Betænkning om behandling af klager over politiet - Justitsministeriet ...

Nogle konkrete sager
knytnæveslag, hvorefter han bevægede sig væk fra båren igen og fra den anden
side af torvet kom tilbage imod bårens fodende. Tiltalte råbte til F, at han skulle
stoppe, og da denne i en afstand af formentlig 8 meter fra båren fortsatte hen mod
den, afgav tiltalte det første af de nævnte skud.
Selv om hændelsesforløbet efter de afgivne forklaringer udviklede sig ganske
hurtigt, og tiltalte derfor kun havde meget kort tid til at vurdere, hvordan han
kunne stoppe F’s uretmæssige angreb på faderen, der lå fastspændt på båren, lægger
retten afgørende vægt på, at det i skudøjeblikket stod tiltalte klart, at F - uanset
dennes størrelse og ophidselse - var ubevæbnet. Retten lægger endvidere vægt på,
at tiltalte trods truslerne om at ville slå faderen ihjel alene havde set F slå med
knytnæver mod faderen, ligesom tiltalte ved sin ankomst alene havde bemærket,
at faderen havde blod i ansigtet og så temmelig forslået ud, men ikke i øvrigt
havde konkret grundlag for at tro, at faderen var tilføjet alvorlige skader. Der
var tre personer ved båren, da F tog retning mod dennes fodende, og den ene var
tiltaltes erfarne kollega, D, som hverken efter sin egen eller de andre vidners forklaringer
på noget tidspunkt har ligget hen over båren. Da tiltalte hverken alene
eller sammen med kollegaen forsøgte at tage fat i eller bruge staven mod F, inden
tiltalte afgav skud, kan det ikke lægges til grund, at det var nødvendigt at skyde i
den foreliggende situation - trods den rimelige skønsmargen for magtanvendelse,
som en politimand i tjeneste må overlades i en presset situation.
Retten bemærker i den forbindelse, at der hverken efter tiltaltes egen forklaring
eller vidnet D’s forklaring sammenholdt med de tilvejebragte oplysninger om effekt
af brug af staven er grundlag for at statuere, at det på forhånd kunne udelukkes,
at brug af stav mod F ville have effekt.
Den af tiltalte foretagne handling kan efter det anførte ikke anses for straffri i
medfør af straffelovens § 13, stk. 1.
Ved vurderingen af sanktionen for tiltaltes handling har retten lagt vægt på, at
tiltalte som led i sit arbejde havde handlepligt i den foreliggende situation, og at
tiltalte handlede for at hindre overgreb mod en person, der lå på en båre og var
uden mulighed for at værge for sig selv. Der foreligger herefter sådanne formildende
omstændigheder, at straffen skal bortfalde, jf. straffelovens § 83, 2. pkt., jf.
til dels § 82, nr. 3.”
Byrettens dom blev ikke anket til landsretten.
Dommen har efter det, der er oplyst for udvalget, ikke fået disciplinære konsekvenser for
den pågældende polititjenestemand.
82
Behandling af klager over politiet