Betænkning om behandling af klager over politiet - Justitsministeriet ...

Gældende ret
politiloven er tillagt beføjelse til mere indgribende foranstaltninger, end nogen
anden forvaltningsmyndighed kan foretage. Dette er naturligt begrundet i, at politiet
(sammen med militæret) er den eneste myndighed i staten, som er udstyret
med fysisk magt. Politiet kan således i yderste fald være berettiget til at dræbe en
borger, f.eks. en gidseltager. Som modstykke til disse betydelige magtbeføjelser
bør en borger have en rimelig praktikabel mulighed for domstolsprøvelse, såfremt
han lider et økonomisk tab i forbindelse med en politiforretning. At henvise borgeren
til at anlægge civil sag er oftest ensbetydende med at fratage ham en reel
mulighed for domstolsprøvelse. I hvert fald vil han ofte være helt afhængig af, om
det offentlige vil give ham fri proces. For borgeren kan det i nogle tilfælde være
uden betydning, om et indgreb foretages i eller uden for straffeprocessen. Hvis
politiet under eftersøgning af en undvegen varetægtsfængslet tror, at han opholder
sig i en bestemt lejlighed, og sprænger døren ind til denne, kan beboeren begære
sit erstatningskrav prøvet efter retsplejelovens kap. 93 a. Hvis sprængningen sker
for at finde en undvegen afsoner, skal beboeren i dag selv anlægge civil sag.
Når politiet er i aktion, vil det som nævnt ovenfor i kapitel 4.4.1 undertiden afhænge
af et skøn, om der skal rejses sigtelse og altså skrides ind efter straffeprocessens
regler, eller om der skal foretages indgreb efter politiloven. I dette
skøn kan indgå polititaktiske hensyn. Det er både rimeligt og nødvendigt at give
politiet en sådan skønsmargin, men der er næppe rimeligt at lade dette skøn være
afgørende for, om borgeren kan begære sit erstatningskrav pådømt, eller om han
selv skal anlægge civil sag.”
3.9. Folketingets Ombudsmand
Statsadvokaterne og politiklagenævnene er undergivet Folketingets Ombudsmands
kompetence i overensstemmelse med de almindelige regler herom.
Folketingets Ombudsmand har da også gennem årene i flere tilfælde udtalt sig om sagsbehandlingsmæssige
spørgsmål i forbindelse med politiklageordningen.
I FOB 1999.218 udtalte ombudsmanden sig således om grænserne for notitssagsbehandlingen
og i sagen FO j.nr. 2003-2940-601 beklagede ombudsmanden nogle forhold i
forbindelse med Rigsadvokatens og Justitsministeriets behandling af en anmodning om
aktindsigt.
I FOB 2001.147, som drejede sig om en sag, hvor en statsadvokat udsatte behandlingen af
en politiklagenævnssag, indtil en straffesag mod klagerne var afgjort, fandt ombudsmanden
ikke, at der var grundlag for at kritisere denne beslutning. Ombudsmanden mente heller
ikke, at der var tilstrækkeligt grundlag for at antage, at forvaltningslovens bestemmelser om
begrundelse fandt anvendelse på beslutningen om udsættelse, men udtalte dog, at det efter
60
Behandling af klager over politiet