Betænkning om behandling af klager over politiet - Justitsministeriet ...

Nogle konkrete sager
Statsadvokaten rejste den 19. januar 2007 tiltale mod de to politiassistenter P1 og P2 for
overtrædelse af straffelovens § 246, jf. § 245, stk. 1, og § 252, stk. 1, ved under tjenesten
at have affyret henholdsvis 13 skud og 7 skud mod føreren af personbilen.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Ved dom afsagt af Retten på Frederiksberg den 18. oktober 2007 blev de 2 politiassistenter
frifundet.
For så vidt angik P1 fandt byretten, at de afgivne skud ikke åbenbart var gået ud over,
hvad der måtte anses for forsvarligt. Herefter havde P1 ved afgivelsen af alle skuddene
handlet inden for grænserne af lovligt nødværge og var derfor straffri i medfør af straffelovens
§ 13, stk. 1.
For så vidt angik P2 fandt byretten, at P2 inden for et meget kort tidsrum og i en særdeles
presset og kaotisk situation skulle tage stilling til, hvor han befandt sig i forhold til
de parkerede biler, hvorledes han skulle handle, og tillige hvornår han i givet fald ikke
længere var i fare. Retten fandt, at P2 under disse omstændigheder havde været berettiget
til først at anse faren for overstået på det tidspunkt, hvor han med sikkerhed var kommet
fri af de parkerede biler og helt op at stå. P2 var derfor ved afgivelsen af de 5 første skud
åbenbart ikke gået ud over, hvad der måtte anses for nødvendigt og forsvarligt. For så
vidt angik disse skud, havde P2 således handlet inden for grænserne af lovligt nødværge,
og han var derfor straffri i medfør af straffelovens § 13, stk.1.
For så vidt angik de sidste to skud, afgav han dem efter, at han var kommet på benene
igen og fri af de parkerede biler. Endvidere løb han ca. 8-10 meter fra flugtbilen, før han
affyrede skuddene. Afgivelsen af disse skud ansås ikke for at have været nødvendige
eller forsvarlige, hvorfor denne handling ikke var omfattet af straffelovens § 13, stk. 1.
To dommere fandt imidlertid efter en samlet vurdering af begivenhedsforløbet, herunder
den korte tidsmæssige sammenhæng mellem de fem første skud og de to sidste, at P2
måtte anses straks forinden at have været i livsfare, og at situationen var blevet optrappet
som følge af, at forurettede fortsatte sin hensynsløse kørsel trods flere muligheder for at
overgive sig. P2’s afgivelse af de to sidste skud mod bagenden af flugtbilen var derfor
omfattet af straffelovens § 13, stk. 2.
En dommer fandt, at P2 ved afgivelsen af de to sidste skud var gået videre end, hvad der
kan henføres under straffelovens § 13, stk. 2, om overskridelse af grænserne for lovligt
nødværge. Denne dommer stemte derfor for, at P2 for så vidt angik de to sidste skud,
skulle dømmes for overtrædelse af straffelovens § 246, jf. § 245, stk. 1. Denne dommer
fandt imidlertid, at forholdet var omfattet af bestemmelsen i straffelovens § 82, nr. 3,
78
Behandling af klager over politiet