Betænkning om behandling af klager over politiet - Justitsministeriet ...

Udvalgets lovudkast med bemærkninger
kort sagsfremstilling i det skriftlige svar. Det skal af afgørelsen fremgå, at der er tale om en
afgørelse, der er truffet efter denne særlige fremgangsmåde. Der henvises til kapitel 9.4.3.
Til § 1019 e
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i § 1019 b, 1. punktum, med den
ændring, at det vil være tilstrækkeligt, at der - som det allerede i dag sker i nogle tilfælde
- ikke på dette stadium af sagen udarbejdes en sagsfremstilling, men gives indklagede
en kopi af klagen. Muligheden for alene at give indklagede en kopi af klagen vil navnlig
have betydning i tilfælde, hvor Politiklagemyndigheden mener, at der ikke er behov for
en egentlig sagsfremstilling. Er der tale om en kompliceret klage eller en klage med
påstand om hårdhændet behandling grænsende til en voldsanmeldelse, er det væsentligt
for indklagede nøjagtigt at vide, hvad undersøgelsestemaet er. Der skal derfor i sådanne
sager altid udarbejdes en sagsfremstilling, som udleveres til indklagede. Indklagede skal
også i disse sager have en kopi af selve klagen.
Indklagede skal have adgang til at udtale sig om klagen. Det må afgøres efter almindelige
forvaltningsretlige regler, om polititjenestemanden har pligt til at fremkomme med
oplysninger, herunder af faktisk karakter. Den gældende bestemmelse i § 1019 b, 2.
punktum, om, at indklagede ikke har pligt til at udtale sig, er derfor ikke medtaget. Hvis
indklagedes oplysninger kan udsætte ham eller hende for strafansvar eller disciplinæransvar,
er der dog ingen oplysningspligt, jf. lovudkastets § 1019 g, stk. 1.
Til § 1019 f
Bestemmelsen indebærer, at den indklagede polititjenestemand som hidtil i forbindelse
med afgivelse af forklaring har ret til at møde med en bisidder. Denne adgang udnyttes
ofte i praksis. Det er ikke i bestemmelsen fastsat, hvem der kan være bisidder, men
det vil ofte være en organisationsrepræsentant. Bisidderen kan også være en advokat.
Det vil som hidtil kun helt undtagelsesvist være muligt for Politiklagemyndigheden at
tilsidesætte valget af bisidder, jf. bemærkningerne til § 1019 c i lovforslaget fra 1995
(Folketingstidende 1994-95, tillæg A, s. 3566).
Udvalget foreslår, at henvisningen til tjenestemandslovens § 23 udgår, og at det i stedet
bliver Politiklagemyndigheden, der bestemmer, om udgifterne til bisidder skal betales af
statskassen. Politiklagemyndigheden skal normalt kun tage stilling hertil efter anmodning.
Hvis der ikke udtales kritik af den indklagede polititjenestemand, vil det være rimeligt, at
statskassen betaler udgifterne til bisidder, mens det i andre tilfælde må bero på en konkret
vurdering, om udgifterne til bisidder skal betales af statskassen. Hvis retten har givet afslag
på at beskikke en advokat, kan det indgå i Politiklagemyndighedens vurdering af, om der
er anledning til at lade statskassen afholde udgifterne til en advokat som bisidder.
Behandling af klager over politiet
233