Brug af evidensbaseret viden i sygeplejen

evidensbaserede viden skal give mening for sygeplejerskerne i deres daglige arbejde og ikke
komme som et meningsløst diktat fra oven (Estabrooks 1998: 18).
Willman m.fl. mener, det er svært for sygeplejersker, som beskæftiger sig direkte med omsorgen, at
skaffe sig et overblik over den stadigt voksende vidensmængde. Der er ingen tradition for, at
kliniske sygeplejersker søger og vurderer forskningsresultater, og de har derfor vanskeligt ved
kritisk at vurdere videnskabelige undersøgelser (Willman m.fl. 2007: 36-38). Der produceres til
stadighed et stort antal sygeplejevidenskabelige artikler, og i England har sygeplejeforskere fundet
frem til, at der er ca. 440 tidsskrifter, som offentliggør disse artikler. Det er således et felt, det kan
være vanskeligt at skaffe sig et overblik over (ibid: 25-26). Dette er et problem, set i lyset af, at vi
lever i en tid, hvor der kontinuerligt produceres viden på snart sagt alle områder. Det er derfor
nødvendigt at uddanne sygeplejersker, der er i stand til at imødekomme kravet om at forholde sig til
og vurdere forskningsbaseret viden.
Ph.d. Penny Y. Leake (2004) gør i en artikel opmærksom på, at de fleste kliniske sygeplejersker
ikke har haft mulighed for at deltage i forskning. Forskning har været anset for at være den
akademiske verdens ansvar, så sygeplejersker er ikke i stand til ”… identifying, designing,
conducting, and evaluating research …” (Leake 2004: 272). Sygeplejerskerne mangler simpelthen
viden og tid til at engagere sig i forskning (Happell et al. 2003: 251).
Spørgsmålet er, om ikke den videnskabelige vurdering af forskningsartikler snarere hører hjemme i
den akademiske sygepleje, og at man kommer til at forvente, at de kliniske sygeplejersker besidder
nogle kvalifikationer, som man får gennem en akademisk uddannelse. I så fald er det væsentligt at
være opmærksom på, hvilke muligheder og begrænsninger, der er, når man skal anvende
forskningsartikler i den kliniske sygepleje.
Ph.d. Brenda Happell et al. påpeger, at det er nødvendigt, at de kliniske sygeplejersker kommer på
kurser, fx af 2 ugers varighed, med efterfølgende opfølgning, hvor de lærer at vurdere
forskningsundersøgelser 1 (Happell et al. 2003: 252). Leake gør rede for sine erfaringer med at
engagere de studerende og kliniske sygeplejersker i at anvende forskningsbaseret viden i
sygeplejen. Hun mener, at sygeplejersker læser meget og lærer om nye teknikker, men alligevel har
de svært ved at anvende forskningsresultater, så der skabes ændringer i deres egen praksis.
Konsekvensen er, at de studerende ikke rutinemæssigt oplever, hvordan forskning integreres i den
daglige praksis, og de afslutter deres klinik uden den viden. De studerende lærer værdien af at
anvende forskning i sygeplejen, når de arbejder sammen med sygeplejersker, der er villige til at
stille spørgsmål til plejen og foretage ændringer. Ikke mindst, når de kliniske vejledere inddrager
dem i den kritiske tænkning, de anvender, når de foretager betydningsfulde kliniske beslutninger.
1 Ph.d. Preben Ulrich Pedersen har etableret tre ét-årige tværfaglige uddannelses- og træningsforløb bestående af 222
lektioner. Forløbet har bl.a. haft til hensigt ”at udvikle kvaliteten af den kliniske praksis, at give deltagerne viden,
redskaber og metoder til at kunne gennemføre projekter i den kliniske praksis og at fremme håndteringen af den
evidensbaserede metode i den kliniske praksis” (Pedersen 2005). Endvidere har Pedersen etableret lignende
uddannelses- og træningsforløb på Rigshospitalets hjertecenter (Bagh 2005: 40-42).
8