgivet sin bopæl og
opholdstilladelse i Danmark og taget bopæl andetsteds. Efter sagens oplysninger
måtte det anses for usikkert, om klageren efter udrejsen fra Danmark havde
boet eller opholdt sig i Somalia. Klageren kunne imidlertid ikke anses for frivilligt
at have taget bopæl i hjemlandet, og da han havde opholdt sig i Kenya på
midlertidigt UNHCR mandat, og således ikke kunne anses for at have opnået
beskyttelse i tredjeland, fandtes betingelserne for efter udlændingelovens § 17,
stk. 3, at anse hans opholdstilladelse for bortfaldet ikke opfyldt. Klagerens
opholdstilladelse af juli 1996 i medfør af den dagældende udlændingelovs § 7,
stk. 2, ansås derfor ikke for bortfaldet. BR14/32
Nævnet stadfæstede i juli 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af
opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanon,
født i 1961. Indrejst i juni 1987. Det fremgik af sagen, at klageren i 1998 blev
meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klagerens
tidligere ægtefælle og børn var danske statsborgere. Klageren og hendes ægtefælle
blev separeret i august 2002. Flygtningenævnet udtalte, at det efter klagerens
egne oplysninger kunne lægges til grund, at klageren udrejste sammen
med sine børn i marts 2001. Det kunne endvidere lægges til grund, at børnene
opholdt sig i Libanon, hvor de gik i skole frem til september 2003, hvor klageren
indrejste i Danmark sammen med sine børn. Ved vurderingen af, om klageren
måtte betragtes som havende opgivet sin bopæl i Danmark, i hvert fald ved
udrejsen i marts 2001, lagde Flygtningenævnet vægt på, at hun – efter sine egne
oplysninger til Udlændingestyrelsen – i denne periode boede sammen med
sine børn hos søsteren, når hun var i Libanon. Flygtningenævnet lagde endvidere
vægt på, at klageren under sine tilbagerejser til Danmark boede hos venner
og bekendte, uden at have eget indbo, samt at tilbagerejserne efter oplysninger
til Udlændingestyrelsen alene havde til formål at bevare opholdstilladelsen.
Den omstændighed, at klageren for nævnet havde forklaret, at hun alene
opholdt sig i Libanon fra 2001 frem til separationen på grund af uoverensstemmelser
med ægtefællen og hans ønske om, at hun ikke var i Danmark, kunne
ikke tillægges betydning henset til, at klageren havde forklaret, at separationen
fandt sted efter hendes ønske. Flygtningenævnet fandt derfor at kunne
lægge til grund, at klageren ved sin udrejse i marts 2001 reelt opgav sin bopæl
i Danmark og tog ophold i Libanon, hvor hun ikke havde haft problemer, og
hvor hun således havde opnået beskyttelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1.
pkt, jf. stk. 3. Flygtningenævnet bemærkede herved også, at klageren i denne
periode havde fået forlænget sit libanesiske rejsedokument. Da klagerens efter-
117