Sammenligning af Bjergtagen I-II og Otto Heinrich - Dansk.dk

Sine Frejstrup Grav Petersen
Semesteropgave
Sammenligning af Bjergtagen I-II og Otto Heinrich
Sine Frejstrup Grav Petersen
Hold 2
Litteraturanalyse v/Jan Rosiek
1

Sine Frejstrup Grav Petersen
Jeg vil med denne opgave sammenligne M.A. Goldschmidts Bjergtagen I-II (1868) og Herman
Bangs Otto Heinrich (1886). Først vil der komme en læsning af første del af Bjergtagen og derefter
en læsning af anden del, der vil lægge vægt på de markante forskelle og ligheder i stiltræk og
tematik. Jeg vil give en læsning af Otto Heinrich for at sammenligne fortællingernes fortælleteknik
og deres fælles tematiske klynger.
Læsning af Bjergtagen I-II
Fortællingens første del bærer undertitlen ”Efter et Sagn” og peger dermed på, at der er nogle
genretræk fra sagnet. Der indledes med ”Dengang” og undervejs bruges ”engang”, der giver et
tilbageskuende og eventyrligt præg. Da borgfruen kommer tilbage, siger fortælleren: ”Hvad
Fruerne tænkte eller troede, berettes ikke”, hvor det giver en fornemmelse af, at historien er
overleveret fra andre, som netop sagnet er. Samtidig er der en insisterende stedangivelse, der vil
forankre fiktionens univers. Fortællingens anden del bærer de samme træk og benytter i de første
linier ”Der siges” og ”der fortælles”, der angiver, at fortællingen ikke kun er fortællerens. Den
fælles titel peger hen på noget overnaturligt med en fortryllelse.
Fortæller i Bjergtagen I
Fortælleren er heterodiegetisk og tilbageskuende. Stedet hvor borgen lå, er ”nu kun svage
Jordhøininger”, hvor fortælleren placerer sig tidsligt men ikke rumligt. Men samtidig fremmaner
fortælleren landskabet, så ”man dog ved at hengive sig og lytte i Stilheden.”, hvor ”man” giver en
nutidighed og fortælleren synes næsten at være tilstede. Fortælleren er overvejende alvidende, men
der sker skift, der følger fokaliseringen. I indledningen beskrives parret kun fra deres ydre, hvor
borgfruen synes fortælleren ”ligesom skamfuld eller misfornøiet”. Herefter rykker fortælleren først
ind i hendes bevidsthed for en stund og senere ind i hans, da han føler et ”uforklarligt Had til den
Melodi”. Denne skiften mellem ydre og indre syn gentager sig, da den lange passage omkring
Smedehøien kun har indre syn til hende. Da fortælleren vil berette, hvad der i mellemtiden sker med
borgherren, bliver det markant, at fokaliseringen og det indre syn udelukkende følger ham. Da han
finder hende igen, ser hun på ham ”med et Blik, der var ham besynderligt fremmedt” og senere taler
”hun med underlig Tone” og sådan forbliver hun resten af fortællingen for fortæller og læser.
Det er en fortæller med en holdning til sine karakterer og universet; han synes, hun synger
smukt og sanser ligeledes, at der er ”Noget, som Andre ikke kunde mærke” ved naturen. Men
borgfruen og fortællerens oplevelser er forskellige. Fortælleren fornemmer ”Naturens Aandedræt”
som en ubestemmelig lyd, der leger med sanserne. Imens får borgfruen straks billeder af ”en
2

Sine Frejstrup Grav Petersen
uendelig Mængde smaa Væsner”, da hun første gang hører melodien. Og anden gang har det
udviklet sig til en ”Mængde lyse, engleagtige Væsner”. Fortælleren beskriver isdråberne som
klokker af is, der ”frembragte en besynderlig Musik” og igen er det borgfruen, der fortolker
naturindtrykket til at være noget mere konkret: Hun hører en melodi og ikke bare musik.
