download pdf: 5,6mb - Nordisk Konservatorforbund Danmark

More documents

Recommendations

Info

Forskningsperspektiver i konserveringsfaget Af Johanne Velling, Stud.scient.cons. Konservator Karin Vestergaard Kristiansen, ph.d.-studerende på Kulturarvens Forskerskole og ansat på Nationalmuseets Bevaringsafdeling, skriver i sit oplæg til Fuglsømødet 2009: ”Konservatorfaget er relativt ungt og kan have svært ved at oparbejde den forskningsbaserede baggrund, de muligheder og det omdømme, der er forudsætning for at faget kan indgå ligeværdigt med andre kulturhistoriske forskningsområder i kappestriden om forskningsmidler.” Formålet med denne artikel er at give et indblik i de udfordringer og perspektiver, som knytter sig til konserveringsfaget set i forskningsmæssigt øjemed. Udgangspunktet I 2010 kan vi fejre tiåret for Konservatorskolen som højere udannelsesinstitution, og Konservatorskolen beskrives i dag som en forskningsbaseret uddannelsesinstitution. Som uddannelsesinstitution under Kulturministeriet (lov nr. 889 af 21.9.2000) skal Konservatorskolen på lige fod med andre universiteter leve op til kravet om ”banebrydende forskning, der kan danne grundlag for en dynamisk udvikling i virksomhederne og samfundet” (jf. Regeringens Globaliseringsstrategi 2006). Konservatoruddannelsen følger i dag generelle tendenser på forskningsområdet, hvor der i høj grad er sat fokus på forskning, som kan indgå i et internationalt forskningsmiljø (jf. Universitetsloven LBK nr. 280 af 21.3.2006). Dette skal afspejle og fremme statens konkurrenceevne i en global sammenhæng (jf. regeringens Globaliseringsstrategi 2006). Et resultat af skolens akademisering muliggjorde i 2004, at skolen kunne indskrive to ph.d.-studerende. Ydermere trådte Konservatorskolens nye stillingsstruktur i kraft fra år 2003, hvilket blandt andet betød, at undervisernes forskningstid overgik fra 25% til 40%. Der vil endvidere efter en overgangsperiode blive stillet krav til undervisernes videnskabelige titler. Og netop for at efterleve de krav, der medfølger Konservatorskolens status som højere uddannelsesinstitution, er der i det sidste årti blevet oprettet nye fag og forskningsfelter. Der er blandt andet blevet rettet større opmærksomhed på, at konserveringsfagets udøvelse forudsætter en tværfaglig genstands- og materialeforståelse. Der ses en sideløbende tendens på institutionerne i kraft af, at de tværfaglige forskningsprojekter på museerne indebærer tværfaglige discipliner på det museologiske felt. Yderligere er Konservatorskolen pålagt at tydeliggøre de forskningsmæssige perspektiver i konserveringsfaget. Dette ses særligt ved, at der i 2009 påbegyndtes en akkrediteringsproces for de kunstneriske uddannelser under Kulturministeriet (jf. Bologna-deklarationen fra 1999). Undervisernes aktiviteter og skolens forskningsstrategi forventes således at have en betydning for en generel professionalisering og udvikling i konserveringsfaget, og konservatorens reformulerede rolle forventes at skabe nye muligheder på kulturinstitutionerne – spørgsmålet er blot hvordan? Organisatoriske og strukturelle barrierer i konserveringsfaget Anerkendte forskningsaktiviteter kræver mange ressourcer og målrettethed af de enkelte institutioner. Derfor kan man i praksis indsnævre de institutioner, som definerer det danske forskningsmiljø på bevaringsområdet, til: Konservatorskolen, Statens Museum for Kunst (SMK) og Nationalmuseet (NM) samt i mindre grad Det Kongelige Bibliotek (KB) (jf. museernes forskningsberetninger). Hertil er det i øvrigt også relevant at tilføje Moesgård Museums Konserverings -og naturvidenskabelige afdeling, Konserveringscentret i Vejle særligt for deres samarbejde med Centre for Textile Research (Københavns Universitet) og Museernes Bevaringscenter i Skive med deres udvikling af plasmareduktionsanlæg for jernkonservering. Konserveringsfagets korte eksistens i forskningsfeltet betyder dog i praksis, at konservatorernes rolle stadig bærer byrden som teknisk disciplin, og kun i sjældne tilfælde har fået oparbejdet samme krav og stillingsstrukturer, som øvrige professioner på ABM-institutionerne. På den nuværende kulturscene får værkstederne ikke penge foræret til forskning, metodeudvikling etc. – statslige midler kræver argumentation, synliggørelse af opgaver og en formidling, som rækker ud over konserveringsfaget. Derfor skal et bevaringsværksted, som vil opstarte et forskningsprojekt have større mulighed for at gennemskue adgangen til finansieringen af et forskningsprojekt. En anden problematik er, at det simpelthen kan være vanskeligt for et bevaringscenter at opnå standarden for anerkendt forskning (ifølge den gældende danske lovgivning for forskning på ABMinstitutioner, lov nr. 224 af 27.3.1996) og