Betænkning om behandling af klager over politiet - Justitsministeriet ...

Udvalgets overvejelser om politiklageordningen
blemerne er juridisk vanskelige, men det burde ikke have bevirket, at der var skudt til
hjørnespark, da en afklaring er central for en bedre undersøgelse af politiklager.
Emnet er behandlet forholdsvis udførligt i den ovenfor nævnte rapport fra 1995 s. 11-29.
Denne fremstilling viser problemets kompleksitet. Det fremhæves, at den polititjenestemand,
der selv risikerer et formelt juridisk ansvar i form af straf- eller disciplinæransvar
er omfattet af selvinkrimineringsforbuddet. Dernæst nævnes, at de af indklagedes kollegaer,
der deltog i den påklagede politiaktion, kan risikere et formelt ansvar for ikke
at have ”anmeldt det passerede eller på anden måde at have reageret umiddelbart”. De
er således også omfattet af selvinkrimineringsforbuddet. Dette medfører, at de ikke har
pligt til at udtale sig eller kan ifalde et ansvar for at give urigtige oplysninger, hvis de
for at dække over en kollega har givet urigtige oplysninger. Dette medfører naturligvis,
at ethvert undersøgelsesorgan har forringede chancer for at finde ud af, hvad der er
sket. Disse begrænsninger gælder efter rapportens udredninger også under en indenretlig
afhøring. Rapporten anfører, at polititjenestemænd, som ikke er en del af aktionen,
ikke kan påberåbe sig selvinkrimineringsforbuddet. Dels har dette spørgsmål ikke større
praktisk betydning, dels kan en sådan polititjenestemand med en vis ret hævde, at det er
politiets pligt – og dermed også hans pligt – at rapportere enhver strafbar handling af en
vis betydning, og at han derfor også er omfattet af forbuddet. Dermed er der skabt en
situation, hvor det meget ofte er legitimt for de polititjenestemænd, der ved noget om
situationen, at dække over en kollegas eventuelle overgreb. Det er særdeles vanskeligt
”at skyde igennem” dette forsvar, da det hverken menneskeretligt eller politisk er eller
bør være muligt at forringe polititjenestemandens retssikkerhed.
For at optimere mulighederne for at undersøge, hvad der rent faktisk er foregået, er
det efter mindretallets opfattelse nødvendigt at se kritisk på denne juridiske konstruktion,
som teoretisk nok er holdbar, men som ikke svarer til virkeligheden. Så vidt det
er mindretallet bekendt, er der i dag ingen notitssager, som efterfølges af et personligt
formelt ansvar for den indklagede polititjenestemand. Det skyldes sandsynligvis, at den,
der tager stilling til, om en klagesag skal søges afgjort som notitssag, kun vælger denne
form, hvis sagen er af en sådan karakter, at et formelt ansvar anses for irrelevant. Der
er i udvalgets forslag et klart udtalt ønske om at øge antallet af sager, der afgøres som
notitssager, men ikke noget forslag om, at sager der er så alvorlige, at de kan ende med et
formelt personligt ansvar for indklagede, skal behandles som notitssager.
Mindretallet finder derfor, at det er en forbedring af retsstillingen, at det i forslagets
§ 1019 k, stk. 3, anføres, at hvis der som led i notitssagsbehandling indhentes en udtalelse
fra indklagede, kan der ikke efterfølgende pålægges den pågældende en disciplinær
sanktion. Denne regel vil give indklagede en tryghed, som må forventes at få
betydning for muligheden for at afklare, hvad der er foregået under den påklagede episode.
Mindretallet finder, at der bør indrømmes Politiklagemyndigheden en tilsvarende
Behandling af klager over politiet
193