Betænkning om behandling af klager over politiet - Justitsministeriet ...

Udvalgets overvejelser og forslag om nogle generelle spørgsmål uanset valg af model
Klagen blev efter aftale med statsadvokaten forgæves søgt afgjort som notitssag.
Eksempel 2 (Rigsadvokatens årsberetning 2000, side 132)
En kvinde rettede telefonisk henvendelse til politiet, idet hun ønskede at klage over, at
hun havde fået en parkeringsbøde. Kvinden klagede samme dag over, at en politiassistent
under samtalen sagde: ”Du kan lige så godt lyve som alle andre”. Bemærkningen faldt i
forbindelse med, at politiassistenten oplyste, at han ikke kunne eftergive en parkeringsbøde
uden først at kontrollere hendes oplysninger.
Klagen blev sendt til statsadvokaten, der 10 dage efter episoden sendte sagen tilbage
til politimesteren med anmodning om, at der blev givet klageren mulighed for at få en
samtale om det passerede. I en skrivelse tre dage senere meddelte politimesteren klageren,
at parkeringsafgiften blev eftergivet, idet der var sket en fejl. Han tilbød samtidig
klageren en samtale. Da klageren ikke rettede henvendelse til politimesteren, blev sagen
sendt tilbage til statsadvokaten. Da klageren heller ikke reagerede på statsadvokatens
forespørgsel, om hun ønskede videre foretaget, henlagde statsadvokaten sagen og fandt
ikke grundlag for at kritisere politiassistentens udtalelse.
Politiklagenævnet var enigt i afgørelsen.
Som eksempel 3 kan nævnes en sag, hvor et politiklagenævn har været uenigt med politimesteren
og statsadvokaten om den materielle afgrænsning af området for notitssagsbehandling.
Eksempel 3 (Rigsadvokatens årsberetning 2004, side 102 f.)
En kvinde K kørte i en lånt bil med tændte tågelygter i klart vejr på en landevej. K blev
eftersat af en færdselspatrulje og blev bragt til standsning under anvendelse af udrykningssignaler.
Efter standsningen blev K præsenteret for et bødeforlæg på 500 kr. for
overtrædelse af færdselsloven. K klagede blandt andet over, at hun inden standsningen
blev efterfulgt gennem et tidsrum på ca. 20 minutter og over en afstand på 12-14 km,
samt at der blev anvendt udrykningssignaler. K anførte, at hun under hele forløbet havde
været opmærksom på patruljens tilstedeværelse, og at hun havde gjort adskillige forsøg
på at formå patruljen til overhaling. K indgav endvidere klage over patruljen for chikanekørsel
og ”uhøvisk talemåde”.
Politiet vurderede sagen som en notitssag. K blev indkaldt til en samtale med den
lokale politiinspektør, som gjorde K bekendt med, ”at jeg selvfølgelig kunne forstå
hendes henvendelse, men at jeg ikke var af helt samme opfattelse som hende, men at
jeg selvfølgelig ville følge episoden op overfor den pågældende politiassistent. Hun
Behandling af klager over politiet
157