Størstedel af fortællingen er scenisk fremstillet, hvor kortere panoramiske passager
sammenfatter tidsspring. De panoramiske afsnit er hovedsagligt gengivet i beretning, som da
borgherren forsøger at få sin hustru ud af højen. Der er flere gange lange beskrivelser af naturen,
der først er fortællerens observationer, men efter indgangen i Smediehøien overvejende bliver til
borgfruens. Der fortælles: ”Selve Tystheden og Stilheden var, naar hun ret lyttede, Musik” hvor det
bliver indskudt, at det altså er hendes oplevelse. Ligesådan er det hendes første indskydelser, der
bliver gengivet med højens verden. Der er tre længere replikpassager, der udgør samtaler mellem
borgherren og borgfruen angivet med citationstegn. Anderledes er det med samtalerne med den
unge mand – han bliver ganske vist gengivet med direkte tale, men hendes svar og spørgsmål bliver
kun vist med indirekte tale: ”Hun spurgte ham engang, af hvad Slægt han egentlig var, og han
svarede: ”Jeg nedstammer(…)””. Hun kommer derved til at virke fjern og uvirkelig, mens den
unge mand gennem fremstillingsformerne veksler mellem en uvirkelig tilstedeværelse og en
glimtvis, stærk manifestation i sine replikker.
Komposition i Bjertagen I
Forud for fortællingen har smedens tossede Ane været inde i Smedehøien og møde en ældre
mand, og det er en historie borgherren og hele egnen kender til. Fabula og syuzhet følger hinanden i
fortællingens første del: De går tur en vinterdag, det bliver sommer og de sidder i haven en aften.
Dagen efter forsvinder borgfruen. Hvad hun oplever i højen synes uden en tidslig forankring, der er
tidsangivelser som ”Naar”, ”Hvergang” og ”engang” og det kommer til at virke som kontrast til
resten af fortællingen meget præcise ”Den følgende Morgen” og ”Det var September”. Først med
afsnittet ”- Imidlertid havde Borgherren(…)” afbrydes tidsløsheden, og der fortælles den fabula,
der er passeret, mens borgfruen har været borte. Det giver en dramatisk effekt, når fortælleren
skifter fokaliseringspunkt og prosaisk får kortlagt, hvor længe borgfruen egentlig er borte. I
mellemtiden er det blevet efterår, og en ko er kommet til verden. De to dage efter hun er genfundet,
og borgherren er ude i marken holder fortælleren tilbage, at der er gået i ild i huset. Det virker
dramatisk og understreger det fokaliseringsskift, der er sket. Derudover er der også et ”nu” tilstede,
hvor fortælleren befinder sig i udsigelsen, og der peges frem mod dette med: ”Senere sagde Folk i
Debel og paa hele Egnen, at ”den gale Frue” havde stukket Ild paa Debelsborg”.
3

Sine Frejstrup Grav Petersen
Fortælleren bemærker at Smedehøien ”danner Grændsen mellem det dyrkede og det udyrkede
eller vilde Land” og får etableret en opdeling i to rum, der udbygges undervejs. Der er rummet,
hvor borgherren færdes og klokketårnet hører til, og der et rum, der består af den verden, borgfruen
oplever bag stenen. Dette rum synes at opstå på samme tid, som hun oplever det: ”i samme Øieblik,
som hendes Haand berørte hans, stod der et Slot”. Her genfinder hun ”de lysende
Smaaskikkelser”, hun før har anet og møder myten om fugl Phønix. Fortælleren skildrer denne
verden med en lyrisk tone, når han med et indrim siger ”Landet klang og Stilheden sang” og
”Taarnuhrets hendøende og hendøende Klang”, der gengiver den forsvindende lyd. Borgfruen
oplever en ny sikkerhed på sig selv og sit sprog, for hun kan nu høre ”Ordene, som de fødtes i
Hjertes Dyb”, samtidig udsiger den unge mand digte. Rummet bliver et symbol på digterisk frihed
og en sansende naturoplevelse.
Men rummene glider også ind i hinanden, for borgfruen fornemmer magien i naturen i den
verden, hun kom fra. Ligesådan er Tårnuret et forbinderled mellem de to rum på samme måde som
stenen. Det bringer en realitet ind i det magiske rum, og når klokkerne har lydt ”saa standsede Alt
et kort Øjeblik, og hun kunde spørge.” Tårnet kommer til at blive symbol på en
virkelighedsforankring, der bringer hende rationelle overvejelser.
