Betænkning om behandling af klager over politiet - Justitsministeriet ...

Udvalgets lovudkast med bemærkninger
sagen af Politiklagemyndigheden. Kun i tilfælde, hvor Politiklagemyndigheden ikke er
enig i politiets opfattelse, er det nødvendigt, at sagen sendes til anklagemyndigheden
med henblik på afgørelse af tiltalespørgsmålet.
Når Politiklagemyndigheden har afsluttet efterforskningen, sendes sagen til den regionale
statsadvokat til afgørelse af tiltalespørgsmålet. I forbindelse med fremsendelsen af sagen
til statsadvokaten udfærdiger Politiklagemyndigheden en redegørelse om efterforskningen.
Redegørelsen skal indeholde en gennemgang af forløbet af efterforskningen og
oplysning om de faktiske omstændigheder, der er af betydning for sagens afgørelse. Det
foreslås, at Politiklagemyndigheden i forbindelse med redegørelsen til statsadvokaten
kan fremkomme med en vurdering af de fremkomne beviser, men myndigheden har ikke
pligt hertil. Spørgsmålet, om der skal rejses tiltale, afgøres herefter af anklagemyndigheden
på samme måde som i enhver anden straffesag.
Det foreslås, at der indsættes en særlig bestemmelse om, at en anmelder af et strafbart
forhold mod en polititjenestemand - hvis der ikke inden 1 år er truffet afgørelse i sagen
- skriftligt skal underrettes om, hvorpå sagen beror, og hvornår det kan forventes, at der
vil blive truffet afgørelse i sagen. I tilfælde, hvor der ikke er nogen anmelder, men hvor
nogen er død eller kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben eller i politiets
varetægt, vil der ligeledes skulle gives underretning til den forurettede eller til de
efterladte. Er en polititjenestemand sigtet i sagen, skal den pågældende ligeledes efter 1
år underrettes om sagens forløb. Der skal gives underretning på ny, hvis der 6 måneder
efter den seneste underretning fortsat ikke er truffet afgørelse.
Det foreslås, at den lette adgang efter kapitel 93 a til at få prøvet erstatningskrav mod politiet
skal gælde i alle tilfælde, hvor nogen er afgået ved døden eller er kommet alvorligt
til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt.
Afgrænsningen af personkredsen er den samme som i den gældende bestemmelse i
retsplejelovens § 1020 a, stk. 2.
Forslaget medfører, at alle erstatningskrav i form af personskade, tingsskade og godtgørelseskrav
i forbindelse med dødsfald og alvorlig tilskadekomst, der rejses af en borger,
der mener sig forurettet, eller af hans eller hendes efterladte, kan behandles efter retsplejelovens
kapitel 93 a. Det er kun fremgangsmåden i kapitel 93 a, der gøres anvendelig,
og der er således ikke tale om noget objektivt ansvar.
For at sikre den, der vælger at lade en erstatningssag afgøre efter kapitel 93 a, samme
retsstilling, som den, der har fri proces, foreslås det, at udgifterne til advokatbeskikkelse
i alle tilfælde afholdes endeligt af statskassen.
Det foreslås, at Den Uafhængige Politiklagemyndighed, hvis der er en naturlig sammen-
Behandling af klager over politiet
227