derved opnå en større rækkevidde både nationalt og internationalt. Dette ville kunne løses ved et større samarbejde mellem bevaringscentre og –værksteder og de store ABM-institutioner (som Statens Museum for Kunst eller Nationalmuseet) såvel som Konservatorskolen og andre universiteter. Ved dette kan der skabes en synergi af vidensdeling, empirisk materiale og sparring af faciliteter og apparatur. I 2005 blev der gennemført en international forskningsevaluering af Nationalmuseets forskning fra 1995-2004 (Evaluation of the research of the National Museum of Denmark 1995- 2004), som netop bemærker vigtigheden af, at museet påtager sig et nationalt ansvar til at forske i et snævert felt som konservering: “The Panel finds that research carried out at the National Museum is vital for Danish research in humanities and conservation science on the whole, since the academic environments in these fields are small and few in Denmark.” Hvis konservatorer i højere grad skal kunne være med til at afklare genstandenes fysiske egenskaber og kompleksitet er det desuden også nødvendigt – i et bredere perspektiv – at ændre synet på bevaring og konservering, således at faget ikke kun anses som et selvstændigt felt eller en bestemt teknisk praksisform. Konservering bør således kunne ses i sammenhæng med hele det museologiske ansvar i form af indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling (jf. Museumsloven LBK nr. 1505 10 BULLETIN
af 14.12.2006). Dette bringer mig til den problematik, at mange udøvende konservatorer, specielt på bevaringscentrene, ikke direkte er omfattet af Museumsloven, og at det formelt set er museernes ansvar at bevare kulturarven og ikke bevaringscentrenes. De statslige og statsanerkendte museer udgør samlet set det største antal af forskningsudøvende institutioner på Kulturministeriets område. Udover de 13 ABMinstitutioner (jf. bekendtgørelse nr. 586 af 8.7.1997) er der i <strong>Danmark</strong> også omkring 150 statslige og statsanerkendte museer under Kulturministeriet (såkaldte § 15- og § 16-museer). Se i øvrigt publikationen “Forskningsstrategi for KUMs område”, som blev udgivet maj 2009. Alle disse museer er omfattet af Museumsloven og beskrives således på Kulturministeriets hjemmeside (”Status over forskningsplanlægningen på arkiver, biblioteker, museer m.v”, 18.5.2002): ”Forskning er en af de fem hovedopgaver på museerne: indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling. Forskningen er basal, da den er forudsætningen for videnskabelig udnyttelse af samlingerne, for en kvalificeret indsamling og for dokumentation af samfundets bestandige forandringer. Forskningen kan føre til en revision af museernes samlingsbegreb og dermed af museernes rolle i samfundet, ligesom den bidrager til den generelle vidensopbygning. Endelig forsker museerne i bevaring, dokumentation og formidling.” I Kulturministeriets rapport “Udredning om bevaring af kulturarven” fra 2003 anbefales det, at en hovedstrategi for bevaringen af den allerede indsamlede kulturarv på arkiv-, biblioteks- og museumsområdet er at prioritere ”konservering i forbindelse med formidling og forskning”. Det er interessant herefter at spørge til, i hvor høj grad de danske konservatorer tager del i at løfte dette forskningsmæssige ansvar, især den forskning, som er med henblik på at opnå viden om bevaring og dokumentation. NM dækker en bred palet af fagspecialer, SMK sætter fokus på moderne materialer, papir og maleri på lærred, og KB forsker i grafisk konservering og digital kulturbevaring. I øvrigt er alle tre institutioner medspillere i udarbejdelsen af præventive standarder for opbevaring og magasinering. De høje mål og krav til forskningen begrænser altså feltets forskningspraksis til kun at henvende sig til få privilegerede, statslige bevaringsenheder. Det kan derfor diskuteres, om det er ønskeligt og muligt, at forskning i bevaring og konservering formaliseres til også at ske i samarbejde med de statsanerkendte §15- og §16-museer på linje med disses andre ansvarsområder. Yderligere kan der også spørge til, i hvor høj grad disse museer er i stand til at leve op til Kulturministeriets forskningsmål. Desuden efterspørger jeg et overblik over, om alle fagspecialerne i tilstrækkelig grad bliver dækket i det danske forskningsmiljø. Bevaringscentrenes tilknyttede museer er primært statsanerkendte museumsinstitutioner. Dette betyder, som før nævnt, at de er forpligtigede til at forske, indsamle, registrere, bevare og formidle (jf. lovbekendtgørelse nr. 1505 af 14.12.2006). Og trods et muligt administrativt ekstraarbejde for bevaringscentrene kunne man overveje, om Kulturarvsstyrelsens kvalitetsvurderinger af museerne på sigt også burde kaste et blik på landets bevaringscentre. Primært