Borgherren har en rationel tilgang og de fleste af hans udtryk indeholder et ”jo”, ”rimeligvis”
eller ”naturligvis”. Han bliver tre gange konfronteret med hustruens fornemmelse af den anden
verden, og han møder den først med latter, så med ”et uforklarligt Had til den Melodi” og til sidst
”næsten angst”. Han kan ikke selv høre den, men han synes at forstå dens vigtighed, da han
forgæves vil genkalde den. Hans forsøg med at ringe med kirkeklokken i ”tre Dage og Nætter”
alluderer til Kristus opstandelsen på tredjedagen, men denne opstandelse udebliver. Borgfruen
udspørger ivrigt om Smedens tossede Ane, men hendes mand misforstår hendes spørgsmål: ”Vilde
en vanvittig Pige høre den Sten synge?” – for hun spørger ligeså meget til sin egen situation. Men
på samme tid med hendes nysgerrighed bestræber hun sig for at glemme melodien, og hun forsøger
at fjerne den natur, hvor hun hører det banke.
Der sker et væld af sammenligninger, der både er fortællerens og karakterernes. Fortælleren
sammenligner naturen med noget menneskeligt sansende, og borgherren vil ikke, at det ”skal gaae
Dig som Smedens tossede Ane.” Når fokaliseringen skifter til borgfruen, folder troperne sig ud: Hun
ser, at den unge mand ”var Sangen, i menneskelig Skikkelse”, hvilket både er en metafor, men
måske er han også en personificering af den kraft og åndelighed, hun oplever. Metaforene forsætter,
når hun bæres af ”den bølgende Sø af toner”. Fuglemotivet går igen tre gange, først kalder et
4

Sine Frejstrup Grav Petersen
fugleskrig lydene tilbage, så møder hun Fugl Phønix og til sidst er flammerne ”som store Vinger af
en Fugl, der vilde bort”, og man fornemmer allusionen om fabelvæsenet bliver fuldendt.
Bjergtagen II
I anden halvdel af fortællingen genfinder man mange af de samme fortællertræk. Der er også en
heterodiegetisk fortæller. Bortset fra indledningen og slutningen, der placerer fortælleren i et ”nu”,
er fortællerens fokalisering derimod kun gennem riddersønnen. Denne fortæller ved også mere end
sin hovedperson, for han kan sætte ord på drengens følelser: Han har ”en Følelse, han ikke selv
forstod: Kjærlighed til selve Længselen”. Fortælleren har en anden og mere generaliserende tone
end den forrige fortælling – han bemærker ”men, som det altid gaaer dem, der ere betagne af en
stor, men hemmelighedsfuld Lyksaglighed(…)” og hvor indledningen insisterer på et ”ham”, der
peger hen på noget alment og ikke en bestemt person.
Der er ikke gengivet nogle samtaler i replikform modsat Bjergtagen I, men der er de samme
enkelstående replikker fra de overnaturlige væsner. Derimod er der dækket direkte tale flere steder,
som ved ”thi hvorledes kunde det da see saa deiligt ud?” der gengiver drengens fascination og da
der spørges ”Men var det sandt?”.
Fabulaen starter engang i riddersønnens barndom, hvor han første gang bliver advaret mod
skoven. Han bliver ældre, og besøger ”Atter en dag” ”Og atter en dag” stedet, lige indtil
forældrene sender ham til Karup. Det eneste brud med kronologien er imens han pendler mellem de
to piger, for de har i mellemtiden hver især flyttet sig.
Bjergtagen II rummer også en opdeling i to rum, der også markeres i starten. På den ene side er
den ordnede skov, ”Men saa kom en Aa, og ovre paa den anden Side” er en mere vild natur.
Naturen i dette rum opleves af drengen som levende. Han sammenligner træerne med mennesker,
og efter han har gjort den sammenligning, begynder de at opfører sig mennesker. Han ser ”at det
fældede Træ lidt efter lidt gled nedad” og ”pludselig rakte et Træ sine Blade ned over ham”. På
samme måde som med borgfruen synes rummet også at opstå, mens han betragter det. I dette rum
findes også et slot og ”de smaa, lysende Væsner”, der nu har samtaler med hovedpersonen. Pigen er
modsat den unge mand i Bjergtagen I tavs, men det er stadig det modsatte køn, der virker dragende
på hovedpersonen. Drengen fornemmer også, at naturen ”med sagte Aandedræt ventede paa
Nogen”, hvor det igen gøres lydligt. Ligeledes sker der også en forandring i hans sprogopfattelse -
der er ”et Sprog, der ikke var Ord”, men alligevel giver mening.
