Betænkning om behandling af klager over politiet - Justitsministeriet ...

Udvalgets overvejelser om politiklageordningen
Skulle man forestille sig en flerstrenget klageordning i relation til klager over politiet,
kunne den gå ud på, at der var dels en streng i relation til den enkelte polititjenestemand
og dels en streng, der i lighed med Patientskadeankenævnet vedrørte spørgsmålet om
erstatning fra politiet som sådan. Hvis et sådant flerstrenget system skulle have nogen
mening, måtte det forudsætte, dels at kravene til bevisets styrke var mindre i erstatningsstrengen,
dels at der ikke kunne udveksles oplysninger mellem de 2 strenge. Et sådant
dobbeltstrenget system vil imidlertid blive særdeles kompliceret, og dets nytteværdi står
næppe mål med anstrengelserne, navnlig set i lyset af at politiklageordningen skal tage
højde for forsætlige handlinger, og at der vil være mange sager, hvor der ikke er lidt noget
tab. Det vil også for klageren kunne fremstå som uforståeligt, hvis han får medhold i,
at han skal have en erstatning, men at der ikke er noget at kritisere den polititjenestemand
for, som har foretaget overgrebet.
For at lette borgernes mulighed for at prøvet erstatningskrav mod politiet, foreslår udvalget
dog, at den lette adgang efter kapitel 93 a til at få prøvet erstatningskrav mod politiet
bør gælde i alle tilfælde, hvor nogen er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til
skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt.
Afgrænsningen af personkredsen er den samme som i den gældende bestemmelse i
retsplejelovens § 1020 a, stk. 2.
Det foreslås, at alle erstatningskrav i form af personskade, tingsskade og godtgørelseskrav
i forbindelse med dødsfald og alvorlig tilskadekomst, der rejses af en borger, der
mener sig forurettet, eller af hans eller hendes efterladte kan behandles efter retsplejelovens
kapitel 93 a. Det foreslås endvidere, at udgifterne til advokatbeskikkelse i sådanne
erstatningssager i alle tilfælde skal afholdes endeligt af statskassen.
Der henvises i øvrigt til kapitel 11.4.2 og til lovudkastets § 1020 l og bemærkningerne
hertil
De problemer, der i nogle tilfælde har været med til at få polititjenestemand til at opfylde
deres oplysningspligt i sager, hvor der for de pågældende ikke er risiko for selvinkriminering,
lader sig næppe løse ved en ordning med frit lejde eller i politiklagesystemet i
øvrigt. Disse tilfælde må løses ved uddannelse og dialog og eventuelt ved iværksættelse
af tjenstlige sanktioner mod den polititjenestemand, der ikke opfylder sin oplysningspligt.
Som eksempel kan nævnes den situation, at det ønskes oplyst, hvem der modtog
et bestemt alarmopkald. Under afhøring af den mulige kreds af personer, der kan have
modtaget opkaldet, er der ingen, der vil udtale sig herom. Hvis det efterfølgende afklares,
hvem der modtog opkaldet, vil de øvrige, der har afgivet forklaring, eventuelt kunne
ifalde et disciplinæransvar for ikke at have opfyldt deres oplysningspligt.
Udvalget finder også anledning til at bemærke, at den omstændighed, at nogen ikke får
190
Behandling af klager over politiet