Betænkning om behandling af klager over politiet - Justitsministeriet ...

Udvalgets overvejelser om politiklageordningen
beføjelse, som den politidirektøren har i notitssager, til at meddele indklagede, at der
ikke vil blive tale om et formelt personligt ansvar, hvis der åbenbart ikke er grundlag
for et sådant ansvar. Dette bør også gælde i tilfælde, hvor indklagede er afhørt med en
sigtets retsstilling eller direkte er sigtet, hvis sigtelsen senere viser sig at være grundløs.
Efter udkastets § 1020 d, stk. 4, kan den afgørelse alene træffes af statsadvokaten.
I almindelige statsadvokatsager kan politiet efter § 749, stk. 2, indstille efterforskningen.
Hvis der er rejst sigtelse kan afgørelsen – også i statsadvokatsager – træffes af
politidirektøren.
Mindretallet finder, at Den Uafhængige Politiklagemyndighed bør tillægges en tilsvarende
beføjelse, således at myndigheden kan udelukke et strafansvar, hvis det er åbenbart,
at der ikke er grundlag for et sådant, og at Politiklagemyndigheden bør have samme
beføjelser som politidirektøren til at frafalde en rejst sigtelse. Den Uafhængige Politiklagemyndighed,
som udvalget foreslår, forudsættes at blive fagligt kompetent både hvad
angår efterforskning og hvad angår bevisbedømmelse. Således skal personalet omfatte
juridisk strafferetlig ekspertise. Det er på denne baggrund lidet overbevisende at give
Politiklagemyndigheden mindre beføjelser end politipersonalet og politidirektøren har i
almindelige statsadvokatsager. Mindretallet finder, at der tilsvarende bør gives Politiklagemyndigheden
mulighed for at udelukke et disciplinæransvar, hvis dette er åbenbart
irrelevant. Også her kan hævdes, at dette griber ind i andres beføjelser, her rigspolitichefens.
Det er mindretallets opfattelse, at hvis Politiklagemyndigheden får den i forslaget
forudsatte faglige kompetence er der ikke væsentlige betænkeligheder ved dette forslag.
Et andet meget væsentligt spørgsmål er, i hvilket omfang politipersonalet, i det omfang
det ikke strider mod selvinkrimineringsforbuddet, har pligt til at medvirke til sagens
oplysning ved at afgive forklaring til politidirektørerne eller politiklagemyndigheden. I
almindelige straffesager har ingen pligt til at afgive forklaring til politiet, men vidner kan
indkaldes til retten til at afgive forklaring under vidneansvar og vidnepligt. Ved tjenstligt
forhør har enhver ansat efter tjenestemandslovens § 21, stk. 4, pligt til under strafansvar
at afgive forklaring til forhørslederen. Hvis en ansat vægrer sig ved at afgive forklaring
til forhørslederen kan vedkommende indkaldes til at afgive forklaring i retten med
udtalepligt og under sædvanligt vidneansvar. Begge kategorier vedrører forklaringer til
brug for afgørelsen af, om der skal placeres et personligt formelt ansvar. Efter mindretallets
opfattelse er den almindelige regel, at en ansat har pligt til at give oplysning til sin
overordnede i almindelige klagesager. Mindretallet finder det væsentligt at fastholde,
at polititjenestemænd også har denne pligt og altså har pligt til at afgive forklaring til
deres chef, naturligvis forudsat at den pågældende ikke risikerer at inkriminere sig selv.
Politiklagemyndigheden er uafhængig og er ikke overordnet det almindelige politipersonel.
Det medfører, at politipersonalet næppe efter almindelige forvaltningsretlige regler
har pligt til at afgive oplysninger til Politiklagemyndigheden. Mindretallet finder det
væsentligt, at Politiklagemyndighedens uafhængighed ikke skal betales med forringede
194
Behandling af klager over politiet