5

Sine Frejstrup Grav Petersen
Riddersønnens længsel er hans drivkraft. Den er rettet mod tre forskellige forestillinger: Skoven
vækker første gang hans længsel, og skovfolket kræver, at hans længsel må være trofast, for når
”En bliver os utro med sin Længsel”, vil de forsvinde. I kirken frygter han at blive ”fristet til en
anden og stærkere Længsel”, men det synes ikke at være et religionsopgør, for ”han takkede Gud,
fordi han ikke var bleven greben af en anden og stærkere Længsel.” Den tredje længsel gælder den
unge pige i dalen, der ikke giver ham ”Ro for Længsel”. Riddersønnen får kun frasagt den ene af de
tre længsler, og vægelsindet ønsker han at ”Hun og Skoven vare Et”, og fortælleren bemærker, at
denne splittelse er bestandig, for ”saadan rider han endnu”.
Læsning af Otto Heinrich
Herman Bangs novelle Otto Heinrich handler om barnet Otto Heinrich, der vokser op på et
kloster blandt mange opmærksomme kvinder, og hvordan han senere forgælder sig til stor ulykke
for dem alle.
Fortælleren
Fortællingen har en heterodiegetisk fortæller, men et enkelt sted bemærkes ”Men Tiden gaar og
tager svært paa os alle”. Fortælleren gør sig kort til en del af det tidslige i det fortalte univers, og
får derved et homodiegetisk træk. Fortælleren har overvejende fokalisering gennem priorinden. Der
sker enkelte skift, som da han følger med Paul tjener ind i hans værelse. Ligesådan da de gamle
damer ser Otto Heinrich og priorinden og ”trængtes sammen i Vinduet bag blomsterpotterne”. På
den måde kommer fortælleren til at være knyttet til klosteret og til frøkenens hjem; verdenen
udenfor opleves kun gennem brevene. Fortælleren har indresyn til priorinden og til de gamle damer
som en gruppe men ikke som enkeltpersoner. Han ved, at ”Damerne lod, som om de ikke
mærkede” den manglende opfyring, men han ved ikke, at Fru Salzen sveder, før hun har grebet
priorindens hænder. Priorinden kan konstatere i parentes: ”jo – Frøken von Salzen svedte”. Men der
er flere steder, hvor fortælleren næsten synes at have indresyn til andre, som til Otto Heinrichs efter
et bal: ”Han kunde ikke sove for Berusning og Lykke.” Men det er jo netop brevenes indhold,
fortælleren gengiver, og brevene synes at være ”fyldt af Musik og Ungdom” og en stor forvirring,
som priorinden må give en tolkning af. Ligeledes da frøkenen bliver stiv, og fortælleren bemærker
”saadanne Viser kendtes ikke i Weimar”. Frøkenen har tidligere i afsnittet bemærket noget om sin
ungdom i Weimar, og det virker uklart, om det er hendes tanker eller fortællerens tolkning af
hendes udtryk.
6

Sine Frejstrup Grav Petersen
Der er bagudsyn størstedel af fortællingen, men flere gange bliver markøren ”nu” brugt.
Enkelte gange sker et skift til præsens, som da Otto Heinrich ”Med et flyver(…) og kysser hende”.
Dette skifte virker dramatisk, og afsnittet får karakter af en dækket genfortælling; det indledes med
”Sidste juleaften” og kan tilskrives en fælles erindring, der før er blevet genfortalt.
Fortællingen består af mange små scener fra livet i klosteret, det er kun kortere sekvenser, der
bliver fremstillet panoramiske, for at kæde de enkelte scener sammen. Fortælleren bemærker:
”Tiden gik. Det var sidste Gang Otto Heinrich var hjemme som Kadet”, der markerer et nyt afsnit.
Disse små scener er båret af dialoger, hvor priorinden gennemgående er den ene samtalepartner.
