Betænkning om behandling af klager over politiet - Justitsministeriet ...

Udvalgets overvejelser om politiklageordningen
af polititjenestemænd også for overtrædelser af straffeloven, men der er, som det bl.a.
fremgår af kapitel 4, også i flere tilfælde sket frifindelse, herunder i nogle af de mest alvorlige
sager. I de 2 tilfælde, hvor der i forbindelse med anvendelse af skydevåben skete
domfældelse af politipersonale for overtrædelse af straffelovens voldsbestemmelser, bestemte
retten, at straffen skulle bortfalde.
Udvalget finder, at der ikke generelt er grundlag for at fastslå, at tiltalepraksis i forhold til
polititjenestemænd har været for hårdhændet eller for liberal, herunder at der kan påvises
sager, hvor en straffesag ved domstolene ville have ført til domfældelse, hvis der var
blevet rejst tiltale. Det må også i den sammenhæng nævnes, at den kritik mod statsadvokaternes
tiltalepraksis, der for nogle år siden kom til udtryk, i væsentlig grad er stilnet af
efter de straffesager, der har været gennemført mod politipersonale navnlig siden 2005.
Udvalget finder det derfor rigtigst, at det fortsat bør være statsadvokaterne, der skal have
kompetencen til at rejse tiltale også mod politipersonale. Dette stemmer også med den
almindelige tendens gennem snart mange år, hvorefter det er anklagemyndigheden - og
ikke en særmyndighed på et specifikt område - der har tiltalekompetencen. Det må i
den forbindelse bemærkes, at det kan være acceptabelt, at anklagemyndigheden lader
en sag, der må betegnes som et grænsetilfælde, prøve i retten - også hvis der er tale om
en polititjenestemand - men at det ikke må være sådan, at tiltalespørgsmålet i relation
til politipersonale afgøres på et andet juridisk grundlag end det, der gælder for andre
borgere. Det vil derfor ikke være acceptabelt, hvis der rejses tiltale mod politipersonale
i større omfang end mod andre. Risikoen for en sådan forskellig tiltalevurdering vil efter
udvalgets opfattelse være større, hvis tiltalekompetencen henlægges til et organ uden for
den almindelige anklagemyndighed.
Særligt i relation til den kritik, der har været om, at der på lokalt niveau sker en betydelig
sammenblanding af personale hos politiet og anklagemyndigheden, bemærker udvalget,
at denne kritik bør løses ved, at en sag i tilfælde af risiko for inhabilitet behandles af en
anden statsadvokatur, og ved, at det som udgangspunkt kun er chargerede medarbejdere
i statsadvokaturerne og ikke turnusmedarbejdere, der vurderer tiltalespørgsmålet i sager
mod politipersonale. Hertil kommer, at den kritik, der har været mod lokal indspisthed
naturligt vil kunne indgå ved en kommende vurdering af statsadvokaturernes antal og
opgaver.
Udvalget har i flere møder også drøftet den kritik, der har været mod statsadvokaterne i
adfærdsklagesager og i relation til efterforskningen af straffesager.
Udvalget vil i den forbindelse pege på, at adfærdsklagesager ikke er straffesager, og at
disse sager derfor ikke skal behandles efter retsplejelovens bestemmelser herom, medmindre
dette er udtrykkelig bestemt, men efter reglerne i forvaltningsloven. Man kan
Behandling af klager over politiet
183