Brug af evidensbaseret viden i sygeplejen

har sygeplejerskerne behov for, og hvilke kilder trækker de på i praksis. Hun foretager i 1998 en
undersøgelse af udnyttelsen af forskning i sygeplejen, mere præcist undersøger hun den viden,
sygeplejerskerne anvender i praksis. 1500 sygeplejersker deltog i en spørgeskemaundersøgelse.
Undersøgelsen viste, at den viden, sygeplejerskerne anvendte i praksis, var betydeligt bredere end
den videnskabelige viden (Estabrooks 1998: 21-22). De mest anvendte former for viden var
erfaringsbaserede. Det drejede sig dels om den information, sygeplejerskerne fik om patienten som
person, dels om de personlige erfaringer, sygeplejerskerne fik i forbindelse med sygeplejen til
patienten. På tredjepladsen finder man den viden, sygeplejerskerne havde lært på sygeplejeskolen.
Herefter findes den viden, de havde fået fra konferencer og procedurebøger. Denne efterfølges af
den viden, sygeplejerskerne deler med kolleger, som efterfølges af den viden, de har fået gennem
diskussioner med læger, sygeplejerskernes intuition og endelig viden, der fremkommer på baggrund
af ’det, der fungerer i den daglige praksis’.
Det interessante ved undersøgelsens resultater er, at det viste sig, at det var den viden,
sygeplejerskerne fik fra litteratur – enten lærebøger eller fagblade – de anvendte mindst. Dvs., at
størstedelen af den viden, sygeplejerskerne anvendte, ikke var videnskabelig, da man ikke kan regne
med, at viden fra proceduremapper er baseret på forskningsresultater.
Endvidere er det tankevækkende, at den viden, sygeplejerskerne har fået gennem deres uddannelse,
lader til at være ret betydningsfuld, også mange år efter at sygeplejerskerne er uddannet. Det er altså
således forældet viden, de baserer deres praksis på, selvom deres viden om fx anatomi og fysiologi
måske stadig er gyldig (Estabrooks 1998: 23-26).
På trods af, at Estabrooks’ undersøgelse nu er 10 år gammel, viser den, at vi i
sygeplejerskeuddannelsen skal være opmærksomme på, at de studerende lærer, at det er en
betydningsfuld del af sygeplejen kontinuerligt at forholde sig kritisk til den viden, sygeplejen
baseres på. Dvs., at de skal opøve kompetencer, der sætter dem i stand til at forny denne viden. Det
understreger vigtigheden af, at der i uddannelsen er fokus på kritisk tænkning, og at de studerende
lærer færdigheder i kritisk tænkning (Estabrooks 1998: 26, 30). Estabrooks’ undersøgelse viser
således, at det er vigtigt at uddanne sygeplejersker, der er i stand til at finde og forstå den bedste
evidens. De skal være i stand til at bedømme evidensen, ikke mindst i forhold til en videnskabelig
standard. Endvidere skal vurderingerne foretages på grundlag af patientens præferencer,
sygeplejerskernes kliniske erfaringer, kollegaers viden og afdelingens behandlingsformer. På den
måde kan de opøve kompetencer i at tage stilling til den evidensbaserede sygepleje (Willman m.fl.
2007: 65).
1.4 Kritisk tænkning
Som tidligere nævnt betyder det at anvende forskningsresultater i sygeplejen, at de studerende skal
være i stand til at finde områder i sygeplejen, de ønsker at udforske. Dvs., at de studerende skal
forholde sig undersøgende til sygeplejen, og denne holdning stimulerer den kritiske tænkning
(Goodfellow 2004: 107). Det kræver en vis portion nysgerrighed og vilje til at undersøge ”det vi
plejer at gøre”. At arbejde med evidensbaseret sygepleje betyder altså, at de studerende lærer at
6