Fremstillingsformen er derfor præget af replik, der bliver fulgt op af beretninger og beskrivelser
om, hvad der i mellemtiden er foregået. Det berettes, at ”Frøken von Salzen havde stukket ”en
Halvtredser”” til Otto Heinrich, og det beskrives, at ”Hun sad længe stum. Hænderne rystede lidt i
hendes Skød.” Disse passager peger også hen på en fortæller, der fokuserer på showing frem for
telling. Det skal være replikskiftene og de enkelte billeder og scenebeskrivelser, der skal bære
historien. Fortælleren uddyber ikke, hvad frøkenens motiv og tanke bag de penge, hun giver til Otto
Heinrich, er. Det får lov at hænge i luften som et spor om, hvem frøkenen egentlig er.
Samtidig er der en stor mængde dækket direkte tale, som når der udbrydes ”Hvor han dog
voksede” og ”rigtig et barn endnu”. Det peger også hen på en fremstillingsform, der vil gengive
karakterernes ord og tanker, snarere end en fortæller, der udlægger. Næsten hele første afsnit er en
dækning af stiftsfrøknernes fælles utilfredshed, hvor ”man” i ”saadan gik det, naar man var
protegeret af Hoffet” peger hen mod deres opfattelse af, hvad en ung enke kan tillade sig. Passagen,
hvor priorinden må spørge efter penge, starter med dialog, der glider over i en dækning: ”Hvordan
hun havde solgt og atter solgt… Men nu er der ingen Udvej længer…” Her sker også et skift til
præsens. Det får karakter af at være mere end blot priorindens ord, men næsten en sandhed som
også fortælleren står inde for.
Komposition og tematik
Fortællingen er spækket med tidsangivelser, der på overfalden synes at afbillede et kronologisk
forløb, men ved nærmere eftersyn glider tidsnedslagene ind i hinanden. Fortælleren bemærker, at
”Hver Jul og Sommer kom Otto Heinrich hjem” og ”Hvor var han ikke glad Juleaften” for
pludselig at sige ”Sidste Juleaften”, uden at det bliver fastslået fra hvilken jul, man kigger tilbage
fra. På samme måde kommer alle nu’erne til at virke som dramatiserede erindringsbilleder, hvor
kronologien ikke er det bærende, men de præcise, levende billeder – hvor fortiden husket i
vendinger som ”Sidste Juleaften”.
7

Sine Frejstrup Grav Petersen
Fabulaen strækker sig tilbage til faderen, der var en ”Helt fra Gravelotte”, og man fornemmer,
at frøkenen i mange år har underholdt med ”Gehejmeraad Goethes Kompliment”. Fortællingen
begynder, da Otto Heinrich er 10 år gammel og på vej til kadetskole. De næste præcise
tidsangivelser handler om overgangen fra kadet til officer og frem mod at ”Otto Heinrich havde
været Officier fire, fem Aar”. På trods af de flimrende tidsbilleder sker der interessante udeladelser i
fortællingens syuzhet. Fortælleren beretter, at ”Dagen efter tog Frøken von Salzen bort – med
Jærnbanen”, og dette er noget ganske særligt for hende, og selve det hemmelighedsfulde og
tilbageholdte i disse rejser understreger fortælleren: ”Himlen maatte vide, hvorhen”. På samme vis
forstår man, at priorinden er presset økonomisk, men først ved politiets besøg afsløres det, hvor galt
det står til: ”dér var intet. Det var gaaet med, alt sammen med.”