ville kvalitetsvurderingen først skulle formulere, hvad god konserveringspraksis overhovedet er. Først derefter kan der skabes klarhed over, hvem der bærer ansvaret for at forske i de museale samlinger med særligt fokus på f.eks. dokumentation og bevaring. Der eksisterer nemlig ikke i sammenligning med museerne såkaldte statsanerkendte bevaringscentre, og der findes derfor heller ikke en offentlig liste over hvem, der varetager bevaringsarbej-det for museerne. I undersøgelsen skulle der inkluderes de syv bevaringscentre, som modtager statens driftstilskud samt de tre statslige bevaringsenheder (NM, SMK og KB), de to bevaringsenheder, der fungerer både som universitets- og museumsinstitution, og ikke mindst de bevaringscentre, som fungerer som fælleskonserveringer for flere museer, men som er en intern enhed i et enkelt museum. Her kunne der blandt andet skabes fokus på, hvordan museet samarbejder med andre museer, offentlige myndigheder og andre interessenter. Foreløbigt vil jeg konstatere, at der på den ene side findes veldefinerede rammer for forskning på institutioner som Konservatorskolen (LBK nr. 889 af 21.9.2000) og landets 13 statslige museer, biblioteker og arkiver. Hertil skal man dog ikke glemme, at kun tre af disse har interne bevaringsafdelinger med konservatorer ansat i den videnskabelige stillingsstruktur (jf. LBK nr. 586 af 8.7.1997 og lov nr. 224 af 27.3.1996). På den anden side eksisterer der ikke en egentlig opmærksomhed på og systematisk vidensorganisering (i hvert fald ikke lovgivningsmæssigt) for det, der er virkeligheden for langt de fleste konservatorer på bevaringscentrene. De mangfoldige tilknytningsformer til de danske bevaringscentre har en afgørende betydning for forskningsstrategiernes muligheder for at udfolde sig på konserveringsområdet både internt i organisationerne og overordnet i forvaltningen af kulturarven. I denne forbindelse bemærker jeg i øvrigt ud fra de statslige institutioners organisationsdiagrammer, at ordet samlinger bliver sat i samme enhed som forskning, men at bevaring bliver adskilt fra enheder for både samlinger, formidling og forskning. Konserveringsfaget fremadrettet Det skal være tydeligere for museerne, hvorfor det kan være attraktivt at skabe alliancer med konservatorer. Konserveringsfaget besidder netop attraktive færdigheder som naturvidenskabelig, museologisk og teknisk kunnen. Dvs. at én forskningsstrategi for konserveringsfaget kan rettes på at være mere udsøgende i form af nye samarbejdspartnere (specielt til dem som har forskningspligt). En anden kan være at skabe fokus på fagets interne initiativer og strukturelle organisering på forskningsfeltet. Hermed mener jeg, at det er oplagt, i ønsket om at overlevere den viden, der tilhører vores lille og specialiserede, men meget mangfoldige fag, at der skabes mulighed for at samarbejde på tværs af institutionelle tilhørsforhold – evt. med internationale samarbejdspartnere, hvor der kan oprettes forskningsnetværk på tværs af bevaringscentrene. Nye muligheder for samspillet mellem konservering, forskning og formidling bør desuden afsøges ved at koble konservatorer, museumsinspektører og kuratorer og skabe fælles mål for forskning inden for samlingerne. Alt i alt virker det derfor oplagt, at konserveringsfaget selv tilegner sig rollen som generator og koordinator i tværgående forskningsprojekter - ikke kun i konserveringsfaget, men bredt i ABM-sektoren. Næste skridt i at udvikle en kvalificeret forskningsstrategi, er således op til konserveringsfaget selv. Det er desuden også spørgsmålet, om der mangler en overordnet national strategi med hensyn til udnyttelsen af den enorme og højt specialiserede, genstandsbaserede viden, som centrene ligger inde med. Dog må vi samtidig være særligt opmærksomme på at fastholde fagets decentrale organisationsstrukturer og autonomi i ABM-sektoren. Disse perspektiver må diskuteres i fora som NKF, ODMs netværksgrupper og/eller KViC - og ikke mindst i dialog med Kulturarvsstyrelsen. n BULLETIN 11
Page 1 and 2: BULLETIN # 82 /2010 NORDISK KONSERV
Page 3 and 4: Foto: ® Nationalmuseet Leder Nye k
Page 5 and 6: Ændres til Förbundets styrelse, f
Page 7 and 8: Regnskab 2009 Budget 2009 Budget 20
Page 9: I et andet perspektiv på formidlin
Page 13 and 14: toscanske baggrund har haft en spec
Page 15 and 16: Frederik 8.s Palæ Arrangement for
Page 17 and 18: Referat af møde i emnegruppen Ark
Page 19 and 20: Svampeallergi er udbredt blandt pol
Page 21 and 22: sammanhang. Nuförtiden är situati
Page 23 and 24: teret. Resultaterne af undersøgels
Page 25 and 26: BULLETIN 25
Page 27 and 28: Beskytter det glas, du bruger til i

download pdf: 5,6mb - Nordisk Konservatorforbund Danmark

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?