Betænkning om behandling af klager over politiet - Justitsministeriet ...

Udvalgets overvejelser om politiklageordningen
risikoen for personligt ansvar i de ovenfor nævnte tilfælde. Herefter vil den myndighed,
der undersøger sagen, få bedre mulighed for dette, og den klager, der mest sandsynligt
har ret, vil kunne få medhold i sin klage over politiet. Samtidig vil en række polititjenestemænd
ikke i længere tid skulle gå og afvente en afgørelse af, om der vil blive gjort et
formelt personligt ansvar gældende over for dem. Der er ingen grund til at skjule, at politiets
arbejdsvilkår ofte er ekstremt vanskelige i forhold til vilkårene for andre offentligt
ansatte, og at der under disse omstændigheder – ofte af konfrontativ karakter – uundgåeligt
vil blive begået fejltagelser. Kun de alvorligste af disse medfører og bør medføre et
personligt ansvar, uanset at polititjenestemanden teoretisk kan hævdes at have handlet
”med vilje”. Men i en række tilfælde bør dette ikke være til hinder for erkendelsen af, at
der i den enkelte sag er anvendt for megen magt.
12.3.4. Sammenfatning af mindretallets forslag
1. Politiklagemyndigheden kan opgive sigtelse i samme omfang, som politiet og politidirektøren
efter retsplejeloven kan i almindelige statsadvokatsager, altså når sigtelsen er
grundløs. Samme afgørelse kan træffes vedrørende disciplinæransvar.
2. I det omfang det ikke strider mod selvinkrimineringsforbuddet, har en polititjenestemand
pligt til under strafansvar at afgive forklaring til undersøgelsesmyndigheden. I straffesager
gennemtvinges pligten om nødvendigt ved indkaldelse til at afgive indenretlig forklaring.
3. Uanset om man er enig i pkt. 2 bør dette - både for Politiklagemyndigheden og den
enkelte polititjenestemand - væsentlige spørgsmål lovreguleres. Det er uhensigtsmæssigt
at ofre meget betydelige ressourcer på at oprette et nyt undersøgelsesorgan uden at tage
stilling til det mest centrale spørgsmål om dette organs undersøgelsesbeføjelser.
Mindretallet finder, at de nævnte forslag både vil øge mulighederne for rigtigere afgørelser
i klagesagerne og samtidig styrke den enkelte polititjenestemands retssikkerhed.
Ulemperne er alene, at teoretiske - men i praksis irrelevante - muligheder for at gøre et
formelt personligt ansvar gældende mistes.
12.4. Udvalgets vurdering af modellerne i kapitel 8
12.4.1. Statsadvokatmodellen med udvidet kompetence for politiklagenævnene
I denne model, der i kapitel 8 er benævnt model 1, opretholdes den nuværende ordning,
hvorefter det er statsadvokaterne, der forestår undersøgelse og efterforskning i politiklagesagerne
og træffer afgørelse om tiltalespørgsmålet, mens afgørelseskompetencen i
adfærdsklagesagerne tillægges politiklagenævnene, der samtidig bevarer den ret, som
nævnene har til at udtale sig om, hvordan tiltalespørgsmålet efter nævnets opfattelse skal
afgøres. Der henvises til kapitel 8.4, hvor modellen er nærmere beskrevet.
Udvalget finder ikke, at denne model vil være egnet til at sikre den fornødne tillid til
Behandling af klager over politiet
197