Betænkning om behandling af klager over politiet - Justitsministeriet ...

Gældende ret
til vagtcentralen, som herefter sendte et signalement af Ramsahai ud over radioen. P3 og
P4 eftersatte herefter forgæves Ramsahai.
Et par minutter senere blev Ramsahai af P1 og en anden polititjenestemand (P2) på
baggrund af signalementet genkendt, og idet han stoppede scooteren, steg P1 og P2 ud
af deres patruljebil med henblik på at anholde ham. Der var en kortvarig fysisk konfrontation
mellem Ramsahai og P2, men det lykkedes imidlertid Ramsahai at undslippe.
P2 så herefter, at Ramsahai trak en pistol, hvorefter han selv trak sin tjenestepistol og
beordrede Ramsahai til at lægge sit våben. Ramsahai lagde imidlertid ikke sit våben. Det
blev efterfølgende fastslået, at Ramsahai derimod hævede pistolen og sigtede mod P1,
der nu nærmede sig, og som trak sin pistol og affyrede et skud mod Ramsahai, der blev
ramt i nakken.
Politiet i Amsterdam, der var den myndighed, hvor P1 gjorde tjeneste, foretog de indledende
undersøgelser, herunder de indledende vidneafhøringer, hvorefter State Crime Investigation
Department dagen efter hændelsen overtog sagen. P1 og P2 blev ikke efterfølgende
holdt adskilt, ligesom de først blev afhørt til sagen næsten tre dage efter episoden.
Domstolen undersøgte, om der var sket en krænkelse af konventionens artikel 2, herunder
blandt andet om undersøgelsen var tilstrækkelig effektiv, adækvat og uafhængig.
Domstolen fandt (præmis 288), at P1’s skudafgivelse ikke gik ud over, hvad der var
absolut nødvendigt, og at drabet på Ramsahai derfor ikke var en krænkelse af konventionens
artikel 2.
Domstolen fandt (præmis 292), at P1 og P2 burde være afhørt tidligere, men at der ikke
konkret sås grundlag for at antage, at P1 og P2 havde afstemt deres forklaringer eller på anden
måde obstrueret sagens gang, hvorfor dette ikke i sig selv var en krænkelse af artikel 2.
Domstolen fandt (præmis 295), at den omstændighed, at essentielle dele af undersøgelsen,
herunder gerningsstedsundersøgelsen og de indledende afhøringer af vidner, var
udført under ledelse af ansatte fra det samme tjenestested, som P1 og P2 gjorde tjeneste
ved, ikke i tilstrækkelig grad sikrede den fulde uafhængighed, selv om (præmis 296)
undersøgelsen var superviseret af et uafhængigt organ, hvorfor der blev statueret krænkelse
af artikel 2. Domstolen præciserede (præmis 325), at der, for at en undersøgelse
kan være tilstrækkelig effektiv, ikke kun kræves et fravær af hierarkisk eller institutionel
forbindelse, men også en praktisk uafhængighed.
Domstolen anførte endvidere (præmis 338), at staten ikke havde redegjort nærmere for
årsagen til, at State Crime Investigation Departement først overtog sagen dagen efter,
ligesom staten ikke havde redegjort for de særlige omstændigheder, der nødvendiggjorde
det lokale politis øjeblikkelige handlinger udover en afspærring af området.
Behandling af klager over politiet
65