Fortællingen falder i 8 afsnit, der hver viser stadier i priorindens forhold til sin søn. En særlig
rolle har hans breve, for det er oftest den eneste del i historien, han har. I første afsnit er brevene et
lyspunkt i ”det stille liv” og hans besøg fylder alle med glæde. Andet afsnit viser en skyldtynget og
samvittighedsfuld Otto Heinrich, der lover, at hans mor ”skal faa Ære af mig”, og ligesådan værner
priorinden om sin stolthed. I det følgende afsnit bringer både brevene og hans besøg glæde, men
hans uartige vise peger frem mod næste fase. I fjerde afsnit svinder brevene ind, og det, hun
modtager, har ”en kras Lugt af Parfume ved det røde Papir”, så priorinden rødmer over sønnens
udsvævende liv. Alligevel sælger hun sølvtøjet, men det er ikke uden, at hun bliver ”rød som en
Tyv”, for der er kommet noget skamfuldt ind i forholdet. I femte afsnit kommer Otto Heinrich hjem,
”Han gjorde megen Støj”, og han skuffer alle ved sin tidlige hjemrejse. Her udelades frøkenens
møde med Otto Heinrich. I det følgende afsnit er Otto Heinrichs fravær markant, og igen bliver det
et skriftstykke i form af gældsbeviset, der bringer ham ind i fortællingen. Betjenten omtaler det som
at være ”bare et lille Æresbevis”. I syvende afsnit kommer han brødetynget hjem, og får først givet
en rigtig undskyldning efter flere dage, hvorefter han straks rejser bort. Det sidste afsnit
bekendtgører Otto Heinrichs død ved et telegram stilet til frøkenen, hvori der står, ”at hendes Søn
ved sin Død reddede sit Korps’ Ære”
Det er de skriftlige meddelelser og æren, der bliver en tilbagevendende tematik. Brevene er
oftest den eneste forbindelse priorinden har til sin søn. Afsnittet, hvor der intet brev dukker op, er
netop også det længste, der understreger fraværet. Otto Heinrich lover at gøre sin mor ære, men det
bliver et løfte, han hurtigt glemmer under alle damernes interesse ”om det ene, Otto Heinrich”. Det
bliver nærmest ironisk, da betjenten omtaler gælden som et ”Æresbevis”, for Otto Heinrich har
netop svigtet det æresbegreb. På samme måde kommer visen om bændelormen til at have en
8

Sine Frejstrup Grav Petersen
dobbeltkarakter; den er et udtryk for Otto Heinrichs nu mere og mere letsindige tilværelse, og
samtidig bliver den et billede på deres fællessituation, for ”Den Genuss hat stets das Bandelthier!”
mens damerne på klosteret må spare.
Priorinden er som et ”frygtsom, bedrøvet” barn, der bliver ung under sin søns besøg. Og ”med
Haanden under Kinden drømte hun længe foran sin Søns breve”, for hun projicerer alle sine
drømme og længsler ind i sønnens tilværelse. Det samme gør den fine frøken og alle de andre
damer. De insisterer alle på kalde ham ”Drengen”, selv efter han har fået skæg, og frøkenen
bemærker: ”aldrig bliver han voksen” – og deri har hun måske mere ret, end hun selv aner. De
luller ham alle ind i en barnerolle, og taler om ham som ”den lille Stakkel” og ”min stakkels
Dreng!”. Det samme gør frøkenen med priorinden med sit ”Barn dog!”, der åbner for en
ansvarsforflygtigelse. Da Otto Heinrich tager ansvar for sig selv og moren og gør sig
betænkeligheder ved økonomien, siger fortælleren: ”Kadetten rejste sig” – han henter sin styrke i
den rolle. På samme vis med priorinden: ”Og med ét havde Moderen forstaaet”, da hun modtager
telegrammet og viser frøkenen ud.
Sammenligning af Bjergtagen I-II og Otto Heinrich
Fælles for fortællingerne er en brug af ”nu”-markøren til at dramatisere, der enkelte gange
optræder i Bjergtagen I ”Nu slog Taarnuhret” og ”nu var det Sjælen”, hvor den i Otto Heinrich er
blevet et bærende princip. Her bruges den til at skabe en tidsløshed, der forstærker de
erindringslignende billeder. Imens skabes tidsløsheden i Bjergtagen I af kontrasten mellem de to
rum, hvor det magiske rum mangler både tiden og faste fysiske rammer. I Bjergtagen II er det
fortællerens afsluttende bemærkning, der løfter fortællingen ud af en tidslig kontekst ved at hævde,
at den endnu foregår.
Hvor fortælleren træder meget frem i Bjergtagen-fortællingerne med overvejelser om det
almene menneske i forhold til karaktererne, er der i Otto Heinrich en meget tilbagetrukket
fortællestil. Her gør fortælleren en dyd ud af ikke at røbe mere end højst nødvendigt og får kun én
gang brugt ”os”, der placerer fortælleren i forhold til fortællingen – men samtidig kan linjen også
læses som en dækning af de gamle damers tanker. Når fortælleren siger ”som naar man gaar frem,
gennem et langt Mørke, mod et lys” virker det almene ikke søgt eller højtideligt – og igen kunne der
også være tale om en dækning af priorindens tanker. Som modsætning hertil er der særligt i
Bjergtagen II en stor grad af telling, hvor riddersønnens overvejelser udlægges og formuleres af
9

Sine Frejstrup Grav Petersen
fortælleren. Her er en skarp kontrast til fortælleteknikken i Otto Heinrich, hvor det gennem showing
er indtrykkene og det sceniske, der bliver dyrket.
