Betænkning om behandling af klager over politiet - Justitsministeriet ...

Udvalgets overvejelser om politiklageordningen
ikke bygger på den sandsynlige sandhed. Dette vil efter mindretallets opfattelse fortsat
medføre problemer med befolkningens accept af de trufne afgørelser.
Det er velkendt, at offentligheden (pressen) ofte kritiserer, at der ikke rejses tiltale mod
en i pressen kritiseret polititjenestemand. Denne kritik er oftest ikke berettiget og bunder
meget muligt i en manglende erkendelse af polititjenestemænds ret til en fair behandling.
Der er ikke – mindretallet bekendt – foretaget nogen egentlig undersøgelse
af frifindelsesprocenten for tiltalte polititjenestemænd i forhold til øvrige borgere, men
det er mindretallets klare opfattelse, at frifindelsesprocenten for polititjenestemænd er
forholdsvis høj. Det er ikke systemets opgave at rejse tiltale i videre omfang, end der er
udsigt til domfældelse. Men den manglende tiltale medfører, at den klager, der sandsynligvis
havde ret, ikke får det. Hvis klageren skal gives medhold i de fleste af de sager,
hvor klageren har ret, kræver det, at Politiklagemyndigheden som ovenfor foreslået kan
udelukke, at den enkelte sag handler om et formelt ansvar for den enkelte polititjenestemand.
Ellers vil beviskravet være det nævnte for straffesager.
Til gengæld kan der i det nuværende og det foreslåede system ske det, at klageren, der
pga. bevisstyrkekravet ikke fik medhold i sin klagesag, i en senere erstatningssag mod
politiet vil få medhold i sin version, fordi bevisstyrkekravet her er betydeligt lavere, og
at sagen ikke rejses mod polititjenestemanden, men mod politiet. Det vil forblive svært
at forklare offentligheden, at klageren ikke havde ret i klagesagen, men nok havde ret i
erstatningssagen.
12.3.3. Andre klagesystemer
Mindretallet finder, at de nævnte problemer er centrale, hvis man vil oprette et nyt klagesystem
med større sandsynlighed for, at afgørelserne bliver rigtige. Problemerne opstår
som nævnt, fordi klagesagerne forbindes med spørgsmålet om muligheden for, at den
enkelte polititjenestemand kan pålægges et ansvar. Til illustration af tankegangen blev i
udvalget anvendt reglerne inden for luftfart og vedrørende sundhedssektoren. Naturligvis
kan disse regler ikke overføres til politiklager, men de illustrerer, at nyere lovgivning
er opmærksom på problemerne. Det forekommer mindretallet problematisk at afvise
denne inspiration med den begrundelse, at polititjenestemanden eventuelt har overtrådt
reglerne forsætligt, medens de øvrige typisk har handlet uagtsomt. Teoretisk er det måske
rigtigt, men ikke en reel beskrivelse af polititjenestemanden i langt de fleste klagesager.
Nok har han typisk vidst, hvad han gjorde, men det bør ikke automatisk medføre et personligt
ansvar. Det afgørende for lovligheden af den anvendte magt er et vanskeligt skøn,
der ofte foretages inden for få sekunder, af hvilken magt der er nødvendig og forsvarlig i
det aktuelle tilfælde. Polititjenestemænd har i forhold til alle andre grupper af offentligt
ansatte en betydeligt større risiko for at ifalde straf- eller disciplinæransvar. Dette skyldes
naturligvis ikke polititjenestemændenes dårlige vilje, men deres specielle opgaver
i samfundet som dettes magtudøvere. Mindretallet finder det ubetænkeligt at udelukke
196
Behandling af klager over politiet