Betænkning om behandling af klager over politiet - Justitsministeriet ...

Udvalgets overvejelser om politiklageordningen
undersøgelsen af, hvad der rent faktisk er foregået, og dels selve bedømmelsen af beviserne.
I en almindelig klagesag over en administrativ afgørelse, f.eks. et påbud om at ændre et
byggeri, er der typisk ikke væsentlige problemer med at finde ud af, hvad der er foregået.
Sagens beviser findes i de tilstedeværende dokumenter, der er skrevet før afgørelsen og
eventuelt efterfølgende. Klager over politiet vedrører typisk ikke en lignende proces,
men vedrører klager over politiets faktiske adfærd. Det afgørende første problem er at
finde ud af, hvad der rent faktisk er foregået. I visse tilfælde giver tekniske undersøgelser
et bidrag til løsningen af problemet, men i langt de fleste tilfælde er de afgørende beviser
vidneforklaringer fra politifolk og klageren samt eventuelt dennes venner mv. eller
udenforstående vidner.
I det nuværende og det foreslåede klagesystem vil den politimand, der klages over, have
en – oftest meget ringe – risiko for, at han vil blive tiltalt for sit eventuelle overgreb eller
blive pålagt en disciplinær straf. Den, der har en sådan risiko, kan efter Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions art. 6 ikke pålægges at bidrage til at oplyse, hvad der er
foregået. Det er det såkaldte selvinkrimineringsforbud. Allerede i ”En rapport afgivet af
et udvalg under Justitsministeriets Centrale Samarbejdsudvalg for Politiet: Polititjenestemænds
retsstilling i forbindelse med tjenstlige undersøgelser mv.” fra 2. februar 1995
redegøres for, at princippet har den ovenfor nævnte konsekvens. Dette princip beskytter
kun den eventuelt skyldige politimand, men der er i adskillige tilfælde set en tendens til,
at også dennes kolleger undlader at udtale sig om begivenhedsforløbet af nærliggende
kollegialitetsgrunde, der også vil gøre sig gældende i andre sager, hvor kolleger skal
”angive” hinanden. Det er f.eks. velkendt, at et folketingsmedlem i Tamil-sagen for åben
tv-skærm gjorde opmærksom på, at han nok vidste, hvornår man skulle ”huske noget”.
At dette problem er væsentligt ses allerede af, at der, mens udvalget har haft de sidste
møder, har været to meget omtalte sager, hvor kolleger har undladt at oplyse, hvem der
har foretaget den relevante handling. Den første sag vedrørte, hvilken polititjenestemand
der telefonisk havde afvist at sende politi i anledning af en henvendelse fra en nabo, der
havde hørt kvindeskrig. Senere blev kvinden dræbt under samleverens groft uforsvarlige
kørsel. Den anden sag vedrørte en anholdt, der under anholdelsen var taget så hårdt
om halsen, at han havde blodudtrædninger i øjnene. Udvalget har kort beskæftiget sig
med disse problemer. I kapitel 11.7 om klagerens og indklagedes retsstilling og advokatbeskikkelse
påpeges problemet, men det afvises at foretage en grundigere behandling
med henvisning til, at problemet i virkeligheden er ”af mere generel karakter, som også
vedrører andre offentlige ansatte end polititjenestemænd”, og at udvalget derfor finder,
at ”sådanne problemstillinger i givet fald bør behandles i en bredere sammenhæng”. Teoretisk
set har udvalget naturligvis ret, men problemstillingen har meget ringe betydning
i andre sager end politiklagesager, hvor et af problemerne er, at der er en del usikkerhed
omkring oplysningspligtens omfang og et klart behov for afklaring af retsstillingen. Pro-
192
Behandling af klager over politiet