Der er en langt mere konstrueret fortælleteknik i Otto Heinrich, hvor fortælleren leger med de
tidslige forhold og afsnitsinddelingen, der viser stadier i priorinden og sønnens forhold. I
Bjergtagen II er der enkelte steder brug af dækket direkte tale, hvor det i Otto Heinrich sprudlende
fletter sig ind mellem de mange replikskifte og beretninger. Det skaber en variation og et liv i
fortællingen, og samtidig tegner det et billede af en fortæller, der er svær at få hold på – for hvor
meget ved fortælleren egentligt?
Alle fortællingerne hævder ved præcise stedangivelser en vis form for realisme. I Bjergtagenfortællingerne
er der en kontrast mellem denne realisme og en magisk verden, der beskrives som
”den indvidede Plads” og ”Alt med sagte Aandedræt ventede paa Nogen”. Denne natur er opfyldt
af ånd, og det er kun enkelte, der kan trænge derind. Det er en natur, der ikke har ”vænnet sig til
Menneskene”, men samtidig oplever borgfruen og riddersønnen en lyrisk befrielse og et andet
forhold til deres sprog der. Rummet kommer til at bære konnotationer til den romantiske ide om
naturen opfyldt af ånd, som kun de særligt indviede kan skue ind i. Begge karakterer møder det
modsatte køn, men det er kærlighedsforhold uden erotiske undertoner. De oplever en splittelse
mellem det dragende magiske og den realisme, de møder i den almindelige verden. Realismen i
Otto Heinrich manifesterer sig gennem den nøgterne beskrivestil, hvor sammenligningen er den
hyppigste trope. De metaforer, der dukker op, har oftest karakter af klicher og talemåder som
”Harmen pustede sig op” og ”Da de gamle Hjærter først var tøet op”.
En fælles tematik for fortællingerne er længslen. Bjergtagen I handler om en længsel efter
melodien, og borgfruen sætter sig ved Smediehøjen bare ”for at lytte” efter den. Da ser hun den
unge mand, hun har ”baaret som Billed i sit indre”. Han kobles på den måde til at være en del af
hende, og længslen bliver at udforske det indre landskab, han åbner op for hende. Da realiteterne og
loven kalder hende tilbage, hører hun alt banke, for nu har hun åbnet op for den magiske, indre
verden. Da ægtemanden forsøger at afskære dette rum, bryder det i flammer som fuglen Phoenix,
og ligesådan bryder borgfruen i flammer. For de er forbundne og må genopstå sammen.
I Bjergtagen II er det riddersønnens længsel i sig selv, der er det dragende. Modsat borgfruen er
det ikke lovens nødvendighed, der tvinger ham bort fra skovens hemmeligheder, men hans egen
ubeslutsomhed og mangel på hengivenhed. Og han forvirrer sig selv med ord som ”den høieste
Pligt” og overvejelser om, hvordan den rigtige afsked skal ske.
10

Sine Frejstrup Grav Petersen
I Otto Heinrich nærer priorinden en længsel efter sin søns nærvær, og mod slut har hun ”kun en
eneste overmægtig Længsel efter at se ham”. Gennem Otto Heinrich og hans breve drømmer hun
sig hen, så en ”sart Rødme kom op hendes Kinder”, og man fornemmer, en tabt ungdom bliver
genoplivet. Det er de stille eksistenser og deres ”stille Overenskomst”, der bliver ofre, så Otto
Heinrich kan fornøje sig med kvinderne og pengene. På samme måde som borgfruens mand siger:
”Men, Herregud, Barn” og bagatelliserer hendes længsel, så svøber damerne i Otto Heinrich
hinanden og Otto Heinrich ind ansvarsforflygtigelse med deres barnetitler. Deres higen efter
ungdom spænder ben for sig selv, for samfundet kræver, at Otto Heinrich bliver voksen og står til
ansvar for sin gæld.
Titlen Otto Heinrich peger ikke hen mod et portræt, men understreger hvilken vægtig dominans
og ophøjet plads, han har i priorinden og frøkenens bevidsthed. På samme måde peger den fælles
titel Bjergtagen hen på borgfruen og riddersønnens betagelse af de åndeligt berigede rum.
11